Helle: Derfor er jeg frivillig

"Jeg bliver glad helt ned i maven, når brugerne føler sig godt hjulpet videre efter en samtale."

Helle Rohdin–Møller
Helle

Helle Rohdin-Møller er 52 år og har været frivillig hos os i lidt over et år. Hun arbejder som rådgiver.

Jeg har altid interesseret mig for, hvad der gemmer sig bag menneskers adfærd. I mange år boede jeg i USA, hvor jeg blandt andet tog en uddannelse i selvudvikling, og den baggrund har jeg nu suppleret med en dansk uddannelse i kognitiv adfærdsterapi.

I Corona-tiden udviklede min 14-årige bonusdatter en spiseforstyrrelse, og hendes far og jeg fik som pårørende hjælp ved en rådgivningssamtale i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade i Næstved. Dér kunne jeg mærke, at jeg bare skulle arbejde i foreningen, og kort efter startede jeg som frivillig rådgiver.

Det giver mig meget at se på brugerne, at de får noget ud af rådgivningssamtalerne – at deres øjne lyser op, når de ser nye handlemuligheder. Jeg bliver glad helt ned i maven, og jeg kører hjem efter en vagt med en rigtig god fornemmelse i kroppen.

Fik mindfulness-inspireret tilbud til Næstved
Tilbuddet ’Find din indre ro i naturen’, der er et mindfulness-inspireret tilbud, hvor man går stille i skoven og mærker dens fred, skulle egentligt i første omgang kun have været i København. Men vi var flere i Næstved, der gerne ville være instruktører, og derfor kom tilbuddet også til Næstved. Arbejdet som instruktør falder godt i tråd med min interesse for mindfulness og meditation.

Tilbuddet kan noget, når det handler om at sætte den indre kritiske stemme, som mange med en spiseforstyrrelse og/eller selvskade er plaget af, på pause. Det skaber ro at fokusere på noget andet – fx skovens former og farver. Skoven er uforanderlig. Den er bare.

Jeg føler mig værdsat
Vi har et godt samarbejde med hinanden i frivillig-teamet, og der hersker en hjælpsom ånd – både de frivillige imellem og i forhold til vores rådgivningskoordinator, Vibeke, der støtter os og giver os sparring. Der er plads til én som menneske, og det er ok ikke at vide det hele – man kan altid spørge.

Hver gang jeg er på uddannelse eller til møder i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade i København, får jeg følelsen af at være en del af noget større. Der foregår så mange spændende ting, og jeg er stolt over at være en del af det.

Foreningen gør meget for de frivillige. Fx får vi supervision, der skærper vores kompetencer som rådgivere, og vi bliver opkvalificeret på forskellige måder. Jeg føler mig værdsat, jeg føler mig velkommen, og jeg føler mig hjemme.