Køn
Pige / Kvinde
Alder
19
Spørgsmål

Hej

Jeg skriver til jer i håb om at få svar på nogle af de tanker der har fyldt meget for mig det sidste lange stykke tid. Jeg tror at jeg lider af bulimi, men synes det er svært at få sagt og hvem skal man overhovedet søge hjælp hos?

Jeg har et lille års tid tabt mig over 20kg. Det startede da jeg følte mig rigtig stor og tyk efter studenterrunden, og derfor ville begynde at træne. Det er som om jeg siden ikke har tilladt min krop at optage mad. Jeg spiser ingenting overhovedet i flere dage, men så snart jeg endelig spiser kaster jeg det op med det samme igen da jeg får en ubehag i kroppen når jeg er mæt. derudover er det som om at så snart jeg endelig lader mig selv spise, så tar det så meget overhånd at jeg føler mig nødsaget til at kaste op for at det ikke sætter sig. Jeg synes det er ekstremt svært at vurdere om jeg bare er dramatisk og overreagerer eller om jeg rent faktisk fejler noget og burde søge hjælp. Det har efterhånden overtaget hele min hverdag nu.

Håber i kan hjælpe mig.

på forhånd tak.

Svar

Kære du,

Tak for dit brev. Tak for dit mod til at række ud. Du beskriver så ærligt dine tanker og dine handlinger.

Du skriver, at du efter studenterugen følte dig stor og tyk. Har du mon en fornemmelse af, hvad som gjorde, at du følte sådan i forhold til din krop? Kom det pludseligt? Var der mon en særlig episode, som satte gang i din følelser? Din kropsopfattelse? Du følte, at du måtte gå i gang med at træne. Dernæst tillod du ikke din krop at få mad. Hvordan havde du det i den periode? 

Du spørger, om du er dramatisk og overreagerer, eller om du rent faktisk fejler noget. Du er på ingen måde dramatisk. Kære du, du har brug for hjælp. Som du selv skriver - "det har efterhånden overtaget hele min hverdag nu."

Det må være hårdt - og ensomt for dig. At gå med alene. Min fornemmelse er, at du - siden du skriver herind til Brevkassen - gerne vil se på og få hjælp til, hvordan din spiseforstyrrelse kan fylde mindre. Og på sigt måske lige så stille forsvinde. 

Derfor er jeg glad for, at du har skrevet. Det er første skridt. På vejen. Du skal vide, at du ikke er alene. Hver dag tager unge, som du, kontakt til os. Vi vil så gerne hjælpe. Og hjælpe videre. 

Jeg tænkte, om du mon har mod på at tage yderligere kontakt til os? Mange synes, at det er hjælpsomt at sætte ord på, hvordan de har det sammen med vores rådgivere. Sådan at øve sig lidt i at sige højt og tale om, hvordan mad, krop, vægt, opkastning og træner fylder i ens liv - og måske har overtaget mere og mere. Kunne du mon se dig i en af disse muligheder? 

Sender dig lige forskellige muligheder:

Telefonrådgivning | Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Chatrådgivning | Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

SMS-rådgivning | Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Eller du kan booke tid til en personlig samtale enten fysisk i en af vores rådgivninger i Aalborg, Aarhus, Odense eller København.

Jeg tænker, at det vil være godt for dig at få set på, hvorfor du har det, som du har det. De bagvedliggende årsager. Så du kan få det godt igen. Du har modet, det kan jeg fornemme. Jeg hepper på dig.

Jeg tænker også, om du mon har et godt forhold til din læge? Om du mon kan tale med hende/ham, om hvordan du har det. Og få hjælp videre. Måske det er noget du allerede har overvejet?

Hvis du vil kontakte din egen læge, kan du måske forberede dig til samtalen via denne guideDu kan også læse mere om vejen til hjælp og behandling.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt videre.

Du er altid så velkommen til at skrive herind igen.

Mange kærlige hilsener0,
Brevkassen