Jeg har cuttet i hvad jeg tror er to måneder nu og jeg føler at jeg har ok kontrol over det (alt er selvfølgelig relativt). Men nu er der også begyndt at komme noget der minder om selvmordstanker op.
Jeg har altid funderet over livet, hvad meningen med livet var, om vi er en del af en større sammenhæng, om vi overhovedet betyder noget og sådanne ting. Men siden starten af december er de tanker blevet krydret med, at jeg jo ikke betyder noget. Jeg er jo bare et lille individ i en kæmpe verden. Og selvom et selvmord vil påvirke en masse omkring mig, vil det jo ikke betyde noget i den store sammenhæng. Det vil bare være endnu en til statistikken. Og hvis det ikke er mig er det bare en anden ung og en anden familie.
Da jeg begyndte at cutte var det ufarlige steder (det er det stadigvæk), men nu er jeg begyndt at blive mere tiltalt af tanken om håndled og det der holder mig fra at prøve, er frygten for at blive opdaget. Når jeg tager i fitness med mine venner har jeg kortærmet på og vi går i fællesbad, hvor det i forvejen er svært at skjule det(hoften).
Jeg har ikke gjort noget aktivt på mine tanker, men jeg går og tænker over, hvordan jeg kan ende mit liv mest smertefrit. Jeg tør ikke Google for, igen, er jeg bare for at der er nogen der på en eller anden måde vil få mistanke. (I forvejen sletter jeg min søgehistorik når jeg har været herinde)
Og jeg ved ikke hvad der skræmmer mig ved at nogen skal opdage det. Jeg har en ven som jeg har snakket med for 2-3 uger siden og som har vidst det siden første gang. Han har allerede været tæt på at sige det til lærerne på efterskolen. Hvis lærerne finder ud af det, er jeg bange for, at de siger det til mine forældre.
Jeg prøver at tænke "hvad er det værste der kan ske?", men jeg kan ikke komme I tanke om noget. Jeg har👌(nul😁) idé om hvordan mine forældre vil reagere og det skræmmer mig mere end alle mulige skrækscenarier i mit hoved.
Og når alt kommer til alt tror jeg ikke, at jeg har viljen/"styrken"/det hårdt nok til ikke at ville leve mere, men det skræmmende mig at jeg har så stor lyst til at skade mig selv steder, hvor det potentielt kan blive farligt.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg skriver for jeg har ikke et konkret spørgsmål, jeg vil have svar på. Men jeg gad måske godt have et par råd til, hvordan jeg kan snakke med en lærer, hvor det ikke lyder så alvorligt (som det jo nok er). For jeg er typen at hvis jeg først har lukket lidt op, kan jeg slet ikke stoppe og så får jeg fortalt meget mere end jeg havde lyst til. (Jeg gider ikke høre et eller andet fucking pis om at cutting er en mestringsstrategi der afleder fokus fra ting der er svære det har jeg hørt alt for fucking mange gange og jeg ved stadig ikke hvorfor jeg cutter og jeg gider ikke grave i det🙃)
Mange hilsner 'Alberte'
Kære 'Alberte'
Tak for dit brev. Tak for din ærlighed. Dit mod. Det gør virkelig indtryk på mig at læse, dit brev. Jeg får indtryk af, at du reflekterer rigtig meget over noget af det, som er sværest ved at være menneske. Noget af det, som kan være meget svært at sætte ord på; hvad betyder vi som individ i verden?
Du skriver, at du altid har funderet over livet – over meningen med det, og om vi er del af en større sammenhæng. Det har jeg også altid selv tænkt utrolig meget over.
Og så skriver du om cutting. At du har cuttet i et par måneder, og at du føler, at du har ok kontrol over det. Men at der nu også er begyndt at komme noget, der minder om selvmordstanker op. Du skriver, at selvom selvmord vil påvirke en masse omkring dig, vil det ikke betyde noget i den store sammenhæng.
