Hej,
Jeg er en pige som har lidt af en spiseforstyrrelse i omkring et år nu. Dog går det meget bedre efter at have været til nogle samtaler inde ved psykiatriens ambulatorie for spiseforstyrrelser. Men jeg har stadig problemer, som at jeg ikke kan se mig selv som smuk - hvis jeg ikke er tynd, og jeg er allerede tynd - men det kan min hjerne ikke se, så jeg vil stadig gerne være endnu tyndere. Men jeg prøver at lære mig selv, at det er normalt at have lidt ekstra fedt på kroppen nogle dage. Jeg vejer mig heldigvis ikke så meget mere, men når jeg gør, bliver jeg stadig meget påvirket af resultatet. Jeg har nemlig også taget mere på, men er stadig i undervægtigt-kategorien, men om 1 kilo er jeg i normalvægtig. Og det kan jeg ikke lide, det burde jeg, men jeg hader tanken om ikke at være undervægtig - da jeg har en frygt for at være “tyk”. Selvom jeg tydeligvis godt ved det bare er pænt at have noget på kroppen, og slet ikke er ensbetydende med at man så er tyk. Min hjerne fucker bare med mig, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at stoppe tankerne som er ved at komme tilbage. Har i nogle råd eller forslag?💕
Kære dig
Tak for dit brev! Tak for, at du deler dine tanker med os.
Det gør virkelig indtryk på mig at læse om, at du har haft en spiseforstyrrelse i omkring et år, og om, hvordan du har det.
Det går meget bedre, efter at du har været til samtaler inde ved psykiatriens ambulatorie for spiseforstyrrelser, skriver du. Og først og fremmest tænker jeg, at det er enormt stærkt. At du har rakt ud og taget imod støtte, som har ført til, at du har det meget bedre. Det kræver en vis styrke.
Du skriver også, at du stadig har problemer. At du ikke kan se dig selv som smuk, hvis du ikke er tynd. Selvom du er tynd. Men det kan din hjerne ikke se, skriver du, så du vil stadig gerne være tyndere. Du vejer dig heldigvis ikke så meget mere, skriver du, men når du gør, bliver du stadig meget påvirket af resultatet.
Jeg forstår, hvor meget det kan påvirke én at gå med alle de tanker. Jeg kan nemlig i den grad genkende din beskrivelse. Både fra andre, der skriver til os, og fra da jeg selv havde en spiseforstyrrelse.
Hos mig fyldte den helt enormt i flere år - den stærke følelse af, at det hele i mit liv nærmest afhang af, om jeg var tynd nok. Der var meget frygt i at leve sådan. Et stort pres, som føltes nærmest umuligt at slippe.
Det er mit indtryk, at du har et stærkt ønske om at fortsætte med at få det bedre – om at leve frit, uden at tanker og adfærd omkring krop og vægt skal styre. Du skriver, at du ikke ved, hvad du skal gøre for at stoppe tankerne, som er ved at komme tilbage.
Det forstår jeg godt. En spiseforstyrrelse er ofte en mestringsstrategi; en måde at håndtere svære følelser på. Den kan dermed være et enormt stærkt mønster - en stærk vane.
Tanker og adfærd omkring mad og krop kan være noget at flytte sit fokus til, når noget gør ondt. Når man ikke synes, man er god nok, eller noget i livet i en eller anden grad er usikkert, svært.
En spiseforstyrrelse kan give en fornemmelse af kontrol, ro, succes, trøst eller noget helt femte. Kan du mon genkende noget i den retning?
Derfor er jeg er nysgerrig på, om du mon ved, hvorfor din spiseforstyrrelse startede, da den gjorde? Måske tilbød den noget, du havde behov for eller savnede?
Måske har du talt med nogen i psykiatrien om dette?
Det er mit indtryk, at du er enormt reflekterende, og er klar over, at spiseforstyrrelsens synsvinkel giver dig nogle overbevisninger om, at du skal være meget tynd. Du prøver at overbevise dig selv om, at det er okay at have fedt på sin krop. Det er så godt. Selvom det er svært.
Da jeg havde en spiseforstyrrelse, var jeg overbevist om, at det var på grund af mit udseende – om at det i høj grad var frygten for at se tyk ud, som var sagens kerne. Men i den proces, det var, at blive fri af spiseforstyrrelsens tanker, blev jeg klar over, at der også lå helt andre ting bag; at det var en måde at håndtere mit liv - håndtere ting som ensomhed, frygt, svære familierelationer.
I mine øjne er det altid den vej, man må se, for at få det bedre - ind i, hvad det mon er, spiseforstyrrelsen tilbyder én. Hvilken funktion den har haft eller har. At finde en terapeut, der passede godt til mig, var afgørende.
Derfor tænker jeg på, om dine tanker er noget, du vil udforske mere i terapi? Jeg tænker, at din situation kalder på fortsat støtte. Jeg tænker, at det kan være vigtigt at blive fulgt af nogen. Det er ikke noget, du skal gå alene med. Ser du det mon som en mulighed at opsøge en psykolog eller psykoterapeut? Det er et af de bedste råd, jeg kan give.
Din situation kan også kalde på, at du tager kontakt til din læge. Hvis spiseforstyrrelsen bliver ved med at fylde. Her et lille link, som kan være en god forberedelse inden en lægesamtale.
Det tager tid at lære at stole på sig selv, når man bevæger sig væk fra en spiseforstyrrelse.
Jeg tænker, at det kræver vedholdenhed, støtte og mod at blive ved med at insistere på at gøre noget andet, og tænke noget andet, end spiseforstyrrelsen. Finde andre veje.
Vil du tale mere med os om, hvad du kan gøre? Du kan ringe til 70101818, hvor vores rådgivere sidder klar. Det er også muligt at booke en personlig samtale lige her: Personlig samtale.
Du efterspørger, hvordan du skal stoppe tankerne, som er ved at komme tilbage, og du spørger om råd og forslag. På vores hjemmeside er der netop en liste over gode råd til, når tankerne og bekymringen for tilbagefald fylder. Måske den kan bidrage til at give svar på det du efterspørger?
Jeg håber også, at dette brev imødekommer dit håb, og jeg tænker, at dine forhåbninger og din bedring i forhold til spiseforstyrrelsen inden for den sidste tid, efter du har haft samtaler i psykiatrien omkring spiseforstyrrelsen, vidner om en styrke og motivation for at forandre, som er et rigtig vigtigt udgangspunkt. For man kan ikke løse alting selv og ikke komme ud af en spiseforstyrrelse ved et fingerknips, selvom jeg har indtryk af, at du er på helt rette vej. Derfor får jeg lyst til at præsentere for dig, at der i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade findes behandlingstilbud for mild til moderat spiseforstyrrelse, som du kan læse mere om her: Behandling af spiseforstyrrelser.
Derudover findes der også det, der kaldes en Peer-støtte ordning, som er et tilbud, hvis man er godt på vej ud af sin spiseforstyrrelse, men ønsker støtte den sidste del af vejen. Så bliver du matchet med en frivillig peer-støtte, der selv har haft en spiseforstyrrelse, og som ønsker at støtte dig i din tilbagevenden til livet og hverdagen. Dette tilbud kan du læse mere om her: Peer-støtte.
Du er altid mere end velkommen til at skrive til os igen.
Mange varme tanker herfra.
Kærlig hilsen
Brevkassen