Kære anonym

Mange tak for dit brev. Du skal vide, at det gør stort indtryk på mig at læse, og jeg sidder her og tænker på, hvordan jeg svarer dig bedst. Det er mange år, du har haft en spiseforstyrrelse i dit liv - hvordan har du mon klaret alt dette ind til nu?

Du slutter dit brev af med at undskylde, at du sender det til os, så jeg vil gerne starte med at sige, at jeg er rigtig glad for, at du skriver. Det er lige præcis derfor, vi har en brevkasse - ingen skal gå alene rundt med de tanker og følelser, du beskriver.

Du spørger, om vi har nogle bud på, hvad du kan gøre, og det vil jeg prøve at give dig. Måske der er nogle af mine forslag, du synes er hjælpsomme. Jeg vil også fortælle dig lidt om, hvad jeg ved om spiseforstyrrelser i håb om, at den viden måske også kan være nyttig for dig.

Du skriver, du startede med at udvikle en spiseforstyrrelse som 12-årig, og at du siden da har haft perioder, hvor du træner meget og spiser lidt. I andre perioder fortæller du, at du overspiser og bruger mange penge på mad.

Jeg hæfter mig ved, at du skriver, at det slet ikke er i orden, at du ikke tænker over konsekvenserne af din adfærd, og at du skammer dig over det. Jeg forestiller mig, at det må være meget opslidende og pinsomt at have det sådan, og jeg håber, at mit svar måske kan mindske din skam.  

Her i foreningen er vi i kontakt med mange mennesker, der fortæller, at de mister kontrollen over deres spisning, og at det fylder dem med skyld, skam og selvbebrejdelser. Ofte er det en hjælp for dem at høre, at vi altid adskiller spiseforstyrrelsen fra personen selv - forstået på den måde, at en spiseforstyrrelse kan anses som noget, der er flyttet ind i ens liv, og som har sine egne regler, planer og intentioner.

Når du skriver, at du skammer dig over, at du ikke kan styre dig, så får jeg lyst til at sige til dig, at det er spiseforstyrrelsen, der er på spil og ikke et udtryk for, at du fejler. Hvordan er det mon at læse det?

Hvis jeg skal prøve at sætte lidt flere ord på, så betragter vi en spiseforstyrrelse som en mestringsstrategi til at håndtere noget, der er svært. En spiseforstyrrelse har således en vigtig funktion i ens liv og kan forstås som den bedst mulige løsning på en vanskelig livssituation.

En spiseforstyrrelse kan hjælpe en med at klare kaos og svære følelser, og den kommer ofte ind i ens liv, fordi noget er svært. Når jeg læser dit brev, får jeg derfor også lyst til at spørge dig om, hvad spiseforstyrrelsen mon hjælper dig med? Hvad var det mon, der var med til at invitere spiseforstyrrelsen ind i dit liv? Ved at få blik for det kan du måske også få et mere mildt blik på dig selv. Det kunne jeg ønske for dig.

Du skriver, at dit problem er, at du ikke tør fortælle dine forældre, hvad du bruger dine penge på, og du spørger, hvad du kan gøre. Jeg får indtryk af, at det er i modstrid med dine værdier, at dine forældre ikke ved det, men også at det ville give dig en oplevelse af at være mindre alene, hvis dine forældre vidste, hvad du faktisk kæmper med. Mon det er rigtig forstået?

Jeg tænker, at begge dele er vigtige opmærksomhedspunkter, som jeg forestiller mig, at du vil finde styrke i at handle på - og som du også allerede har handlet på ved at skrive til os. Med dit brev har du taget et vigtigt skidt, og måske du kan bruge det mod, du har udvist ved at skrive til os, til også at tale med dine forældre.

Et forslag kunne være, at du laver en aftale med dine forældre om at ses, og at du ved samme lejlighed siger, at du har brug for at tale om noget, der er svært for dig at fortælle. Det kan ofte være en hjælp at få sagt det højt, og dine forældre vil være forberedte på, at I skal tale om noget, der både er vigtigt og sårbart.

Du kan også overveje, om begge dine forældre skal være der, eller om det er bedre kun at tale med en af dem? Endelig ved jeg fra andre, at det kan være hjælpsomt at indlede samtalen med at vise brevet her til dem, så du på den måde får hjælp til at fortælle det. Hvad mon du tænker om den idé?

En anden mulighed er, at du kontakter vores rådgivning og taler med en af vores rådgivere om, hvordan du bedst kan tale med dine forældre. Måske det også kunne være hjælpsomt for dig at sætte nogle ord på, hvad du især frygter ved at tale med dem? Du kan fx ringe til vores anonyme telefonrådgivning på 7010 1818 eller booke tid til en personlig samtale.

Vi vil rigtig gerne tale med dig som forberedelse til samtalen, men også bagefter hvis du kunne have brug for at fortælle, hvordan det gik. I samtalen med dine forældre kan du også foreslå dem, at de kontakter vores rådgivning. Vi taler ofte med forældre, der spørger, hvordan de kan være den bedst mulige støtte. Du kan læse mere om vores rådgivningstilbud her.

Til slut vil jeg sige tak, fordi du ville dele lidt af det, du står i, med mig. Det ser jeg en masse styrke i, og jeg håber, at mit svar har givet dig lidt inspiration og støtte til, hvad et næste skridt kunne være.

Jeg lægger mærke til, at du skriver, at du føler dig meget alene, og du skal vide, at vi her i foreningen ikke tænker, at en spiseforstyrrelse er noget, man skal kunne klare på egen hånd. Jeg håber derfor også, at du vil kontakte os igen. Vi er her altid, hvis du kunne have brug for et lyttende øre eller en at dele dine tanker med.

Kærlig hilsen
Brevkassen