Formandsskifte i LMS

Afgået formand for LMS, Louise Linde: ”Ikke farvel, men på gensyn”

På generalforsamlingen i går aftes gav Louise Linde formandsstafetten videre. Louise har siden 2018 stået i spidsen for LMS som den fjerde formand, siden foreningens fødsel i 2001. Vi er meget taknemmelige for hendes indsats.

Af Louise Linde, afgået formand for LMS

Efter 12 år som frivillig i LMS, 9 år i bestyrelsen, heraf 4 som næstformand og de seneste 3 år som formand, valgte jeg ikke at genopstille ved generalforsamlingen i går. Det var en svær beslutning, men den rigtige at tage.

Velkommen til ny formand, Anette Laigaard

Anette Laigaard overtog formandsstafetten i går aftes, og jeg er helt tryg ved at overlade den arbejdsomme og handlekraftige bestyrelse til hende. Hun har de rette kompetencer til at lede en stærk organisation på vej frem, og jeg er sikker på, at hendes formandskab vil styrke LMS.

Fra lille forening til velkonsolideret organisation

Der er sket meget med LMS i de forgangne år. Da jeg startede som frivillig foredragsholder i 2009, var der 2 fuldtidsansatte og 1 studentermedhjælper i sekretariatet, og primæropgaven var frivillig rådgivning i København.

Vi var 4 foredragsholdere, der tog rundt i Danmark for at fortælle vores personlige historier og vise tilhørerne, at der er en vej ud af spiseforstyrrelser og selvskade.

Som tiden gik, voksede organisationen sig større i både antal medarbejdere og lokale rådgivninger, men de frivillige udgjorde og udgør stadig fundamentet for vores arbejde. Undervejs kom Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade (LMS) også til og gjorde LMS fagligt stærkere.

LMS har med årene fået en større stemme i den offentlige debat, og både fagpersoner og politikere tager os seriøst. Tidligere var det utopi at blive inviteret med til arbejds- og følgegrupper i regionalt og nationalt regi, men nu er det mere reglen end undtagelsen.

Ved fælles hjælp kom LMS igennem krisen

Jeg blev formand efter en turbulent tid i vores historie, og det var hårdt arbejde at få genrejst foreningen det første lange stykke tid. Men med hjælp fra engagerede frivillige, dygtige medarbejdere og ansættelsen af en kompetent direktør kom LMS gennem krisen og står nu stærkere end nogensinde før.

Bestyrelsen består i dag ikke kun af personer med et stort hjerte og ønske om forandring på spiseforstyrrelses- og selvskadeområdet. Den består også af en række velkvalificerede personer med forskellige faglige kompetencer, som alle bidrager til at styrke og udvikle LMS som organisation.

Mere tid til familie og job

Det har været en lang rejse for mig at være en del af LMS, som i mange år har fyldt meget i mit liv. Jeg får nu mere tid sammen med min familie, specielt mine børn Johanne og Marius på hhv. 5 år og 8 måneder. Herudover kræver mit lægefag fokus, da jeg snart skal færdiggøre mit ph.d.-projekt om behandlingen af personer med langvarigt hjertestop.

Tak for samarbejdet

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til foreningens protektor H.K.H. Prinsesse Benedikte, nuværende og tidligere bestyrelsesmedlemmer samt medarbejdere for samarbejdet gennem årene.

Også en tak til alle frivillige for det arbejde, I gør for LMS.