Hej Brevkassen, jeg er en kvinde på 24 år. Jeg har altid døjet med vægtproblemer og har ligget i begge ender af skalaen. Nu er jeg rimelig normalvægtig men stadig stor i forhold til mine veninder. Fokus har været meget på min søster da hun led af anoreksi og hun derfor er meget beskyttende over for mig. Jeg har været gået ned med stress som 17 årig, efterfulgt af depression og år med angst. Hele familien vil have jeg har det godt, og siden jeg havde det dårligt dengang vil jeg ikke sende dem igennem det samme igen. Startede på uni i 2020, og her til sommer da jeg blev færdig troede jeg at jeg skulle videre på en kandidat. Dette skete ikke og da jeg så blev stresset over det og manglende job + mit altid meget selvforstyrrede billede af mig selv kastede jeg op med vilje. Jeg fik sådan en følelse af lettelse, nu skal jeg ned i vægt alting skal nok gå. nu sidder jeg her mange måneder efter, og stadig gør det. Folk ser det ikke, hvorfor skulle de. Har lyst til nogen ser hvordan stressen påvirker mig og at jeg ikke har det godt. Men samtidig kan jeg ikke sende dem igennem rutsjebane turen med at der nu er noget galt med mig igen. Da jeg vejede 68 kg og er næsten 180 synes jeg stadig jeg lignede hende pigen på knap 100kg, hende synes jeg hele tiden jeg ligner. Jeg har dage hvor jeg næsten ikke spiser noget. Når jeg så endelig spiser, spiser jeg for meget og brækker mig. Jeg får dårlig samvittighed. Jeg burde jo være voksen, tage til psykolog og finde ud af det. Men det er så svært. Føler ingen forstår det. Jeg føler ikke jeg kan være i min krop af stress og angst for ikke at få job og ikke vide hvad mit næste skridt i livet skal være. Jeg føler kun nogen vil have mig hvis jeg er tynd, rigtig tynd. Det er hårdt, og min søster som er kommet sig over sin lidelse sagde i en samtale engang 'om det virkelig kan være rigtigt hun var det eneste i familien der har haft en spiseforstyrrelse'. Jeg følte mig oppustet en dag hvor mine bror sagde uvidende at man kunne kaste op og få det bedre hvis man havde meget meget ondt i maven. De ved ingenting, men blev alligevel ramt. Jeg føler det på kommando at kaste op og ved ikke hvilke tiltag jeg kan tage for at hjælpe mig selv, er der muligheder for hjælp?
Kære dig
Tak for, at du har taget dig tid til at skrive til os. Det gør virkelig indtryk på mig at læse dine ord.
Du beskriver at have dage, hvor du næsten ikke spiser. At når du så endelig spiser, spiser du for meget og brækker dig. Du får dårlig samvittighed. Du burde jo være voksen, tage til psykolog og finde ud af det, skriver du. Men det er så svært, skriver du. Du føler, at ingen forstår det. Du skriver, at du ikke føler, du kan være i din krop af stress og angst for ikke at få job og ikke vide, hvad dit næste skridt i livet skal være.
Jeg tænker, at det må være utrolig svært at stå med det, du beskriver. Og jeg har stor forståelse for, hvor meget det må fylde i dit liv. Spiseforstyrrelsen. Og presset. Det er noget, jeg i høj grad kan genkende.
Du beskriver, at du kun føler at nogen vil have dig, hvis du er rigtig, rigtig tynd. Den følelse kender jeg meget godt. Både fra andre, der skriver til os, og fra da jeg selv havde en spiseforstyrrelse. For det er noget af dét, en spiseforstyrrelse kan tilbyde; en fornemmelse af, at den kommer med en løsning. For eksempel, at noget vil gå meget bedre, når man er blevet meget tynd. At man på kun på den måde kan komme til at modtage den rette anerkendelse, eller kærlighed, eller måske succes. På den måde ’tilbyder’ spiseforstyrrelsen noget. Giver det mening for dig at se det på den måde?
En spiseforstyrrelse er på den måde en strategi til at finde en fornemmelse af noget kontrol. Af ro. Trøst. Eller noget fjerde. Jeg får indtryk af, at du kan genkende noget i den retning. At spiseforstyrrelsen viser sig som en copingstrategi i en tid, hvor du mærker en høj grad af pres. Usikkerhed, stress og angst - centreret om, at du ikke ved, hvad næste skridt er i dit liv. At du pludselig stod uden studie og uden job.
