Køn
Dreng / Mand
Alder
12
Spørgsmål

Hej Brevkasse

I går opdagede jeg ved et tilfælde, at min 12-årige søn har en æske med glasskår i en skuffe og andre skarpe genstande på sit værelse. I samme skuffe lå der lommetørklæder fyldt med blod.

Jeg har stille og roligt fortalt ham, at jeg har set skuffens indhold. Jeg prøvede at tale med ham om, hvordan han har det uden at afkræve ham svar. Han klappede dog fuldstændig i og sagde absolut ingenting.

Har I et råd til, hvad jeg skal gøre? 

Venlig hilsen Nina

Svar

Kære Nina

Mange tak for dit brev. Jeg håber, at mit svar vil være dig til hjælp.

Jeg vil starte med at sige, at når du stille og roligt har fortalt din søn, at du har set skuffens indhold og spurgt til, hvordan han har det, så er det lige præcis det, vi ville have rådet dig til. Når du dernæst skriver, at han trods din nænsomhed klappede fuldstændig i og sagde absolut ingenting, så er det meget genkendeligt i forhold til den erfaring og viden, vi har om unge, der gør skade på sig selv.

Selvskade er for de fleste forbundet med skyld og skam, og de unge mennesker, der kontakter vores rådgivning, fortæller ofte, at de ville ønske, at de kunne lade være, at de fortryder, at de har gjort skade på sig selv, og at de skammer sig over det. Derfor fortæller de os ofte også, at de ikke føler, at der er nogen, som de kan tale med om det. Hvordan mon det er gået, efter du skrev til os? Mon I er lykkes med at tale lidt om det?

Du spørger til, hvad du skal gøre. Mit råd er, at du holder fast i, at du har brug for at tale med ham, men tag ham gerne med på råd i forhold til, hvordan I bedst kan gøre det. Som forældre kan vi nogle gange komme til at udtrykke vores bekymringer på en måde, der gør, at vores unge mennesker føler sig forkerte eller misforstået. Lad din søn vide, at du gerne vil forstå, hvordan han har det, men at du har brug for hans hjælp.

Måske har din søn en god idé til, hvordan I bedst kan tale sammen? Er der et tidspunkt på dagen, som han ville synes var bedst? Kan I lave nogle rammer for samtalen, som han synes er i orden? Skal I gå en tur imens eller køre bil? Mon han vil fortælle dig, hvad han især kunne være bekymret eller bange for, der vil ske, hvis han fortæller dig lidt om, hvordan han har det?

De unge mennesker, der bruger vores rådgivning, fortæller ofte, at selvskade opleves som den eneste eller bedst mulige løsning på noget, der er svært. De fortæller, at de gerne vil stoppe, men ikke ved, hvordan de skal kunne undvære den ro, pause eller lindring, som selvskaden giver dem. Måske er det en viden, der kan hjælpe dig med, hvad du kan være nysgerrig på i samtalen med din søn.

Jeg håber, at du og din søn får en god snak, så I finder ud af, hvad der skal ske her fra. I vejledningen her kan du blandt andet læse vores råd til forældre, hvis barn skader sig selv, og hvor man skal henvende sig for at få hjælp. Du kan læse vejledningen her.

Vi har også et samtaletilbud til unge, som du kan læse om her.

Du er altid meget velkommen til at kontakte vores telefonrådgivning på 7010 1818 og få yderligere rådgivning, ligesom din søn også er meget velkommen til at henvende sig til os – fx på chat eller sms på 7710 1818.

Du må i hvert fald rigtig gerne fortælle ham, at vi findes, og at mange unge mennesker kontakter os om netop selvskade.

Tak, fordi du skrev til Brevkassen. Jeg får indtryk af, at det er meget vigtigt for dig at være din søn til rigtig god hjælp, og jeg håber, at svaret her er dig til hjælp.

Mange gode hilser til jer begge

Brevkassen