Tankerne omkring mad, vægt og motion bliver ved ved at fylde mere og mere som tiden den går. De sidste mange år har jeg været så fokuseret på hvad jeg spiser og hvor meget jeg spiser. Tankerne om hvordan jeg kan spise så lidt som mulig på en dag kører hele tiden rundt, jeg planlægger hele tiden hvordan og hvornår jeg kan undgå at spise uden nogen ligger mærke til det. Det resulterer i enormt mange løgne hele tiden, lige fra løgne om at jeg har spist, at jeg ikke er sulten eller at jeg spiser noget lidt senere. Jeg kan åbne en mælk, hælde det i en skål med lidt havregryn og putte en ske i, for bare at hælde det ud og sætte skålen i opvaskeren, så det ligner jeg har spist og jeg så ikke bliver taget i min lille “løgn” om ikke at have spist.
Jeg flyttede hjemmefra for et år siden. Og efterfølgende har fokusset på mad og hvor lidt jeg spiser virkelig taget fart. Det har været nemmere at skjule at jeg ikke spiser, fordi jeg er langt mere alene end før. Det giver mig også plads til at gå flere lange ture eller træne lidt mere for at forbrænde endnu flere kalorier. Og jeg kan også veje mig flere gange om dagen fordi jeg ikke skal skjule hvor ofte jeg gør det når jeg er i min lejlighed.
Jeg kan nærmest ikke koncentrere mig i undervisningen, fordi jeg går i lange perioder uden at spise og at tankerne kredser om mad, motion og at forbrænde kalorier en stor del af tiden. Jeg er tit enormt svimmel og har haft flere episoder hvor det har sortnet for mine øjne. Jeg har i forvejen en lav vægt og har altid haft det, men jeg bliver ved med at tabe mig yderligere i perioder. Især lige nu. Og jeg føler bare at jeg virkelig er på vej i en retning, hvor jeg er bekymret for om min krop siger fra. Jeg føler at jeg bare burde tage mig sammen og spise “normalt”, fordi så svært burde det jo ikke være. Men mine tanker er så fastgroede i de samme spor efter så mange år med de samme tanker, som hele tiden får lov til at få mere og mere plads.
Det er virkelig også svært her op til jul og nytår, fordi der er så mange familiearrangementer og aftaler med venner der involvere mad. Og når ingen ved hvor svært jeg har det med at spise og de tror alt er i skønneste orden gør det, det ikke nemmere. Jeg føler allerede nu jeg prøver at planlægge hvordan jeg kan spise mindst muligt, hvordan jeg for at kompensere for den ekstra mad de få dage. At jeg skal gå flere ture og være mere aktiv. Men jeg ved mine tanker tager overhånd fordi jeg ikke kan spise så lidt som jeg plejer alle dage…. Fordi ingen skal ligge mærke til noget. Og det er virkelig svært at være i. Jeg er bare så bange for at tage på.
Jeg har ikke rigtig snakket med nogle omkring det her andet end hvis folk (oftest lærere) gennem tiden har lagt mærke til at jeg ikke spiser ret meget og har udtrykt bekymring for min vægt. Hvilket der også er en på min nuværende uddannelse som er lidt opmærksom på og spørger lidt ind til i perioder. Men jeg vil ikke lukke helt op for nogle.
Men jeg ved virkelig snart ikke hvad jeg skal stille op. Jeg har så mange tanker og ting jeg ikke kan håndterer og jeg føler virkelig bare at det vil fortsætte i uendeligheder. Men jeg har ikke lyst til at åbne op over for folk eller at “putte” mine problemer over på andre.
Jeg håber ikke det her brev blev forvirrende, det er svært sætte ord på så kort. Men jeg tror bare jeg havde brug for at få sagt højt til nogle hvordan jeg går og har det og få sat nogle ord på det. Og jeg ved virkelig ikke om jeg burde søge noget hjælp til det, fordi jeg kan virkelig snart ikke være mere i det. Jeg tror bare jeg er ved at køre træt, efter at have holdt ting for mig selv i så mange år og bruge så mange ressourcer på hver dag at tænke så meget på mad og vægt.
Rigtig god jul
Hilsen en pige på 21 år.
Kære dig
Mange tak for dit brev til os - det gør virkelig indtryk på mig at læse dine ord.
Du skriver, at tankerne omkring mad, vægt og motion bliver ved at fylde mere og mere. At du de sidste mange år har været så fokuseret på, hvad du spiser og hvor meget. At tankerne om hvordan, du kan spise så lidt som muligt, hele tiden kører rundt; at du hele tiden planlægger hvordan og hvornår, du kan undgå at spise, uden nogen lægger mærke til det. Det resulterer i enormt mange løgne hele tiden, fortæller du.
