Køn
Pige / Kvinde
Alder
13
Spørgsmål

Hej, jeg er en pige på tretten år.

Jeg har ekstrem dårlige problemer med selvskade. Mine selvskade måder plejer at gå ud på: skære mig selv, brænde mig selv, tvinge mig selv til at lade være med at spise, kradse mig selv til jeg bløder og hvad ikke.

Det er utroligt svært at stoppe- og jeg ved ikke hvordan jeg gør det, ingen tror på mig når jeg siger det.

Hjælp?

Svar

Kære du,

Allerførst. Brevkassen tror på dig. Jeg tror på dig. Så tak for at skrive til os. Du er modig og sej, at du skriver. Og vi vil gerne lytte og hjælpe dig.

Det er, som du skriver, utrolig svært at stoppe med at selvskade. 

Din selvskade hjælper dig på en måde til at håndtere smerte. Når du selvskader, så får du en pause fra det, som det handler om. Det, som ligger bag selvskaden. Det, som gør så ondt, at du føler, at du bliver nødt til at skære, brænde eller kradse eller undlade at spise. Kan du huske, hvornår det begyndte? Er der mon sket noget, som fik det til at starte? Noget, i skolen eller hjemme?

Jeg vil også gerne spørge dig, hvem er det, som ikke tror på dig, når du fortæller det? Er der mon andre, som du føler dig tryg ved at fortælle det til i stedet? En sød voksen på din skole? Et familiemedlem? En nabo? En vens mor? For du skal ikke gå med det alene. Du har brug for, at nogen tror på dig, lytter til dig og hjælper dig med at få det godt igen. 

Jeg tænkte også på, om du kunne have lyst til at tale med os? Vores rådgivere står til rådighed. Mange har også selv haft en spiseforstyrrelse eller selvskade, så de ved godt, hvordan du har det.

Jeg sender lige links med forskellige muligheder hos os. Du kan ringe, sms'e eller chatte - alt sammen anonymt. 

Telefonrådgivning

SMS-rådgivning

Chatrådgivning

Vi har også gratis samtaleforløb til unge der gør selvskade. Det kan du læse om her: Individuelle samtaleforløb.

Selvskade er ikke noget, du skal kunne klare på egen hånd. 

Jeg håber, at du vælger at tage kontakt til os.

Vi tror på dig. Og lytter gerne.

Du er også altid velkommen til at skrive igen.

Kærlig hilsen 

Brevkassen