Hej til dig der læser dette
Jeg har rigtig længe haft det dårligt med hvordan jeg ser ud, og har altid synes at jeg var for stor. For ca. et år siden (da jeg gik på efterskole), begyndte jeg i korte perioder af gangen at holde op med at spise. Da jeg ikke kunne holde det, følte jeg en helt enorm skyld efter at have spist. Jeg prøvede så vidt muligt at ignorere den skyld de følgende halve år. De sidste 6 måneder har jeg levet i et mønster hvor jeg i en periode begrænser mig selv enormt meget, som så efterfølges af en periode hvor hver gang jeg er alene overspiser. Mine overspisninger kan variere, men nogen af dem kan give rigtig meget kvalme, og opstød. Da der i min mave ikke har været plads.
Mit forhold til mad har jeg holdt til mig selv, indtil i tirsdags. mit gymnasie fik besøg af en læge. Hun afholdte frivillige samtaler, og jeg valgte at melde mig. Jeg fik fortalt hende om mine overspisninger, og om hvordan de få gange har givet så meget skyld, at jeg har bidt og slået mig selv. Hun forslog at jeg skulle kontakte jer, men først og fremmest snakke med mine forældre.
Jeg har dog ikke kunne få mig selv til at sige det til mine forældre. men jeg har stadig svært ved at vurdere om jeg overhovedet lider af en spiseforstyrrelse, og om jeg har brug for hjælp. For jeg har det jo ikke altid skidt. Halvdelen af tiden (i det periode hvor jeg begrænser mig selv), har jeg det fint.
mvh pige på 17 år
Kære pige 17 år
Mange tak for dit brev. Jeg er glad for, at du vil dele dine tanker med os i Brevkassen.
Det gør stort indtryk på mig at læse, hvordan du har det. Du skriver, at du rigtig længe har haft det dårligt med, hvordan du ser ud. At du altid har synes, du var for stor. Og at du for et år siden begyndte at holde op med at spise i perioder.
At føle, at man ikke bør spise, er et stort pres – at føle, man må gøre alt for at tabe sig, ændre sit spisemønster, og nægte kroppen næring i perioder, er et stort pres at være under.
Du skriver, at du ikke kunne holde til ikke at spise, og følte en helt enorm skyld efter at have spist. Og du skriver, at du de sidste 6 måneder har levet i et mønster, hvor du i en periode begrænser dig selv enormt meget, efterfulgt at en periode hvor du overspiser hver gang, du er alene.
Mønsteret, du beskriver, må være enormt hårdt og opslidende at leve i. Det er et mønster, jeg kender – ikke mindst, fra da jeg selv havde en spiseforstyrrelse. Du beskriver, hvordan overspisning har givet så meget skyld, at du har bidt og slået dig selv. Jeg kan genkende at have det sådan - ubehaget og følelserne omkring overspisninger kan føles næsten uudholdelige.
Jeg kan også genkende dét at føle, at jeg havde det fint, så længe jeg kunne begrænse og kontrollere mit indtag, og spise små mængder. Du skriver, at du har svært ved at vurdere, om du lider af en spiseforstyrrelse, og om du har brug for hjælp. Sådan tænkte jeg også dengang, jeg stod i det, du står i nu.
Det er vigtigt for mig at understrege, at man kan have en spiseforstyrrelse uanset, hvordan man ser ud og hvilken størrelse, man har. Det er også vigtigt for mig at understrege, at du ikke bør gå alene med det, du oplever omkring mad og krop. Det er vigtigt, at du får hjælp og støtte til at få det bedre. Det er ikke noget, du skal kunne klare eller håndtere på egen hånd.
Det er svært at føle, som du beskriver, at ens krop er forkert. Jeg tænker på, om du mon ved, hvorfor du har det sådan? Ofte er baggrunden for disse følelser at finde et helt andet sted end i det ydre. En spiseforstyrrelse er ofte en mestringsstrategi; en måde at håndtere svære følelser på, og noget at flytte fokus til, når livet er svært eller udfordrende.
Ofte handler kampen med krop og mad om at finde en fornemmelse af trøst eller kontrol. Hvad er mon svært i dit liv? Var der mon noget tungt eller udfordrende i dit liv, da dit forhold til mad blev sværere?
Hvor er det stærkt, at du besluttede at fortælle lægen, der besøgte dit gymnasie, om dit forhold til mad. Det kræver mod. Jeg er glad for, at du skriver til os, som lægen foreslog. Men du har ikke kunne få dig selv til at sige det til dine forældre, skriver du. Hvordan vil de mon reagere, hvis du taler med dem? Vil de forstå og støtte dig?
Det er vigtigt, at du taler med nogen. Din samtale med lægen og dit brev til os er stærke handlinger som vidner om, at du ønsker at tage hånd om dig selv. Måske du kunne bruge de erfaringer med at tale med lægen og med at skrive ind til os til at tage næste skridt og tale med dine forældre? Måske du kan indlede med at sige, at du har noget vigtigt, du skal tale med dem om, men at det er svært at sige højt?
Jeg får lyst til at skrive til dig, at jeg i dag ikke længere er påvirket af en spiseforstyrrelse – men det tog mig mange år at få det bedre. Det var afgørende at finde inspiration, hjælp og støtte gennem samtaler med mennesker, som havde større erfaring med krop og sind end jeg – og jeg ville ønske, at jeg tidligere havde fundet dette. For mig var det afgørende at komme til at tale med en psykoterapeut, som passede godt til mig. Mon dine forældre eller en anden voksen, du stoler på, vil kunne støtte dig i at opsøge terapi?
Fordi du er over 15, kan du bestille tid til en rådgivningssamtale hos os, og dine forældre behøver ikke være med, hvis du ikke ønsker det eller ikke er klar til det. Har du mon lyst at booke en personlig samtale? Det kan du gøre her. Samtalen kan foregå fysisk eller online. Når du fylder 18, kunne dette tilbud måske også være relevant for dig.
Jeg tænker også på, om du har mod på at tale med din praktiserende læge? Det tænker jeg også er relevant. Din læge kan vurdere din situation og henvise til eventuel behandling. Måske du vil læse denne guide til at tale med lægen om spiseforstyrrelse. Du ville også kunne bruge en rådgivningssamtale hos os til at forberede at tale med dine forældre eller læge.
Du er altid velkommen til at ringe på 70101818 for at få sparring og støtte fra en af vores rådgivere. Og du er mere end velkommen til at skrive til os igen for at få yderligere vejledning. Jeg håber og tror på, at du med størst mulig omsorg for dig selv vil opsøge hjælp og støtte - fortsætte med at tage skridt i den gode retning, som du allerede har gjort. Varme tanker herfra.
Kærlig hilsen
Brevkassen