Hej Brevkasse,
Jeg skriver egenligt fordi jeg er et sted med min spiseforstyrrelse, hvor jeg ikke ved hvad jeg skal gøre længere. Det har varede ved i 3 år nu, og jeg har været ind og ud af forskellige behandlingstilbud. Min spiseforstyrrelse har set ud på mange forskellige måder, og lige i øjeblikket er jeg meget optaget af ingredienser og sundhed, så jeg spiser egenligt det samme hver dag. Jeg går i gruppeterapi i voksenpsykiatrien, men synes ikke jeg kommer nogen vegne selvom der er krav på at adfærdsændre og tage på. Jeg bor hjemme, og min forældre er nået til et sted hvor de ikke længere vil blande sig i min mad og motionsvaner. Jeg er ikke længere et sted hvor jeg taber mig, da min spf som sagt handler meget om sundhed, og ikke nødvendigvis mængder og kalorier længere. Men dette gør også, at jeg ikke har samme motivation til at få det bedre, da jeg ikke er 'så syg'. Derudover er jeg også startet på antidepressive og har humørmæssigt fået det bedre, så jeg er slet ikke lige så ulykkelig over livet som jeg har været. Jeg sammenligner mig konstant med andre spiseforstyrrede, og også tidligere mig, der var tyndere og mere syg. Jeg kan ikke holde ud at adfærdsændre, når det er mig selv der tager intiativ til det, netop fordi jeg ofte ikke føler mig syg nok. Det er som om mig og spiseforstyrrelsen er fundet frem til et kompromis, hvor jeg spiser nok, men spiser det samme og spiser 'rent'. Det føles som om jeg skal få det dårligere før jeg kan få det helt godt, og der er også en del af mig der savner at være tynd og ulykkelig. Men der er en anden del af mig, der virkelig ikke har lyst til at gå tilbage til at være mere sulten og mere tynd end jeg er. Jeg er i tvivl om hvad jeg vil have ud af dette spørgsmål, jeg synes bare at jeg har siddet fast samme sted i over et år, hvor jeg hverken er syg nok eller rask. En del af mig vil bare give op og få det værre, jeg savner at være ulykkelig. Den samme del kan ikke holde ud hvis jeg får det bedre, som om jeg allerede har taget det for langt. Det er måske et svært spørgsmål at svare på, men hvordan kommer jeg videre herfra?
Kære du
Tak for, at du skriver til os.
Du er et sted med din spiseforstyrrelse, hvor du ikke ved, hvad du skal gøre længere, skriver du. Det forstår jeg virkelig godt. Tak fordi du rækker ud, og formulerer et brev. Det er måske et svært spørgsmål at svare på, afslutter du, men hvordan kommer du videre herfra? Jeg håber, at du vil føle dig set og støttet af at læse mit svar.
Der er en del af dig, der savner at være tynd og ulykkelig, skriver du. Du beskriver, som jeg læser det, den meget komplicerede følelse af at savne noget af dét, spiseforstyrrelsen gav dig, da du var mere syg - nærmest længes efter det. Du sammenligner dig konstant med spiseforstyrrede og tidligere dig, der var tyndere og mere syg.
Din beskrivelse vækker stor genkendelse i mig. Selv i dag, flere år efter, at min spiseforstyrrelse ikke fylder i mit liv længere, kan jeg til tider tænke på det rum, den gav mig. Det gav mig en særlig trøst at være sulten og ulykkelig.
På hvilke måder har din spiseforstyrrelse mon hjulpet dig i dit liv? Hvilke følelser kan den have beskyttet dig fra at mærke? Hvad har den givet dig?
Der er også den del af dig, der virkelig ikke har lyst til at gå tilbage til at være mere sulten og mere tynd, end du er. Det var for hårdt. Og du fortjener bedre.
Den del af dig fremstår stærk. Den fortsætter i gruppeterapi, selvom du ikke synes, du kommer nogen vegne. Den giver det et forsøg at skrive til os. Den er meget opmærksom på, at det føles som om, du har siddet fast samme sted i over et år, hverken syg eller rask nok. Den vil videre. Slippe mere af den tunge byrde det er, at kæmpe med en spiseforstyrrelse, som endnu fylder alt for meget.
Din spiseforstyrrelse har varet i 3 år. Du har været ind og ud af forskellige behandlingstilbud, og spiseforstyrrelsen har set ud på mange forskellige måder, skriver du. Hvad har behandlingstilbuddene mon givet dig? Hvad har hjulpet dig til at nå derhen, hvor du er i dag?
Det lyder som om, du har prøvet meget, og det forstiller jeg mig må have krævet meget af dig. Måske du har arbejdet på at forstå, hvilken funktion din spiseforstyrrelse har og har haft. Hvorfor, den er opstået. Det er i mine øjne en stor nøgle til at kunne bevæge sig videre. Og det er noget, jeg selv har oplevet, at jeg måtte dykke ned i i etaper over flere år - med mig selv, og i terapi. Mit forløb med en psykoterapeut var uvurderligt i forhold til at finde roden til den spiseforstyrrelse, jeg havde.
Jeg kan anbefale dig at finde en terapeut, der passer til dig, og kan støtte dig i, hvordan du finder tryghed til at slippe spiseforstyrrelsen mere. Det håber jeg, er muligt for dig. Uanset 'hvor syg', du synes, du er. Jeg håber og tror på, at du har styrken til at fortsætte. Du bør få den rette støtte, og bør ikke klare din situation alene.
Jeg forstår, at det måske på ingen måde føles sådan, men du er virkelig sej. Du har været i at have en spiseforstyrrelse længe. Det betyder, at du har været på et mentalt ekstraarbejde konstant. Også i din kamp for at få det bedre. Og du HAR fået det bedre.
Det er en kæmpe sejr at give din krop mere af det, den har brug for, for at leve et fuldt liv. En sejr at have taget handling for at blive mindre ulykkelig. Ikke at give op, selvom du kan føle, at du sidder fast nu - selvom du kan føle, at du ikke har motivation til fortsat at få det bedre, når ikke du er 'så syg', som du skriver.
Du har ret i din afsluttende bemærkning. Det er svært at svare på præcis hvordan, du kommer videre herfra. Men jeg forstår din situation som om, at du er på vej. Selvom det kan lade til at stå stille, føles usikkert, og du endnu slet ikke er dér, hvor du ønsker at være - så er det stærkt, at du giver dig selv bedre næring end tidligere.
Jeg forstår det sådan, at din nuværende interesse for ingredienser og sundhed giver dig en kontrol, som er svær at slippe; fylder og begrænser dig for meget. Kan du mon se en del af den som en spirende interesse i at passe på dig selv? Som et udgangspunkt at bevæge dig videre fra? Kan den 'rene' spisning udvides til at inkludere flere og flere slags mad? Udvikle sig?
Jeg ved, at det ikke er let. Jeg ønsker dig alt det bedste på din vej videre. Du er mere end velkommen til at skrive til os igen, ringe til vores rådgivning på 70101818 eller booke en personlig samtale i en rådgivning nær dig eller over video: Personlig samtale.
Tusind tak for dit brev. Det vidner for mig om, at du er på vej – også selvom det ikke altid føles sådan.
Kærlig hilsen
Brevkassen