Kathrine: Derfor er jeg frivillig
"Jeg synes, det er enormt givende at være en del af et fællesskab. Det er noget, som jeg ikke vidste, at jeg ville elske så meget som jeg gør."
Kathrine er 39 år og bor til daglig sammen med sin mand og deres to døtre. Hun har arbejdet som frivillig i et lille års tid i vores rådgivning i Århus, hvor hun både besvarer chat, har personlige samtaler og netop venter sin første videorådgivning.
Jeg har selv haft en spiseforstyrrelse for knap 20 år siden, hvor jeg blev syg med anoreksi. Jeg gjorde dengang brug af Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og har derfor kendt til foreningen og deres arbejde i mange år, men havde en del år, hvor jeg ikke havde interesse i at beskæftige mig med spiseforstyrrelser, fordi jeg ikke havde lyst til, at det skulle være den eneste fortælling om mig.
Spiseforstyrrelsesproblematikkerne kom ind på min lystavle i kraft af sociale medier og nyhedshistorier, hvor der var en masse, som blev vakt til live inde i mig. Jeg begyndte at tænke over, hvordan det egentlig stod til på den front? Hvordan lykkes vi med at hjælpe de mennesker, som er berørt af spiseforstyrrelser i dag? Jeg kan huske, at jeg tænkte: Gud, er der stadig brug for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade? Jeg kunne lynhurtigt se, at det var der og så fik jeg lysten til at gå ind i det igen.
Jeg kan bruge min egen historie og erfaring i mit frivillige arbejde, fordi jeg kan relatere til mennesker i krise. De gælder både hos mennesker, der er berørt af spiseforstyrrelser såvel som selvskade, hvor jeg føler, at jeg har kapacitet til at rumme og kunne forstå. Der er samtidig meget, som jeg ikke har prøvet på egen krop, og derfor føler jeg heller ikke, at det er nødvendigt at have en personlig erfaring inden for området for at kunne blive en god rådgiver.
Et interessefællesskab
Arbejdet som frivillig giver mig en følelse af, at jeg kan hjælpe andre, der har brug for det. Samtidig giver det mig også et rum, et nørdet rum, hvor jeg kan samles med andre om en fælles interesse for rådgivning og de problematikker, som foreningen arbejder med. Der bliver skabt et interessefællesskab, hvor vi mødes om spørgsmål som, hvordan møder vi bedst muligt mennesker, der hvor de er, og hvordan giver vi dem både dét, de har brug for, og dét, de ikke vidste, de havde brug for?
Jeg synes, det er enormt givende at være en del af et fællesskab. Det er noget, som jeg ikke vidste, at jeg ville elske så meget som jeg gør. Når jeg tager på arbejde som frivillig i rådgivningen, ved jeg ikke altid, hvem jeg møder ind til, men jeg ved, at vi alle er der, fordi vi har et ønske om at være der. Jeg kalder det en meningsfuld strikkeklub, fordi det skaber et helt unikt rum, hvor vi kan nørde i en række emner, dele tanker og støtte hinanden.
Et pusterum fra det normale travle liv
I alle andre aspekter af mit liv har jeg forskellige roller, som hver især udfylder noget i mig. Jeg har en professionel rolle, en rolle som mor, som kone og som datter. Hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade har jeg en rolle som frivillig, hvilket er noget jeg gør 100 % for mig selv. Her er jeg hverken ansat, mor eller kone, men dyrker min egen interesse. For mig bliver det en slags egenomsorg, hvor jeg giver mig selv lov til at bruge tid på noget som virkelig betyder noget.
På trods af, at jeg ofte beskæftiger mig med tunge og triste emner, så kommer jeg aldrig trist hjem fra en dag i rådgivningen. Vi har nemlig en håbefuld tilgang, hvor vi fokuserer på lyspunkterne og bliver klædt på til at kunne rumme de svære emner. Jeg får finpudset mine kompetencer og kan blive ved med at udvikle og dygtiggøre mig gennem blandt andet kurser og temadage.