Køn
Pige / Kvinde
Alder
14
Spørgsmål

Hej

Jeg er vist blivet meget forelsket for tiden men ved ikke hvad jeg skal gøre

Jeg håber i kan hjælpe mig jeg skader mig selv hver gang jeg ser ham med en pige for jeg føler at han kommer over mig selvom vi ikke er kærester.

Jeg vil gerne have jeres hjælp til at komme med råd på hvordan jeg skal få det fortalt til ham og han er også 14 år,

Vi er altid sammen vi sidder sammen og arbejder sammen og snakker rigtigt meget at vi nærmest bliver sendt ud 2 til 3 gang på en skoletime fordi at vi snakker for meget men jeg ved ikke engang om han har det på samme måde eller om jeg overhovedet er hans tybe.

Jeg elsker ham og vi er god nok venner 1 september får jeg en telefon men jeg ved ikke engang om han vil være sammen med mig uden at kunne skrive eller snakke sammen online.

Jeg håber i vil hjælpe mig med det her jeg vil ønske nogle af jeres svar vil hjælpe mig.

Svar

Kære dig,

Først og fremmest, mange tak for dit brev. Jeg forstår, at det er en svær situation, du står i. Og jeg håber virkelig, at mit svar kan hjælpe dig.

Du skriver, at du vist er blevet meget forelsket. Og du skriver, at du skader dig selv hver gang, du ser ham med en pige.

I er gode venner, skriver du, men du ved ikke, om han har det på samme måde som dig. Den følelse kender jeg godt.

Jeg får indtryk af, at det gør rigtig ondt at se ham med andre piger. At det vækker nogle stærke følelser i dig. Og at det er meget, meget hårdt at gå og have det sådan.

Hvordan er det mon, du får det indeni, når du ser ham tale med piger? Hvordan føles det i kroppen, og hvilke tanker får du?

Der er mange, der skriver til os, at de skader dem selv, når de oplever følelser, som er meget svære at have. Du er langt fra alene.

At skade sig er nemlig en måde at håndtere svære følelser på. Det kan blive en måde at håndtere de svære ting i livet på. Selvskade kan i kort tid give en følelse af for eksempel trøst eller ro. En midlertidig lettelse. Kan du mon genkende noget i den retning?

Jeg bliver nysgerrig efter, hvor meget selvskaden ellers fylder hos dig - oplever du den også på andre tidspunkter i dit liv, eller hænger den altid sammen med de følelser, det vækker hos dig at se ham med andre piger?

At du skader dig selv, er noget, der skal tages hånd om. For det kan blive farligt. Du fortjener omsorg og støtte til at finde andre måder at håndtere følelserne på. Hvad tænker du mon om dét?

Jeg tænker, at det bestemt ikke er noget, du skal gå alene med. Har du talt med en voksen om, hvordan du har det, og at du skader dig selv? En forælder, en lærer, eller en anden, du stoler på? Det håber jeg meget, at du vil gøre.

Jeg håber, at du har mulighed for at stoppe op, når du får lyst til at skade dig selv. Tage et par vejrtrækninger. Måske er der noget, du kan gøre i stedet for.

Nogle gange kan det hjælpe at tage et varmt bad, hvis man er hjemme. Gå en tur udenfor. Eller høre noget yndlingsmusik. Måske du har andre forslag, som hjælper dig i de situationer?

Det kan også være en god idé at skrive sine følelser ned i en privat bog. Har du mon prøvet dét? Det kan faktisk nogle gange hjælpe lidt at tegne eller skrive, hvordan man har det. Få det ud, i stedet for at vende det indad mod sig selv.

Du vil gerne have vores råd til, hvordan du skal få fortalt ham, at du er forelsket, skriver du.

Det kan være svært og sårbart. Jeg har også prøvet at være forelsket. Flere gange. Engang var jeg forelsket i en ven, ligesom dig, og jeg anede ikke, om han kunne lide mig. Jeg endte aldrig med at fortælle ham det. Efter et godt stykke tid indså jeg, at jeg nok mere var fascineret af ham end forelsket. Vi ville ikke have været et godt par.

Hvis du fortæller ham, at du kan lide ham, og han har det på samme måde som dig, så er det jo bare utrolig dejligt.

Men det vil ofte være skræmmende at fortælle nogen, at man kan lide dem. Man løber en slags risiko. Risikerer at blive såret eller ked af det.

Hvordan vil du mon håndtere det, hvis han ikke har det ligesom dig?

Hvis du fortæller ham det, og han ikke reagerer på en god måde, så er han alligevel ikke noget for dig. Og jeg lover dig, at du vil komme over det igen. Der vil komme andre.

Hvis du ønsker, at der skal ske noget mellem jer, kan du måske undersøge situationen lidt, før du tager springet? Nærme dig emnet stille og roligt. Måske kan du spørge ham, om han har haft en kæreste før. Om der er nogen, han kan lide nu.

Da jeg var 14 år, synes mange på min alder, at det kunne være enormt pinligt at fortælle om sine følelser. Især hvis de ikke blev gengældt. Uanset hvad der sker, må du huske, at der ikke er noget galt med dig - og at næsten alle mennesker oplever at gå og være forelskede, være i tvivl, være usikre.

De følelser, der er forbundet med forelskelser, kan også være rigtig skønne, og det gør mig glad at høre, at du kan mærke, at du er glad for ham og de gode ting, der også er forbundet med en forelskelse. Med det du fortæller, får jeg indtryk af, at I har det rigtig hyggeligt sammen. I sidder sammen, I arbejder sammen, og I snakker sammen - faktisk så meget, at I indimellem bliver sendt ud. Du kan måske tænke over, om du har tillid til ham og tør dele med ham, hvordan du har det? Og uanset om I vil det samme eller ej, kan du også tænke over, om du kan forestille dig at bevare jeres venskab - også hvis I ikke har det på samme måde med hensyn til forelskelsen?

Vil du snakke mere med os om, hvordan du har det, og hvad du kan gøre? Du må ikke gå alene med dét, at du skader dig selv.

Du er altid meget velkommen til at skrive til os i Brevkassen igen.

Du kan også ringe til vores rådgivning på 70101818, hvor søde rådgivere sidder klar.

Kærlig hilsen

Brevkassen