FARVEL

Du har været min redningskrans

Endnu en af LMS' fantastiske brugere har sendt et afskedsbrev til sin spiseforstyrrelse. Det er så modigt, at vi er helt rørte - og det bliver man også over at læse hele brevet.

Redningskrans hænger ved havet

Kære spiseforstyrrelse

Du har været min redningskrans, da jeg var på dybt vand, og ikke kunne svømme.
Jeg er taknemlig for den hjælp du har tilbudt mig, men nu er det på tide at jeg går egne veje.
Det sidste halve år har jeg lært en masse om dig, og ikke mindst mig selv.
Jeg har været i arbejdstøjet, og det har ikke altid været lige let, men nu er jeg endelig nået til et sted i mit liv, hvor jeg ikke længere har brug for dig.
Jeg græd første gang jeg skulle vejes, og skulle tage tilløb til at se hvad vægten viste.
Siden da er jeg blevet stærkere, lidt mere selvkærlig, og føler mig mere tilpas i min egen krop.

Mit forhold til mad har ændret sig fra at være omdrejningspunktet i mit liv, til at være en nødvendighed og uden restriktioner.
For bare 1 års tid siden havde jeg ugentlige overspisninger, men jeg kan med stolthed sige at der er meget langt mellem dem nu.
Jeg har indset at slankekure ikke er for mig, og jeg kommer nok aldrig til at tælle kalorier igen.

Jeg er ikke nået helt i mål, men jeg er godt på vej, og jeg tror på at jeg nok skal lykkes.

Farvel.