Hvor bliver BED-behandlingen af?
Der er behov for en plan for, hvad der skal ske med de mange BED-ramte, der fra årsskiftet har ret til behandling i offentligt regi. For hvad er den ret værd, hvis der reelt ikke er behandling at få?
Jeg har været på slankekur hele mit voksenliv afløst af tvangsmæssige overspisninger. Ca. tre gange om ugen køber jeg ind til en overspisning. Jeg prøver at gemme mine indkøb ved at gå i to eller tre forskellige butikker.
Når jeg kommer hjem og begynder at spise, stopper jeg ikke, før alt er væk. Det kan være to plader chokolade, en pose gifler, chips, brød, müesli. Alt, hvad jeg har. Selv når det gør ondt, fordi jeg har spist alt for meget, bliver jeg ved.
Bagefter er jeg træt og kvalm – og vred på mig selv. Skamfuld over at jeg mistede kontrollen og fuld af had til min krop.
40-50.000 andre danskere kan lige som Helle fortælle om et liv med hyppige overspisninger, hvor en meget stor mængde mad spises på kort tid, uden at de er i stand til at stoppe. Og som Helle føler de typisk skam, skyld, væmmelse og lavt selvværd bagefter.
Mennesker med BED kompenserer ikke for det store fødeindtag ved fx at kaste op, og derfor er mange overvægtige. Desværre forveksles BED ofte med overvægtsproblemer og fejlbehandles derfor med vægttabsindsatser. Det skyldes bl.a., at der i høj grad mangler viden om spiseforstyrrelsen blandt fagpersoner og i befolkningen generelt. Mange ved heller ikke, at det er den mest udbredte spiseforstyrrelse herhjemme.
Behandling virker
Selvom der mangler viden om BED, så ved vi, at den behandling, som bl.a. Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade har gennemført, virker. Vi ved også, at ubehandlet BED udover de psykiske følgevirkninger kan føre til en række fysiske sygdomme. Og jo længere tid, man har BED, jo værre bliver både de fysiske og psykiske konsekvenser. Det siger sig selv, at det er dyrt for samfundet.
Så hvad venter vi på?
Området kræver politisk prioritering – og det haster
Fra 2022 har alle BED-ramte ret til behandling i det offentlige, men der er ikke afsat midler til det. Med afslutningen af bl.a. vores satspuljefinansierede behandling ved udgangen af i år og med nedlæggelsen af selv samme pulje, er der behov for midler til behandlingen.
Der er behov for en plan for, hvad der skal ske med de mange ramte, der fra årsskiftet har ret til behandling i offentligt regi. For hvad er den ret værd, hvis der reelt ikke er behandling at få? Det drejer sig om alt for mange mennesker til, at vi kan være bekendt at sidde det overhørig. Det ligger på politikernes bord, og jeg er spændt på, hvordan denne viden bliver prioriteret i forbindelse med valget til regionsrådene. Vi følger tæt med i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.
