Hej Brevkasse
Jeg har selvskadet i et par år nu. Jeg tror nok siden jeg var 12 eller 13. Det startede med at være på grund af min ex kæreste. Han gjorde mig meget ondt mentalt. Da jeg var 14 begyndte jeg at gøre det på grund af min familie. Da jeg var mindre, elskede jeg min familie, men det gør jeg ikke mere. Altså jeg har bare lyst til at komme væk fra dem.
Jeg er nu 15 og jeg har ændret mig meget. Hvis jeg kan undgå at tale med nogle af dem, gør jeg det. Jeg bliver for det meste inde på mit værelse så de ikke taler til mig.
Jeg prøvede også at spørge om hjælp da jeg var 13. Min mor fandt ud af jeg jeg havde selvskadet, og jeg sagde til hende at jeg gerne ville have hjælp. Min mor sagde at jeg overreagerede, og at jeg nok skulle få det fint igen. Jeg blev ved med at spørge, så hun tog mig til vores private læge, men lægen sagde at jeg var alt for ung til at få hjælp. (også en uge efter det med lægen, sad min familie og jeg, ved bordet, og min mor talte om at hun var glad for at kun et af hendes børn (min ældste søster) havde noget med hendes mental health. Og min mor glemte helt om at jeg havde gjort skade på mig selv.
Jeg ved ikke hvordan jeg kan få hjælp, fordi jeg ved at mine forældre ikke kommer til at støtte mig om det.
Hilsen mig
Kære mig,
Tak for dit brev.
- og tak fordi du skrev herind til Brevkassen.
Her er al tid i verden til at lytte.
Først tænker jeg, om du mon trænger til et knus. Hvis du gør, så sender jeg dig et. Lige her.
Det næste jeg får lyst til at skrive til dig er, at jeg synes, at du er helt vildt klog og sej. Du har en rigtig fin fornemmelse for, hvordan du har det. At din selvskade startede pga din ex-kæreste. Og nu din familie. En selvskade bliver en slags kanal for noget andet. Man bærer på en smerte, noget, som gør rigtig ondt, noget, som kan være så svært, at det bliver nemmere at skade sig selv. Smerten bliver fysisk. Og nemmere at forholde sig til. End smerten som gør ondt i hjertet, i maven.
Dernæst vil jeg også gerne skrive, at din læge er helt gal på den. Du er ikke for ung til at få hjælp. Selvfølgelig skal du have hjælp og vejledning. Og lyttes til. Og heldigt - du er 15. Når man er 15, må man selv skifte læge. Og man behøver ikke begrunde. Det kan du gøre på borger.dk Det koster 220kr. Ville det være en mulighed for dig?
Ellers så tænker jeg, hvordan det mon er for dig, med følelsen af, at dine forældre ikke ville støtte dig i forhold til at søge hjælp? Føler du dig ensom i din familie? Er der mon andre du kan tale med, om hvordan du har det? Et andet familiemedlem? En venindes forælder? Eller en anden voksen? En sød lærer? Får du mon blik for en voksen end dine forældre, du kan tale med, når du kigger omkring dig? Ville du kunne den person det her brev?
Jeg får lyst til at fortælle dig, at jeg også sad på mit værelse, da jeg var på din alder. Jeg talte heller ikke med min familie. Jeg ventende kun på, at jeg blev gammel nok til at kunne flytte for mig selv. Imens jeg ventede, søgte jeg det, som var rart. Jeg lyttede til musik, jeg skrev dagbog, jeg var på besøg hos nogle veninder, gik ture, forsvandt ind i lektierne. Gik til fritidsaktiviteter.
Da jeg var 17, flyttede jeg ind hos en venindes forældre, så på værelse og sidenhen på kollegie. I al den tid lyttede jeg til min indre stemme. Den var - som din - ikke i tvivl, om hvordan tingene forholdt sig. Derfor mærker jeg, hvor sej du er. Hvor god du er til at mærke dig selv. Og hvad som er godt for dig. Og hvad som er mindre godt.
Samtidig tænker jeg også, om du også føler dig ensom, når du sidder der på dit værelse? Har du mon nogle veninder? Noget, som du kan lide at lave? Noget musik, som gør dig glad? En fritidsaktivitet? Eller måske et lille fritidsjob, så du kunne komme lidt væk og ud? Måske du kan gøre dig tanker om dette, måske noget som er brugbart og godt for dig?
Ellers så tænker jeg, om du kunne have lyst til at kontakte os enten telefonisk eller på chat eller sms? Du skal vide, at vi virkelig gerne vil tale med dig og støtte dig i, at du får den hjælp, du har brug for.
Her kan du se hvordan, du kan kontakte os for yderligere rådgivning:
Vi har også et gratis samtaleforløb netop til unge i din aldersgruppe, der gør skade på sig selv. Mon du kunne have lyst til at læse lidt om det?
Til slut vil jeg skrive til dig. Det er muligt at få et godt liv. Det er muligt at få det godt igen. Det er muligt at få hjælp. Du har selv taget det første skridt ved at skrive herind til Brevkassen. Du har stået op for dig selv. Sat ord på. Hvordan du har det. Hvordan du har det i din familie.
Jeg tror på dig. Og jeg tror på, at du finder vejen. Og får det bedre.
Du skal også vide, at du altid er velkommen til at skrive herind igen. Vi vil så gerne tale med dig. Du er ikke alene.
Mange hilsener
Brevkassen.