Nyhed

40,2 millioner kroner til spiseforstyrrelser og selvskade

Med en bred aftale har folketingets partier fordelt i alt 760 millioner kroner fra den såkaldte reserve til en række initiativer til glæde for de mest udsatte borgere i Danmark. Vores område blev tildelt i alt 40,2 millioner kroner i perioden 2022 - 2024.

Laila Walther

De mange millioner i reserven bliver delt ud over 4 år, fra 2021 - 2024, og bliver fordelt til en lang række forskellige initiativer. Udbredelse af Headspace, videreførelse af psykiatritopmødet, sport for livet og en ny civilsamfundsstrategi, blot for at nævne nogle af dem. 

"Vi er rigtig glade for at der med reserveaftalen og civilsamfundsstrategien tages hul på de vigtige drøftelser omkring de økonomiske rammer for fremtidens civilsamfund. Vi glæder os til at bidrage til arbejdet. Vores budskab ind i det kommende års arbejde vil selvfølgelig være, at vi skal se på den samlede finansieringsstruktur for civilsamfundet, så vi sikrer at der er sammenhæng på tværs af både reserven, finansloven og andre finansieringskilder." udtaler Anne Sina, sekretariatschef i Civilsamfundets Brancheforening. 

40,2 millioner til spiseforstyrrelser og selvskade

Der er i perioden 2022 - 2024 afsat 13,4 millioner årligt til en ansøgningspulje. Dvs. vi ved endnu ikke præcis hvilke projekter der vil blive iværksat, blot at pengene er til en "styrket indsats mod spiseforstyrrelser og selvskade."

"Det er glædeligt, at der bliver sat penge af til formålet, men samtidig er vi forundrede over, at partierne ikke har tænkt behandling af BED/Tvangsoverspisning mere direkte ind i aftalen. Ved udgangen af 2021 udløber de projekter der er i dag i ft. behandling af BED, og det er endda samtidig med at man implementerer netop BED som diagnose i det Danmark. Vi håber virkelig ikke, at politikerne glemmer dette område og de 40.000 danskere som står uden behandling." siger Laila Walther, direktør i LMS.

I LMS vil vi naturligvis kigge mere ind i hvad ansøgningspuljen kommer til at indeholde, men det er klart, at vi samtidig vil presse på overfor politikerne i ft. få implementeret behandling for BED fra den 1. januar 2022 - for det er for fattigt et samfund som slet ikke tilbyder behandling til så stor en gruppe patienter. Samtidig håber vi, at den indsats LMS har lavet på Anoreksi og Bulimi, hvor vi har tilbudt en indsats for personer som ikke er "syge nok" til at komme ind i de regionale tilbud, kan fortsætte og at der vil findes finansiering til en permanent løsning på et nationalt videnscenter for spiseforstyrrelser.