Hej
Jeg har i de sidste 7 år været alvorlig syg med anoreksi. Jeg har været igennem mange behandlings forløb og indlæggelser hvilket har sat sig dybt i mig, fordi jeg skulle beslutte om jeg ville leve eller dø i en alt for tidlig alder.
Jeg føler jeg er gået glip af hele min ungdom og mistet en del venner undervejs. Det var som om at venner trak sig fordi at de var bange for hvad de skulle gøre og sige.
Det sidste års tid er jeg kommet i bedring og samtidig med det har man fundet ud af at jeg har en adhd diagnose hvilket måske giver en forklaring på hvorfor jeg har været syg i så mange år.
Lige pt er det rigtig svært og holde fast i at ville noget andet, fordi jeg hele tiden dunker mig selv i hovedet over at jeg har taget på og at der er mere fokus på adhd nu.
Føler det hele var nemmere da jeg var undervægtig og var tættere på døden end livet? Det virker måske barsk den måde jeg skriver det men sårn var det. Nu føler jeg mig bare ensom og oplever ofte at jeg ikke føler jeg er tilstede.
Samtidig med alt det går jeg og er fucking bange for st dø hele tiden….. hvad kan jeg gøre ved alt det her ? og hvordan kan det måske blive lettere og acceptere at man har været syg?
Mvh
Kære du
Tak for dit brev og for at du deler din situation her med mig i brevet. Du fortæller, at du gennem de sidste 7 år har været ramt af alvorlig anoreksi, du har gennemgået mange behandlingsforløb og indlæggelser, og alt dette har sat sig dybt i dig. Det lyder som en tid, hvor du har måtte være stærk, og hvor du virkelig har kæmpet imod spiseforstyrrelsen.
Du oplever, at du er gået glip af hele din ungdom og mistet venner undervejs – og du har indtryk af, at det hænger sammen med, at de trak sig, da de ikke altid vidste, hvad de skulle gøre.
Nu er du kommet i bedring, og du har fået stillet en adhd diagnose. Du har nu oplevelsen af, at det er svært at holde fast. Og du føler, at der var nogle ting, der var nemmere, da du var undervægtig, fortæller du. Jeg bliver nysgerrig på, hvad var det for ting, der var lettere? Var det mon sådan, at spiseforstyrrelsen fjernede fokus fra den ensomhed, som du nu oplever? Og gav spiseforstyrrelsen dig mon oplevelsen af at føle du var til stede? Nogle gange kan en spiseforstyrrelse aflede os fra at mærke, hvordan det i virkeligheden står til – og jeg tænker på, om de ting du måske oplever nu, og som kan føles svært, er mere klare for dig nu, hvor du er i bedring spiseforstyrrelsen ikke fylder helt så meget? Måske spiseforstyrrelsen, da den havde mere magt over dig, overskyggede og fjernede fokus fra de ting? Grunden til, jeg spørger, er, at spiseforstyrrelsen ofte kan give en trøst og være en støtte, når der er noget, vi synes er svært. Det kan være en løsning eller en strategi til at håndtere de svære følelser. Hvad tænker du om det?
Jeg kan virkelig godt forstå, at det kan være svært at acceptere, at du har været syg, og at det har fyldt længe – at spiseforstyrrelsen faktisk har fået lov til at fylde 7 år af dit liv og din ungdom. Hvad tænker du selv – hvordan kan man acceptere eller leve videre med de erfaringer, man har med sig? Og hvad er alternativet? Hvis man ikke accepterer, at man har været syg? Kan der så være en fare for, at spiseforstyrrelsen kan tage endnu mere plads og tid i dit liv?
Med det brev du her har skrevet, får jeg indtryk af, at der er nogle ting, du ser mere klart nu. Din erfaring med spiseforstyrrelsen kan have lært dig nogle vigtige ting.
I forhold til at acceptere, at livet har udviklet sig som det har, tænker jeg, det er vigtigt at kigge fremad. At du gør dig nogle tanker om, hvordan du drømmer om, din ungdom skal se ud fremadrettet? De erfaringer vi har med os, gør os til dem, vi er. Og der er altid nogle grunde til, at livet har udviklet sig som det har. Fra mit perspektiv, har du en masse masse liv og ungdom foran dig. Hvad drømmer du om – hvordan vil du gerne leve, og hvad kan du gøre for at tage små skridt i den retning? Jeg tænker, at du må have lært en masse af din spiseforstyrrelse, og du tager din livserfaring med dig videre.
Og jeg ser en styrke i, at du nu er opmærksom på dine værdier, at du har opdaget, at der er nogle ting, du gerne vil, og som er vigtige for dig – nogle ting du ville ønske, havde udviklet sig anderledes – at spiseforstyrrelsen ikke havde haft den magt over dig. Det vidner for mig om en motivation for, at du kan skabe forandringer, og at du faktisk har drømme om, hvordan resten din ungdom bør se ud. Derfor bliver jeg nysgerrig på, hvad du drømmer om, og hvad du ønsker i dit liv? Og hvad vil de første skidt på vejen være? Som sagt er du stadigvæk meget ung og har en masse ungdom tilbage – spiseforstyrrelsen har snuppet 7 år, men skal den virkelig have lov til at fylde mere nu?
Jeg får også lyst til at sende dig et link om tilbagefald, jeg ved ikke så meget om, hvordan din situation ser ud lige nu, men den kan være god at læse, hvis tankerne fylder.
Du er også altid velkommen til at skrive et brev til os igen eller bruge vores andre rådgivningstilbud.
Til sidst vil jeg også nævne for dig, at tilbuddet om peer-støtte måske kunne være noget for dig? Det er en kontakt man har til en frivillig, der selv har haft en spiseforstyrrelse, og som gerne vil støtte dig i din tilbagevenden til livet og hverdagen.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen
Brevkassen