Og jeg får virkelig et indtryk af, hvor meget det fylder. Især efter, du flyttede hjemmefra. Du beskriver, at dit fokus på mad virkelig har taget fart. Fordi det er nemmere at skjule adfærd omkring mad og motion nu, hvor du er langt mere alene end før. Du kan nærmest ikke koncentrere dig i undervisningen på din uddannelse, skriver du.
Din beskrivelse vækker stor genkendelse i mig. Måden, det føles på, når tankerne en meget stor del af tiden kredser om mad, motion og kalorier. Når man tit er svimmel. Og bekymret. Og på ingen måde ’bare kan tage sig sammen og spise normalt’, selvom man, som du skriver, tænker, at så svært burde det jo ikke være.
Det er alt sammen noget, jeg i høj grad genkender både fra andre, der skriver til os, og fra da jeg selv havde en spiseforstyrrelse. Man kan ikke bare tage sig sammen. Du beskriver også, at dine tanker er så fastgroede i de samme spor efter mange år med de samme tanker, som hele tiden får lov til at få mere og mere plads. Og jeg forstår, hvad du mener.
En spiseforstyrrelse kan anskues som en mestringsstrategi. Den er en måde at leve på. Mønsteret, adfærden, tankerne, omkring kost, motion, krop tilbyder et eller andet. Det kan være ro, trøst. Eller en fornemmelse af kontrol. Kan du mon genkende noget i den retning? Det kan være noget at flytte fokus til. Og det er en strategi, som kan sidde rigtig godt fast.
Det er ikke altid tydeligt. Men tankerne og handlingerne omkring mad og krop er gerne noget, man holder fast i, fordi de ”hjælper”. På den ene eller anden måde. En spiseforstyrrelse kan være noget at vende sig mod, når livet på den ene eller anden vis er udfordrende. Når svære følelser eller bekymringer fylder, når noget gør ondt, eller man bærer på noget, som har gjort ondt tidligere. Giver det mon mening for dig at se det på den måde? Derfor er en spiseforstyrrelse ikke bare til at slippe.
Du havde brug for at få sagt højt til nogen, hvordan du går og har det. Få sat nogle ord på det, skriver du. Og det er jeg virkelig glad for, at du gjorde. For jeg forstår det sådan, at du aldrig rigtig har talt med nogen om det. Du har ikke lyst til at åbne op over for folk eller at ’putte dine problemer over på andre’, skriver du. Og det gør virkelig indtryk på mig at høre – for jeg ved, hvor tungt det er at gå med det hele alene. Hvor mange år har du mon gået med det på den måde?
Jeg forstår i høj grad, at du snart ikke kan være mere i det. At du er kørt træt. Efter at have holdt ting for dig selv i så mange år. Brugt så mange af dine ressourcer på hver dag at tænke så meget på mad og vægt. Det tager alt, alt for meget af den energi, du skal bruge i livet. For at være fri til at gøre de ting, du gerne vil. Uden den store bekymring. Uden hemmeligheder.
Du skriver, at du ved virkelig ikke, om du burde søge hjælp.
Jeg tænker, at du i høj grad fortjener den rette hjælp og støtte til din situation. At du bør søge den, og har brug for det. Det er ikke noget, du skal gå alene med. Man kan og skal ikke klare det hele selv.
Jeg tænker, at du skal tale med nogen, som kan støtte på en god måde. Som kan forstå, og som har kompetencer til at hjælpe. Hvad tænker du om det?
Din situation kalder på, at du taler med en læge, som kan vurdere, om du kan henvises til behandling den vej igennem. Hvad tænker du om det? Måske du vil læse denne artikel om at tale med lægen om spiseforstyrrelse.
Og ellers kan det være en mulighed at opsøge en psykolog eller psykoterapeut? Hvordan ville det være? Især, hvis det er svært at få den rette hjælp gennem lægen. Det var uvurderligt for mig, da jeg endelig fandt en terapeut, som passede godt til mig. Det ville jeg ønske, jeg havde gjort tidligere.
Jeg får også lyst til at nævne, at vi også tilbyder behandling for spiseforstyrrelser her i foreningen. Du er velkommen til at læse mere om vores behandlingstilbud.
Vil du tale mere med os om, hvordan dit næste skridt kan se ud? Du er altid meget velkommen til at skrive til os igen, ligesom du kan ringe til vores rådgivning på telefon 7010 1818. Det er også muligt at booke en personlig samtale.
Mange varme tanker herfra.
Kærlig hilsen
Brevkassen