Først vil jeg sige, at hvis du nogensinde bliver overvældet af tanker om selvmord, så ring - tag kontakt - til livslinjen på 70 201 201. Skriv på deres chat. Eller ræk ud til voksne omkring dig; en lærer, en forælder, en fra din fritidsklub. For det betyder noget, dit liv. Mere end du aner. Du er vigtig. Her i Verden.
Du skriver, at du ikke har et konkret spørgsmål, men gerne vil have et par råd til, hvordan du kan snakke med en lærer. Det håber jeg, at jeg kan give dig. Men først vil jeg svare lidt mere på det, du ellers skriver.
Du skriver, at du ikke gider høre et eller andet pis om, at cutting er en mestringsstrategi, som afleder fokus fra ting, der er svære. Det har du hørt rigeligt om. Så det vil jeg ikke fortælle dig mere om. Men jeg vil bekræfte, at det er sandt. Selvskaden kan kortvarigt dulme en indvendig smerte, give ro eller trøst.
Jeg tænker på, hvordan din smerte mon ser ud. Om den har rod i en tomhedsfornemmelse eller utryghed? Om den har at gøre med et eller andet pres, du oplever? Eller om den er præget af en sorg eller smerte fra fortiden? Noget i din familie eller relationer, som ikke er, som det skal være?
Du ved stadig ikke, hvorfor du cutter, skriver du – og du gider ikke grave i det. Det giver mening. Terapi er hårdt. Men jeg vil argumentere for, at det oftest er den eneste vej frem. Mange unge på din alder går i samtaleforløb her i foreningen, fordi de har brug for hjælp til at undersøge selvskaden og finde andre strategier.
Selv har jeg aldrig cuttet, men en i mange år havde jeg en spiseforstyrrelse, som gjorde mit liv hårdt at være i. Hvis ikke jeg gennem samtaler, terapi, og at grave voldsomt meget i det, havde fundet frem til, hvorfor jeg behandlede mig selv, som jeg gjorde - så havde jeg aldrig fået mulighed for at opleve alle de ting, der ventede på mig. Alle de ting, der gav mig nogle svar.
Du skriver, at det er skræmmende, at du oplever stor lyst til at skade dig selv på steder, hvor det potentielt kan blive farligt. Dit brev vidner om, at du vil tage dig selv alvorligt. Og at du gerne vil forsøge at række ud; tale med nogen.
Det er en rigtig god idé at tage skridtet og tale med en lærer. Men du er bange for, at lærerne vil tage det meget alvorligt, og fortælle det til dine forældre. Du skriver, at du ikke aner, hvordan dine forældre vil reagere. Og at det skræmmer dig mere end alle mulige skrækscenarier. Det kan jeg godt forstå. Det må være ubehageligt ikke at vide.
Du spørger efter et konkret råd til, hvordan du kan tale med en lærer. Jeg tænker på, om du kunne starte med at sige til ham eller hende, at du har noget vigtigt, du gerne vil tale om, og at du har brug for, at han/hun tager sig god tid til dig og virkelig lytter til det, du vil fortælle? Måske du også kan sige, som en del af starten, at det er svært for dig at fortælle? Og så kunne du enten vise din lærer dit brev til mig, eller du kunne prøve lige så stille at sige det, som det er. Sig, at du har det svært. At du gør skade på dig selv, og at du også kan gå at tænke på, hvordan du kan tage dit eget liv. Hvordan lyder det forslag mon i dine ører?
Jeg tænker også på, om du har lyst til at undersøge, om et af disse tilbud kunne være noget for dig? Du er også mere end velkommen til at skrive til os igen. Til at ringe på 7010 1818, eller benytte vores andre rådgivningstilbud.
Jeg mærker, at du bærer på en styrke. Måske også en vrede. Og i hvert fald på mange tanker og refleksioner. Jeg tror på, at du kan bruge dine kvaliteter til at tage hånd om dig selv - og jeg håber, at du vil behandle dig selv med så stor omsorg, som det er muligt. Mange varme tanker herfra.
Kærlig hilsen
Brevkassen