Hej, jeg er en pige/kvinde på 18 år, der er berørt at selvskade og start af en spiseforstyrrelse.
Lige her for tiden er jeg meget presset over at starte på uddannelse igen efter at have været sygemeldt i 1 års tid og fordi jeg er så presset så kan jeg ikke spise, jeg for kvalme af alt mad. Jeg har førhen prøvet at undgå at spise for meget, tælle kalorier og prøve at tabe mig, men det har ikke lykkedes før nu.
Det vil så sige at jeg har tabt mig "meget" på kort tid, men fordi jeg ikke er undervægtig endnu kan jeg ikke få hjælp af systemet. Jeg er ville lige sige at jeg er meget tæt på at være undervægtig.
Jeg rækker ud efter noget hjælp inden det går helt galt, så har i nogle råd til hvad jeg kan gøre.
Kære du,
Først skal du have tak for, at du skriver ind og deler dine tanker. Dit brev og din håndsrækning efter hjælp gør stort indtryk.
Du skriver, at du er meget presset for tiden, fordi du skal starte på uddannelse. Det pres gør, at du ikke kan spise, og at du får kvalme af alt mad. En spiseforstyrrelse, og også selvskade som du nævner, kan netop invitere sig ind i ens liv, når der er andet, der er svært.
Du fortæller også, at du før har forsøgt at tabe dig, men at det ikke lykkedes dengang. Nu står du så et sted, hvor du har tabt dig meget indenfor kort tid. Du siger, at du gerne vil have hjælp, men at systemet ikke kan tilbyde det, fordi du ikke er undervægtig - også selvom du er meget tæt på at være undervægtig.
Nu rækker du så ud, inden det går helt galt. Jeg fornemmer, at det er vigtigt for dig, ikke at lade spiseforstyrrelsen få kontrollen over dig, og nu har du så skrevet herind for at få råd. Det gør stort indtryk på mig, at du har styrken til at skrive herind. Selvom du har oplevet at blive afvist af systemet, fordi du ikke er undervægtig, så holder du fast på, at du har brug for hjælp. Ud fra det du skriver, er jeg helt enig. Man skal ikke stå alene i sin kamp mod en spiseforstyrrelse. Og jo før, man får den hjælp og støtte, det kræver, at kunne løsrive sig fra spiseforstyrrelsen, desto bedre.
Du fortæller, at det er presset fra at skulle starte på uddannelse igen, der særligt fodrer spiseforstyrrelsen. Jeg tænker, det er virkelig positivt, at du på den måde kan identificere, hvad det er, der har inviteret spiseforstyrrelsen ind i dit liv netop nu. Dét at forstå, hvad spiseforstyrrelsen og selvskaden kan være en strategi til at håndtere, kan hjælpe med at få øjnene op for, om spiseforstyrrelsen forsøger at fjerne fokus fra noget, der sker i ens liv. Hvad er det mon særligt, der presser dig ved at starte på uddannelse igen efter din sygemelding?
Hvilken funktion får spiseforstyrrelsen og selvskaden, når du mærker det her pres? For nogen kan det f.eks. give en følelse af kontrol eller en pause fra overvældende tanker. Er det mon noget, du kan genkende?
Du efterspørger nogle råd til, hvad du kan gøre. Jeg bliver nysgerrig på, om der mon er nogen i dit liv, du kan snakke med, om det her med at skulle starte uddannelse igen, og hvordan det påvirker dit forhold til mad? Dine bekymringer eller det pres, det medfører. Måske en god ven eller noget familie? Kunne det være en mulighed at vise det her brev og mit svar til en person tæt på dig, for at tage hul på samtalen? Måske du hos dem ville kunne hente den støtte, du sådan har behov for i denne tid, hvor du kæmper mod spiseforstyrrelsen.
Vi har også andre former for rådgivning herinde hos os, hvor vi ville kunne snakke mere om, hvordan det her pres påvirker dig og indvirker på spiseforstyrrelsen og selvskaden. Vi har både chat og telefonisk rådgivning, som du kan læse mere om her: Rådgivning.
Vi har også personlig rådgivning, hvor man kan have op til tre samtaler med en frivillig rådgiver herinde fra. De kan finde sted i både København, Odense, Aarhus, Aalborg eller online. Du er meget velkommen til at booke tid eller læse mere om det her: Personlig samtale. I rådgivningen kan du høre mere om de behandlingstilbud, vi har her i foreningen for mild til moderat spiseforstyrrelser, og du kan læse mere om dem her: Behandling af spiseforstyrrelser.
Jeg får også lyst til at dele Idas historie med dig. Hun oplevede på samme måde som dig at få beskeden om, at hun ikke var syg nok til behandling. Måske du kan genkende nogle af hendes tanker og følelser? Du kan læse den her: Tak for ingenting.
Og så får jeg også lyst til at dele med dig, at det er vigtigt, at blive taget alvorligt, når man henvender sig hos sin læge, og jeg er ked af at høre, at du har oplevet ikke at blive hjulpet, når du har henvendt dig i systemet tidligere. Vi har denne guide, som kan være en støtte, når man søger hjælp hos lægen og skal tale om sin spiseforstyrrelse, måske den kan være hjælpsomt for dig at læse, inden et evt. nyt lægebesøg?
Jeg fornemmer, at du har viljen og styrken til virkelig at tage kampen op mod spiseforstyrrelsen, men at du har brug for støtte og hjælp til det. Jeg håber, at jeg i mit svar har givet dig troen på, at du stadig har ret til at kræve den støtte. At du måske også har fået øjne op for, hvor du kan hente den støtte.
Jeg ønsker dig al held og lykke, og at du snart får den hjælp og støtte, du fortjener.
De kærligste hilsner fra
Brevkassen