jeg har i 1 år haft problemer med at spise foran andre og sammen med andre
Jeg har appetit og spiser bare gerne selv inde på mit værelse til aften, selvom mine forældre spiser ude i stuen.
Jeg synes det helt ubehageligt at spise med andre, og kan ikke lide at de skal se på mig spise. Jeg tror jeg er bange for om de kommentere min mad og hvad og hvor meget jeg spiser
Jeg har tidligere haft en spiseforstyrrelse hvor jeg var ret tynd.
Min far kommenterer nogle gange på min mad og jeg tager det ret personligt og det medvirker til ubehag omkring at spise foran andre. små kommentarer fra ham i dag mistolker jeg og gør at jeg slet ikke vil spise foran nogen, da de mindste kommentare om min mad kan påvirke og gør at jeg ikke kan nyde min mad på samme måde som hvis jeg er alene og spiser
Nyder ik min mad på samme måde når jeg spiser med andre
På samme tid er jeg blevet meget sensitiv overfor mad lyde fra når folk tygger deres mad som gør det endnu svære at spise.
Føler det hele grunder i mental usikkerheder omkring mad
Kære du
Først og fremmest vil jeg virkelig undskylde, at du først får dit svar nu. Dit brev har simpelthen "siddet fast" i vores system, og vi måtte have nogle teknikere på for at løse det. Jeg håber, at du fortsat kan bruge vores svar til dig, omend jeg er klar over, at det er noget tid siden, du har skrevet.
Tak for dit brev og for, at du deler dine tanker om din situation med det ubehag, du oplever, det kan være at spise sammen med andre. Jeg lægger mærke til, at du skriver, at du har appetit og faktisk gerne vil spise, men at ubehaget opstår i samvær med andre. Jeg kan virkelig godt forstå, at det ikke er rart at opleve, når andre kommenterer på din måde at spise på, eller hvad du spiser, og at denne bekymring for, at din far eller andre skal kommentere herpå, kan være meget sårbar og privat. Derfor giver det rigtig god mening for mig, at du trækker dig fra disse situationer og foretrækker at spise alene, så du bedre kan nyde måltidet, uden at skulle tænke på hvad andre tænker.
Jeg bliver nysgerrig på, om denne vane, med at foretrække at spise alene, står i vejen for noget, som du gerne ville have var anderledes – om det står i vejen for noget, som er vigtigt for dig? Eller synes du, det er ok, at dine måltidssituationer, er noget, som du har lidt for dig selv?
Hvis det er noget, du drømmer om, kunne være anderledes, hvad ville så kunne være et første skridt for at gå i retning af dit mål?
Du deler med mig her, at du tidligere har haft en spiseforstyrrelse, og jeg kan genkende og rigtig godt sætte mig ind i, at det med at føle, at andre er optaget af, hvad og hvordan man spiser, kan fylde rigtig meget og være ubehageligt.
Ville du mon have lyst til at tale med de mennesker, der er omkring dig om, at du har en sensitivitet i forhold til at spise sammen med andre, og at det hænger sammen med det og det og eventuelt fortælle dem, at du derfor har brug for deres hjælp på den og den måde i situationer, hvor du øver dig i at spise med dem og med andre?
Og ville du kunne forestille dig at instruere din far i, hvordan han hjælper dig bedst til at give dig lyst til at spise i hans samvær? Jeg kommer til at tænke på, om din fars kommentarer mon kan være hans lidt kiksede måde at vise sin omsorg og eventuelle bekymring for dig, som skyldes, at han ikke ved, hvordan han bedst støtter dig?
Jeg får derfor også lyst til at nævne, at I er meget velkomne til at booke en personlig rådgivningssamtale i Foreningen, hvor du (alene) eller I (du og din far eller en anden person i dit liv) sammen med en rådgiver kan undersøge, hvordan der kan blive skabt nogle trygge rammer for dig i situationer, hvor du gerne ville kunne spise sammen med din far og andre, hvis det er sådan du har lyst til, det skal være. Her er et link til, hvor man booker en samtale: Personlig samtale.
Jeg er glad for, at du skrev her til brevkassen, og du skal vide, at det allervigtigste er, at du har det godt, og det gør mig glad at læse, at du har fundet en måde, hvorpå du kan spise – at løsningen er, at du spiser alene. For ja som sagt er det vigtigste netop, at du har det godt og får spist, så hvis det er måden, der fungerer for dig lige i øjeblikket, er det ikke sikkert, at der er et problem?
Samtidig gør det indtryk på mig, at det er et tema, der har fyldt for dig i et år. Det tænker jeg vidner om, at det kunne være anderledes, og du ved hvordan, det opleves, når dette ubehag med at spise sammen med andre, ikke fylder lige så meget. Måske du også har tænkt over, hvordan det begyndte at fylde mere for et år siden – skete der mon noget særligt i den tid? Eller hvad kan det hænge sammen med, at det begyndte at blive svært at spise sammen med andre for et års tid siden?
Når jeg læser dit brev, får jeg også indtryk af, at du allerede er på vej i den retning, som du godt kunne tænke dig. Jeg tænker, at dit brev vidner om, at du allerede reflekterer, ser og forstår sammenhænge i den situation, du står i, og det ser jeg en styrke i. Mon du vil kunne bruge samme styrke til at tale med dine forældre også – eller fortsætte i samme retning, som du allerede er i?
Held og lykke på din vej.
De kærligste hilsner fra
Brevkassen