Åbent brev til Psykiatriordførerne

Du kan her læse hele brevet, som er sendt til ordførerne, og i linket til højre kan du se den udgave af vores medlemsblad LMSNYT, som indeholder de rørende personlige fortællinger. TUSIND tak for den indsats I modige unge gør når I stiller jer frem og fortæller jeres historie!

Kære psykiatriordfører

Mistrivslen blandt børn og unge er stigende i Danmark. Det skaber en stor stigning i antallet af mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade, og mange bliver desværre ikke tilbudt behandling. De pårørende ser frustrerede til. Derfor er der brug for nogle ændringer i den måde vi forebygger og behandler.

Vi vil fra LMS – gerne bidrage med, hvad der vil være afgørende for vores målgruppe de kommende 10 år, hvis en handleplan for psykiatrien skal gøre en forskel på spiseforstyrrelses- og selvskadeområdet:

• Alle med en spiseforstyrrelse skal tilbydes behandling
• Et nationalt videnscenter om spiseforstyrrelser
• Tværsektorielle retningslinjer i forhold til opsporing af og tilbud til unge med selvskade

I Danmark lever ca. 75.000 med en spiseforstyrrelse – heraf 5.000 med anoreksi, 30.000 med bulimi og 40.000 med tvangsoverspisning (BED; Binge Eating Disorder).[1] Derudover har 25 % af alle unge kvinder mellem 14 og 21 år risikoadfærd for at udvikle en spiseforstyrrelse. Det svarer til ca. 80.000 unge kvinder.[2] Selvskade er også et stigende problem, og mere end hver femte ung har skadet sig selv med vilje.[3] LMS får henvendelser fra børn, helt ned til 7-års alderen, der giver udtryk for, at de har det rigtig skidt, og at de skærer i sig selv eller kaster op, fordi det gør så ondt indeni.

En spiseforstyrrelse er en alvorlig psykisk sygdom, der både har fysiske, psykiske og sociale konsekvenser. Spiseforstyrrelser er kendetegnet ved en forstyrret måde at tænke og handle på, når det gælder forholdet til mad, krop og vægt. Spiseforstyrrelser opstår typisk fra puberteten og frem til voksenalderen og ses omtrent 10 gange så̊ hyppigt hos piger som hos drenge. Personer med spiseforstyrrelser oplever fysiske belastninger som over- eller undervægt, skader på organer samt øget risiko for tidlig død, og målgruppen får desuden ofte komorbide lidelser som depression og angst.[4] 

Selvskade er ligeledes et komplekst fænomen, og man kan ikke tale om en specifik grund til, at personer skader sig selv. Det vil dog ofte være børn og unge, som i forvejen er udsatte og har haft en barndom præget af psykisk og fysisk omsorgssvigt, store livsomvæltninger og mobning. Selvskadende adfærd ses både hos drenge og piger, og 22 % af alle 9. klasseelever har erfaring med at skade sig selv. Selvskaden fungerer som en mestringsstrategi og lindrer mod overvældende og truende psykiske smerter og kan mindske oplevelsen af ensomhed, krænkelse, angst og vrede.[5]

De pårørende er ofte forældre, men også partnere, søskende, børn, bedsteforældre og venner til de ramte. Forældrene føler sig magtesløse over for selvskaden eller spiseforstyrrelsen. Mange er i tvivl om, hvordan de skal håndtere og støtte deres børn, de frygter fremtiden og har måske mistet troen på, at sygdommen kan behandles. Det et desuden kendetegnende, at de står i en presset hverdag, hvor de som forældre spiller en central rolle i behandlingen. Som pårørende til en sygdomsramt er man derfor også selv i øget risiko for at udvikle stress eller depression.

Behandling til alle med en spiseforstyrrelse

Spiseforstyrrelser er alvorlige psykiske lidelser, som har store konsekvenser for den ramte og dennes familie. Samtidig er spiseforstyrrelser dyre for samfundet i form af behandling, rehabilitering, botilbud, manglende uddannelse og arbejde, overførselsindkomst osv. Jo tidligere i forløbet en spiseforstyrrelse behandles, des hurtigere og bedre kan den behandles. Det er derfor centralt, at alle med en spiseforstyrrelse får behandling så tidligt i forløbet som muligt. Dette gælder uanset om en spiseforstyrrelse lever op til alle diagnostiske krav. Derfor skal der i Danmark være behandling til alle typer spiseforstyrrelser på alle niveauer, det vil sige både i det nære og det specialiserede sundhedsvæsen. De pårørende skal inddrages i behandlingen – men også støttes og klædes på i forhold til rolle de har.

Ingen må blive mødt med at spiseforstyrrelsen ikke er alvorlig nok – endnu.

Symptomer på spiseforstyrrelser skal behandles af mennesker med solid viden om spiseforstyrrelser. LMS foreslår at der oprettes specialiserede tværkommunale centre, som har den nødvendige ekspertise på området. Det skal være nemt at få målrettet hjælp tidligt, men det er svært for kommunerne at stille tilbud og medarbejdere til rådighed, idet der fra en kommunal vinkel er relativt få tilfælde. Det er derfor nødvendigt at etablere tværkommunale centre, som har ekspertise i spiseforstyrrelser og har adgang til den nødvendige lægefaglige viden. Her skal milde til moderate spiseforstyrrelser behandles, mens de mere alvorlige fortsat skal behandles i psykiatrien.

I dag kan det især være svært at få behandling, hvis man lider af BED, selv om det er en anerkendt diagnose i den kommende ICD-11. Det skal sikres, at alle regioner behandler svær BED og at let-moderat BED kan behandles uden for psykiatrien fx i tværkommunale centre. Som der står i anbefalingerne vedrørende tværsektorielle forløb for mennesker med spiseforstyrrelser ”har erfaringer fra tidligere sats-puljeinitiativer dog vist, at behandlingen med fordel kan placeres uden for den regionale psykiatri og varetages af en række både offentlige og private aktører med specialviden om BED”. Her har LMS opbygget erfaring i årene 2015-18 og igen i perioden 2019-2021 og vi ser frem til at vores erfaringer med at tilbyde gratis gruppe-behandling videreføres via en mere varig finansiering.