Køn
Pige / Kvinde
Alder
14
Spørgsmål

hej. jeg er 14 år gammel. Jeg har kæmpet med en spiseforstyrrelse i 1 år, men jeg er næsten ude af den og prøver at tage på. jeg har ikke fået min menstration tilbage. jeg har fået meget små bryster og det er jeg mega træt af. kan man godt få større bryster selvom man ikke har fået ens mentration tilbage endnu ved at tage på?

altså skal man have menstration for at kunne få større bryster hvis bare man spiser i et kalorieoverskud så man tager på?

Svar

Kære dig

Først og fremmest, tak for dit brev. Tak for, at du vil dele dine tanker med os.

Det gør virkelig indtryk på mig at læse, at du har kæmpet med en spiseforstyrrelse i et helt år. Jeg forstår, hvor meget det kræver af én.

Du er næsten ude af den, og prøver at tage på, skriver du. Hvor er det sejt. Det er virkelig stærkt, at du kæmper for at have det bedre!

Du skriver, at du ikke har fået din menstruation tilbage. Du fortæller, at du har fået meget små bryster, og det er du træt af. Og du spørger, om man kan få større bryster, selvom man ikke har fået sin menstruation tilbage endnu.

De tanker, du står med, kan jeg genkende fra mit eget liv. Da jeg var på din alder, havde en spiseforstyrrelse også allerede påvirket mig og min krop - blandt andet på den måde, at menstruationen længe forsvandt. Og kroppen var jo ikke færdig med at udvikle sig. Så jeg tænkte også på, om jeg fx ville få større bryster.

Alle kroppe er forskellige. I bund og grund vil det være helt individuelt, personligt, hvornår og hvor meget ens bryster vokser. Og mangler kroppen den rette næring, kan det selvfølgelig påvirke dens processer.

Det bedste, du kan gøre, er at fortsætte med at fokusere på at give kroppen det, den har brug for. Sådan så menstruationen kan komme tilbage. På den måde vil dine bryster vokse sådan, som det er naturligt for netop din krop.

Måske vokser de allerede inden, at din menstruation er tilbage, hvis du spiser det, du skal for at tage på. Måske vokser de, når du har menstruation.

I mine øjne er det noget af det, der kan være hårdt ved at have en krop: at man ikke kan kontrollere eller vide, præcis hvad den vil gøre.

Selv forventede jeg at få større bryster, og tænkte over det ligesom dig. Hvem ved, om de ville have vokset mere, hvis jeg havde spist bedre i mine teenage-år. De voksede i hvert fald aldrig lige så meget, som jeg på et tidspunkt ønskede mig. Men som lidt ældre blev jeg alligevel meget tilfreds med den del af min krop.

Jeg tænker på, hvordan du er kommet så langt med gerne at ville tage på og være fri af spiseforstyrrelsen? Har du mon fået støtte og hjælp - haft nogen at tale med? Eller har du klaret det selv?

En spiseforstyrrelse er ofte en strategi til at håndtere svære ting i livet. Svære følelser. Eller udfordringer. Spiseforstyrrelser kan give en følelse af ro, trøst, en fornemmelse af kontrol, eller noget helt fjerde. Kan du mon genkende noget i den retning?

Det kan derfor være meget vigtigt med den rette støtte, når man vil slippe en spiseforstyrrelse. Så man kan finde nye måder at håndtere livet på.

For mange mennesker kan det være svært at klare uden støtte i behandling eller fra en psykolog eller terapeut. Ingen bør klare det hele selv. Derfor håber jeg, at din situation er noget, du allerede har delt - eller vil dele-, med voksne du stoler på.

Især hvis du mærker, at det er svært, og at det er svært at give din krop den næring, den skal bruge for at udvikle sig.

Vil du tale mere med os om flere tanker eller spørgsmål, du går med? Du kan få fat i vores gode rådgivere på 70101818.

Du er også altid meget velkommen til at skrive til os igen.

Mange kærlige hilsner
Brevkassen