Kære dig

Først og fremmest tak for, at du har skrevet til os. Tak for, at du har åbnet op og rakt ud til os med dit brev.

Du har en spiseforstyrrelse. Bulimi. Det er noget, du erkender. For det har varet 2 års tid, skriver du. Problemet er, at du ikke føler, du har nogen at åbne op overfor - at du ikke ved, hvordan du skal række ud efter hjælp. Men du vil gerne have hjælp, skriver du. Du vil gerne ud af den her onde spiral som fortsætter hver dag.

Og jeg synes, dine ord er stærke. For jeg forstår, hvor inderligt du må ønske at få det bedre igen. Jeg har selv haft en spiseforstyrrelse og jeg forstår, hvor utroligt træt og magtesløs, man kan føle sig. Når man ikke ved, hvordan man skal få det bedre, hvordan man skal få hjælp.

Du fortæller, at du prøvede for nogle måneder siden at forklare din mor, hvordan du havde det, gennem et brev. Det gør indtryk på mig. For jeg tænker, at det må have krævet mod at åbne op overfor hende på den måde.

Men din mors svar var, at du ikke kunne kalde det en spiseforstyrrelse. Og da hun spurgte ind til det, kunne du ikke være ærlig om, i hvilken grad du er påvirket af spiseforstyrrelsen hver dag.

Gad vide om din mor ville tro på dig og støtte dig på en god måde, hvis hun forstod, hvor meget spiseforstyrrelsen påvirker dig; hvis hun forstod, hvad den består af, og at det ér en spiseforstyrrelse? Det kan være, at hun ikke ved så meget om, hvordan en spiseforstyrrelse kan se ud. Det kan være, at hun ikke helt forstod dig, fordi du ikke var tryg ved at dele hele sandheden. Eller måske endda fordi det gør ondt i hende at erkende din situation? Måske du kan tænke på, om det er værd at vise hende dit brev til os, eller vores brev til dig. Hvis det føles rigtigt.

Det er mit indtryk, at du er klar til at tage skridt, du ikke har taget før. I forhold til at række ud. For du vil have hjælp, og det skal være nu, skriver du. Du vil have det bedre igen. Dine ord giver mig et indtryk af, at du er klar til at gøre noget nu – for du kan ikke holde ud at fortsætte med at have det, som du har.

En spiseforstyrrelse er ofte et tegn på, at noget i én gør ondt. For adfærden omkring krop og mad er gerne en copingstrategi. En strategi til at håndtere livet, udfordringer og smerter, store som små; en strategi til at søge en fornemmelse af trøst. Et øjeblik af ro. Kontrol. Eller noget fjerde. Kan du mon genkende noget i den retning?

Jeg tænker derfor også på, hvordan du mon havde det for et par år siden. Da spiseforstyrrelsen begyndte. Hvorfor tror du mon, den dukkede op - tilbød sin strategi? For mit eget vedkommende var jeg ikke selv klar over, hvad jeg "brugte" spiseforstyrrelsen til som yngre. Men det blev senere meget klart, at den var blevet min måde at håndtere nogle meget svære, tunge følelser og en svær situation på.

Din situation kalder på, at du taler med en læge om det, at du finder behandling. Hvad tænker du om det? Måske du vil læse denne artikel om at tale med lægen om spiseforstyrrelse.

I mine øjne er terapi vejen til at få det bedre. Jeg håber derfor meget, at du vil opsøge hjælp i form af psykolog, psykoterapeut eller anden terapiform. For der ligger næsten altid rigtig meget andet end mad til grund for, at man har udviklet et forstyrret forhold til at spise. Allervigtigst er det at blive taget seriøst af et menneske, som for alvor har kompetencer til at hjælpe. Ser du det som en mulighed?

Jeg tror på dig. Der er ingen tvivl om, at du fortjener den rette hjælp og støtte. At du fortjener at få det godt. Blive støttet og taget seriøst.

Vil du tale mere med os om, hvordan dit næste skridt kan se ud? Ring gerne til vores rådgivning på 70101818. Mange af rådgiverne har selv haft en spiseforstyrrelse og har stor forståelse for, hvad du står med netop nu.

Du kan også booke en personlig samtale.

Du er meget velkommen til at skrive til os igen.

Mange varme tanker herfra,

Kærlig hilsen
Brevkassen