Marlene: Derfor er jeg frivillig
"Jeg vil gerne hjælpe andre piger, som har stået i samme situation som mig. Jeg har mærket på egen krop, hvor dybt forfærdeligt det er, når livet ikke længere giver mening."
Marlene er 28 år og er frivillig peer-støtte i foreningen. Til dagligt læser hun til psykoterapeut og driver ved siden af studierne sin egen klinik, hvor hun hjælper unge piger, der har det svært.
Da jeg var 18 år, tog min mor mig med til et gruppeforløb i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. På det tidspunkt havde jeg haft en blanding af anoreksi og BED i et par år. Det var kommet snigende. I nogle perioder spiste jeg ikke ret meget, i andre perioder spiste jeg nærmest alting. Det var ude af kontrol.
Set i bakspejlet kan jeg sagtens forstå, hvorfor min mor reagerede, men på det tidspunkt havde jeg ikke lyst til at få hjælp. Jeg kunne sagtens klare det selv, tænkte jeg. Heldigvis var min mor meget stålfast!
Gruppeforløbet bliver en øjenåbner
Gruppeforløbet sammen med andre piger, der også havde det rigtig svært, blev en kæmpe øjenåbner for mig. Jeg opdagede, at jeg ikke var alene. Der var andre, der havde det svært – og der var piger, som havde haft det svært i meget, meget lang tid. Jeg fik simpelthen ondt i hjertet.
Det kickstartede en drivkraft. Spiseforstyrrelsen skulle ikke blive mit liv. Det blev starten på min vej ud af spiseforstyrrelsen og samtidig min vej ind i det frivillige arbejde i foreningen.
Vi bekræfter hinanden i, at vi er gode nok, som vi er
Da jeg hørte om peer-støtte-programmet, tænkte jeg: Hvor ville jeg gerne have haft den mulighed, da jeg selv var syg! Jeg kunne godt have brugt en fortrolig, jeg kunne læsse af på – en, jeg kunne spejle mig i. Derfor føles det fantastisk, at jeg nu selv kan støtte én i samme svære situation.
Det er både smukt og givende at være peer-støtte. Det er selvfølgelig en hård situation for den, jeg taler med. Vi har hårde snakke, hvor vi begge bliver berørt, men der er også momenter, hvor vi griner af og med hinanden. Der opstår et særligt rum af medforståelse og samhørig, når vi taler sammen. Det er uvurderligt.
Det kan være svært at åbne op om sin spiseforstyrrelse
Det er forbundet med enormt meget skyld og skam at have en spiseforstyrrelse, og derfor kan det være svært at tale om. Mange har berøringsangst og ved ikke, hvad de skal sige, hvis man lukker op. Jeg følte mig i hvert fald tit afvist. Ikke fordi folk var ligeglade, men de vidste ganske enkelt ikke, hvad de skulle sige.
Som peer-støtte er jeg i stand til at skabe et trygt talerum, fordi jeg selv har været igennem de samme følelser og tanker. Her flyder samtalen frit. Det er guld værd.
Vil du bruge dine personlige erfaringer til at støtte et andet menneske på den sidste del af vejen ud af hans eller hendes spiseforstyrrelse? Læs mere her.