Ikke at have et job er ofte et rigtig stort pres. Det er du på ingen måde alene om - men det er en situation, som mange føler sig helt enormt alene i. Og vores samfund er bygget op på en måde, hvor det er udfordrende at finde tryghed, når man ikke har et arbejde og ikke føler, at det er nemt at få ét.
Det kan også være udfordrende at finde tilhørsforhold, selvværd og lignende. Uden et arbejde. For vores kultur er i høj grad bygget op på en måde, hvor de fleste finder identitet og mening i et arbejde – eller føler, at det er dér, de kan lede efter det. Det kan man jo have meget delte meninger om; om det er en god ting eller ej.
Det er meget reelt, at det er utrygt ikke at have et job. Man skal kunne betale husleje, mad, liv. Tankerne om, hvordan det mon skal gå. Det kan næsten få én til at fryse helt. Og så er man ofte presset af det system, der skal stå for at hjælpe én i job. Jeg har selv taget en uddannelse på uni, og stod efterfølgende og var meget, meget utryg. Jeg kunne ikke finde et arbejde. Og havde det rigtig svært, indtil jeg begyndte at finde bedre vej. Ikke mindst via terapi.
Jeg får indtryk af, at du har nogle ting med dig fra tidligere, som har gjort rigtig ondt. Som måske giver ”gode” forudsætninger for, at spiseforstyrrelsen er opstået nu, og tilbyder en fornemmelse af lettelse ved, at du kan tabe dig. Du nævner dit altid forstyrrede selvbillede. Din søsters spiseforstyrrelse. Din vægt, som har været oppe og nede. Den stress, angst og depression, du har oplevet.
De fleste, der har en spiseforstyrrelse, føler en vis splittelse og ambivalens, når de vil gøre noget for at få det bedre. En spiseforstyrrelse har ofte en stemme, der siger, at det vil være bedst at være alene med den. For det er jo sådan, man lettest kan have den adfærd omkring mad og krop, som hører til spiseforstyrrelsen. Giver det mening for dig at se det sådan? Ofte blander spiseforstyrrelsens stemme sig i høj grad med ens egne tanker og værdier – og får det til at virke, som om spiseforstyrrelsen er den eneste strategi til at mestre livet og dets udfordringer.
Men det er muligt at finde nye veje og måder at håndtere det hele på. Hvilke tiltag kan du tage, for at hjælpe dig selv? Er der muligheder for hjælp?, spørger du.
Din situation kalder på, at du taler med nogen. For du fortjener den rette hjælp og støtte til at få det bedre.
Din familie ved ingenting om, hvordan du har det. Hele familien vil have, at du har det godt, skriver du. Derfor vil du ikke sende dem igennem det samme igen nu, som da du gik ned med stress, og var påvirket af den depression og angst, som fulgte.
Når man har en spiseforstyrrelse er det meget typisk at føle, at man bare burde tage sig sammen – at man burde kunne løse sin situation på egen hånd, og at man ikke vil belaste familie eller andre med, hvordan man i virkeligheden har det. Men det er meget vigtigt, at du får hjælp. Ingen kan eller skal løse det hele selv.
Derfor tænker jeg på, om du ser det som en mulighed at opsøge en psykolog eller psykoterapeut? Det håber jeg. For jeg tænker, at det skal til. At du finder den rette at tale med. Så du kan finde nye måder at håndtere det hele på.
Måske kan eller skal din familie ikke hjælpe dig med at få det bedre. Men måske de, eller nogen, du stoler på, vil støtte dig i at finde den rette hjælp? Hvis du åbner op? Hvad tænker du om at tale med din læge? Det kan i nogle tilfælde være vejen til at finde noget behandling eller psykologhjælp.
Måske du vil læse en artikel om at tale med lægen om en spiseforstyrrelse.
Vil du tale mere med os om, hvad du kan gøre? Du kan ringe til vores rådgivning på 7010 1818 eller booke en personlig samtale.
Du er også altid velkommen til at skrive til os igen.
Mange varme tanker herfra.
Kærlig hilsen
Brevkassen