Midtvejsresultater

Jeg er sluppet af med min spiseforstyrrelse, en tyran, der var hos mig hele tiden

Under behandlingsforløbet reduceres antallet af overspisninger samtidig med at deltagernes trivsel stiger markant. Det viser en ny midtvejsevaluering.

BED kvinde der sidder i en sofa og ser glad ud.

De personer, der har modtaget behandling i LMS, har opnået et stort udbytte af behandlingsforløbet. Først og fremmest har de reduceret antallet af overspisningsepisoder markant, og ved afslutning af behandlingsforløbet har knap halvdelen af deltagerne (43 %) ikke haft en eneste overspisning den seneste måned. Deltagerne fortæller, at de har fået et langt bedre forhold til mad, nye redskaber til at undgå overspisninger samt indsigt i de problemer, som ligger bag overspisningerne.

Jeg har fået styr på min spisning, er kommet ud af sukkerafhængighed og spiser mekanisk hver eneste dag. Det gør, at jeg ikke hele tiden tænker på overspisninger, mad, slik og forbudte ædegilder. Jeg føler mig lettet og har mere energi, selvom der er langt endnu. Jeg er sluppet af med min spiseforstyrrelse, en tyran, der var hos mig hele tiden. Jeg ved godt, den ligger på lur og kan dukke op. Men jeg er rustet til at klare det.
Deltager i LMS' behandling for BED i 2020

Behandling til børn og unge

De fleste deltagere vurderer, at deres overspisninger begyndte, inden de blev voksne. Den gennemsnitlige alder ved debut af overspisninger er gennemsnitligt 15,7 år og hovedparten har derfor gået alene med spiseforstyrrelsen i mange år uden at få behandling. Dette fund illustrerer, at behandling til voksne med BED ikke kan stå alene, men at tidlige indsatser målrettet børn og unge er nødvendigt.

”Vores resultater peger på, at BED starter tidligere end vi hidtil har antaget. Jeg ser et stort behov for langt mere viden om BED blandt børn og unge, så vi kan sætte tidligere ind med behandling”, udtaler Sabine Elm Klinker, vicedirektør i LMS.


Midtvejsevalueringen bygger på data fra spørgeskemaer og visitationssamtaler ved opstart og afslutning af behandlingen. Midtvejsevalueringen er gennemført af vores videnscenter, LMS