Niclas: Derfor er jeg frivillig

Niclas

Niclas Norby har kæmpet med bulimi. Spiseforstyrrelsen ligger bag ham, men det, han lærte på sin vej ud af den, ændrede hans måde at opfatte sig selv og andre mennesker på. Derfor brænder han for at være frivillig rådgiver.

”When you change the way you look at things, the things you look at change.” Umiddelbart kan det lyde som en kliché, men for mig rummer citatet essensen af min personlige rejse ud af spiseforstyrrelsen.

Fra jeg var 17-23 år, fyldte spiseforstyrrelsen alt. Den havde kontrol over mig, og den ødelagde mine relationer. På et tidspunkt var jeg mættet af restriktiv spisning, opkastninger og overtræning. Jeg havde været slave af mine mønstre længe nok og opdagede en rebelskhed i mig selv. Fx begyndte jeg at spørge mig selv: ”Vil jeg veje mine børns havregryn i fremtiden?” Nej. ”Er det rimeligt, at nogen må være tykke, når jeg ikke må?” Nej.

Svarene på spørgsmålene gav klarhed; gode spørgsmål giver gode svar, og via sproget udfordrede jeg mig selv. Det var tid til, at jeg gjorde op med den betydning, jeg hidtil havde tillagt ting, og udfordre mine begrænsende overbevisninger. Sproget blev på den måde afgørende for at komme ud af spiseforstyrrelsen.

Da jeg havde en spiseforstyrrelse, var jeg perfektionistisk og fordømmende overfor mig selv. I dag er jeg overbærende og har givet mig selv tilladelse til at være et almindeligt, uperfekt menneske. Vejen dertil gik via sproget, fordi de ord, vi bruger, ændrer vores perspektiv og dermed virkeligheden.

Jeg blev min egen terapeut
Jeg stolede ikke på min egen selvopfattelse, og derfor fandt jeg rollemodeller og navigerede efter, hvad de ville have sagt og gjort i forskellige situationer. Min bror var en af dem; han var ligeglad med sin kropsvægt og var altid glad og ubekymret.

Jeg ville heale mig selv, spise mere, gå i terapi, læse bøger om psykologi og komme til bunds i mig selv. Jeg boostede mit selvværd med positive statements, og til sidst blev stemmen min egen. Pointen er, at med de rigtige ord kan du ændre din oplevelse af dig selv og omverdenen. Ord skaber og ændrer forståelsen af ting.

Også refleksioner som ”jeg er ikke min tanke – tanken er en tanke, ikke andet”, hjælper med at løsrive sig fra problemet. Jeg har også punkteret mange svære tanker ved at spørge mig selv: Hvad betyder det om 5 min., om 5 timer, om 5 dage? Alt er et perspektiv, som vi selv vælger, og i det store billede betyder de fleste ting ikke noget.

Men min motivation for at slippe ud af spiseforstyrrelsen skulle række ud over mig selv. Jeg ville være der for min familie, når de havde brug for det. Jeg satte ord på mit behov for flere kram fra min far, og den var han heldigvis med på. Livet er relationer; vi er et produkt af dem, og uden dem er vi ingenting.

Krisen er en mulighed for udvikling
Jeg tror, at der er en mening med tingene. Ting sker for en, ikke mod. Hvis du kæmper med selvskade eller en spiseforstyrrelse, har du mulighed for at nå længere i din udvikling end andre, der måske aldrig får anledning til at gøre op med uheldige mønstre. Det virkede for mig at ”manipulere” mig selv med positive ord og på den måde ændre mit perspektiv og selvopfattelse.

Det er baggrunden for, at jeg nu brænder for at hjælpe ramte og deres pårørende. At jeg samtidig er en del af en forening fyldt med passionerede og professionelle mennesker, som alle arbejder for den gode sag, gør mig glad. Det er et fællesskab med mening.