Debat

Ikke mindre - men mere ...

Ydelseskommissionen er kommet med deres anbefalinger, og foreslår blandt andet at fjerne et særligt tillæg til unge med visse psykiske sygdomme. Det er den forkerte vej at gå, der burde være flere unge med psykiske sygdomme der kunne få dette tillæg mener Laila Walther, direktør i LMS - LMS. Du kan se, Laila Walthers kommentar til ydelseskommissionens rapport her.

Ydelseskommissionen er nu efter 2 års arbejde kommet med deres anbefalinger. Deres opdrag var at komme med udgiftsneutrale anbefalinger til et mere enkelt og gennemskueligt ydelsessystem, hvor der især tages hensyn til børnefamilier, og hvor der er en tilskyndelse til arbejde, uddannelse og forsikring mod arbejdsløshed.

Èt af de områder hvor kommissionen foreslår at gøre systemet mere gennemskueligt vedrører det særlige tillæg unge med en psykiatrisk diagnose kan få, hvis de altså har én af tre specifikke diagnoser. Her mener ydelseskommissionen ikke at det er nødvendigt med dette tillæg da de pågældende diagnoser ikke er forbundet med forhøjede leveomkostninger.

Følger man denne logik, så må det betyde, at hvis du lider af en psykisk diagnose, som er forbundet med forhøjede leveomkostninger, så burde man få et tillæg.

Høje leveomkostninger for personer med spiseforstyrrelser

En svær spiseforstyrrelse giver ofte flere og langvarige indlæggelser. Da det ikke kan behandles medicinsk er den unge oftest fortsat ramt af spiseforstyrrelse, når han/hun udskrives og det er en kæmpe og ofte langvarig opgave, at genskabe et ungdomsliv.

De unge, der har været indlagt, er i en ekstremt sårbar situation, når de udskrives. Med maven smadret af spiseforstyrrelsen har de store udgifter til eksempelvis Movicol, de er svækkede af at have mistet muskler, de skifter ofte mange tøjstørrelser op og ned hen over et år og har brug for praktisk hjælp. Men det værste for mange af dem er, at deres netværk forsvinder og mens deres venner er i gang med det unge voksenliv, udskrives de til ensomhed og dårlig økonomi. Derudover kan der være betydelige udgifter til tandlæger, da deres tænder kan være beskadigede pga. mavesyren i opkast.

Her er det altafgørende at behandlingssted, jobcenter og madstøtte tænkes sammen og at den økonomiske støtte tager udgangspunkt i at en stabil økonomi vil hjælpe at kunne opbygge både netværk, indhold i livet og mulighed for selvforsørgelse – i stedet for som nu, en tilfældig afgrænsning af, hvilke unge, der er ”psykisk syge nok” til at få ekstra støtte i et langvarigt forløb hvor der er massiv brug for støtte.

Brev fra LMS til ydelseskommissionen i 2020

Dette skrev LMS til ydelseskommissionens medlemmer tilbage i september 2020, men vi kan se, at det ikke er kommet med i rapporten, og at man i stedet for at inkludere flere psykiske sygdomme har valgt helt at fjerne tillægget.

Politikerne må komme på banen, og lave de prioriteringer de er valgt til. Og vi kan altså ikke være bekendt at store grupper af psykisk syge mennesker bliver ladt i stikken på denne måde.

Så her er en opfordring fra LMS til politikerne: Lad nu være med at fjerne et tillæg, som gør det muligt for psykisk syge at leve et normalt liv. Styrk i stedet tillægget, så det gælder alle unge med psykiske sygdomme, og så det afspejler de forhøjede leveomkostninger der reelt er.