Kære du

Mange tak for dit brev. Det har gjort stort indtryk på mig at læse det.

Jeg får lyst til at fortælle dig, at jeg genkender det, du skriver, hvilket også er en af årsagerne til, at jeg bliver berørt af dit brev. Det lyder som om, at du har det meget svært lige nu og har brug for hjælp og støtte. Tak for den tillid, som du viser ved at skrive til Brevkassen. Det må have krævet stort mod at være så ærlig omkring, hvordan du har det. Jeg håber, at du vil føle dig mødt og set i mit svar til dig, og at der er nogle råd, som jeg vil give dig, som du kan benytte dig af.

Jeg hæfter mig ved, at du skriver meget kort om, hvor svært det med mad er. Det bliver meget tydeligt for mig, at du kæmper en kamp med mad. Jeg tænker, at det kan være symptomer på en spiseforstyrrelse, men en sådan diagnose skal stilles af en læge. Måske du allerede har diagnosen og er i behandling. Uanset hvad, er det bare rigtigt godt, at du skriver til Brevkassen.

Jeg vil gerne fortælle dig, at jeg har selv personlig erfaring med en spiseforstyrrelse. De korte sætninger, som du skriver i dit brev, kunne jeg selv have skrevet, da jeg var meget syg af min spiseforstyrrelse. Jeg genkender fortvivlelsen og afmagten, som dit brev viser mig. At det at spise er blevet så svær en opgave, at du oplever, at du ikke kan mere. Det kan jeg godt sætte mig ind i, og min erfaring som tidligere berørt og nu rådgiver fortæller mig også, at det ikke er unormalt at have det sådan.

En spiseforstyrrelse er ofte et symptom på trivselsvanskeligheder, at der er noget i ens livssituation, som er vanskeligt at håndtere. Mad, og hvad vi vil og ikke vil spise, kan tilbyde en oplevelse af kontrol, og så kan en spiseforstyrrelse komme til at fungere som en form for mestringsstrategi. Mon du kan genkende dette?

Mange, som jeg har talt med, bruger billedet af en redningskrans til at beskrive, hvilket forhold de har til deres spiseforstyrrelse. Det billede vil jeg også bruge om min egen tid med en spiseforstyrrelse. Det var min redningskrans i livets udfordringer og svære situationer.

Når alt var kaos i mit hoved, syntes jeg også, at det var en tryg strategi at skære ned på madindtag og fokusere på at klare mig igennem dagen på et minimum af mad eller kaste det op, som jeg spiste. Det lagde låg på de svære følelser og afledte opmærksomheden hen mod noget, der var konkret og kontrollerbart. Derfor opfattede jeg faktisk også min spiseforstyrrelse som min evige trofaste følgesvend. Som en, jeg altid kunne regne med, og som aldrig svigtede mig. Måske du har hørt det før, eller andre har brugt lignende billeder?

Det er vigtigt for mig at skrive til dig, at en person med en spiseforstyrrelse ikke er en svag person, tværtimod. Det kræver meget stædighed at være syg med en spiseforstyrrelse. At sulte sig selv og/eller kaste op og ignorere kroppens basale behov og signaler – det kræver en viljestyrke og dedikation, som kun få kan overkomme. Derfor efterlader du også mig med det indtryk af, at du er en meget stærk 15-årig pige, der besidder nogle kræfter og ressourcer. Dem ønsker jeg, at du skal få øje på. Måske du allerede er bevidst om dem?

I mit sygdomsforløb blev det et vendepunkt for mig at få denne vished og anerkendelse. At jeg ren faktisk var stærk, og jeg kunne bruge min viljestyrke til at være stædig overfor min spiseforstyrrelse. Det blev pludselig klart for mig, at jeg havde en skjult gave, som hele tiden havde været der. Det gav mig en vild motivation at vide, at jeg faktisk havde en evne til at være rigtig stædig, og denne evne kunne jeg nu bruge til at spise og på sigt blive rask.

Det var stadig hårdt og ikke alle dage var lige gode. Jeg fandt derfor ud af, at det hjalp mig at begynde at være mere åben omkring, hvordan jeg havde det med mad og tale ærligt om det med nogle 'allierede' og fortrolige. For mit vedkommende var det både mine behandlere, min mor og min bedste kammerat.

Jeg ved meget lidt om dig og din situation, men når jeg læser de få sætninger i dit brev, får jeg indtryk af, at mad og spisning fylder det meste lige nu. Jeg sidder og tænker på, om du mon har nogen at tale med? Som du virkelig føler vil lytte og støtte dig. Symptomer på en spiseforstyrrelse og problemer med mad og opkastninger er nemlig ikke noget, som du skal gå alene med og takle på egen hånd. Det er vigtigt at have et trygt og fortroligt rum, hvor der er tid og ro til at snakke.

Det kan også være rigtigt godt at dele din omgangskreds op. Med det mener jeg, at du måske har nogle i dit netværk, som du kan betro dig til og fortælle, hvordan du har det, og andre, som du ikke deler det med. Du skal vide, at det helt okay at sige fra og ikke alle behøver at vide, hvad du går igennem. De andre, som du ikke taler med om det, kan tilbyde noget andet i din hverdag. Det er godt med pauser og noget luftforandring, så ikke hele din verden drejer sig om mad, samtaler om mad og hvor svært det hele kan være.

Jeg vil også foreslå dig at gøre brug af vores øvrige rådgivningstilbud. Du er meget velkommen til at ringe anonymt til vores telefonrådgivning på 7010 1818, eller, hvis det er lettere for dig at chatte, på vores sms- og chatrådgivning. Du kan også bestille en tid på vores hjemmeside til en personlig rådgivningssamtale, hvis du har mod på det og fortrækker et personligt møde, online eller fysisk.

Mange af dem, der bruger vores forskellige rådgivningstilbud, oplever det hjælpsomt at tale med en frivillig rådgiver, som de ikke kender. Måske det kan bringe et nyt perspektiv på din situation? Du kan se de forskellige rådgivningstilbud her.

Jeg forstår, at du må være et svært sted lige nu, men jeg håber, at mit svar kan være dig en lille hjælp.

Jeg sender dig mange tanker.

Kærlig hilsen Brevkassen