Mennesker med tvangsoverspisning står uden hjælp efter nytår

Teksten er skrevet Laila Walther, Line Sidenius og Lene Kiib Hecht, hhv. direktør i LMS, direktør i Askovhus og administrerende direktør i Kompetencecenter for spiseforstyrrelser. Indlægget blev bragt i Politiken 17. november 2021.

"Jeg har været på slankekur hele mit voksenliv afløst af tvangsmæssig overspisning. Cirka tre gange om ugen køber jeg ind til en overspisning. Jeg prøver at gemme mine indkøb ved at gå i to eller tre forskellige butikker. Når jeg kommer hjem og begynder at spise, stopper jeg ikke, før alt er væk. Selv når det gør ondt, fordi jeg har spist alt for meget, bliver jeg ved."

Sådan beskriver en 40-årig en dagligdag, som rigtig mange mennesker kan genkende. Det er et liv med hyppig overspisning, som vækker skam, skyld, væmmelse og lavt selvværd. Sundhedsstyrelsen anslår, at 40-50.000 mennesker i Danmark lider af tvangsoverspisning, også kaldet Binge Eating Disorder (BED). Ligesom mennesker med andre spiseforstyrrelser som anoreksi eller bulimi har de brug for den rette sundhedsfaglige hjælp for at blive raske.

Den gode nyhed er, at alle fra nytår har ret til behandling for tvangsoverspisning i det offentlige.

Den dårlige nyhed er, at det offentlige med regionerne i spidsen slet ikke er klar til at gribe de mange ramte mennesker - hverken praktisk eller fagligt. Siden 2019 har det været muligt for mennesker med tvangsoverspisning at få gruppeterapi i både offentligt og privat regi, men de tilbud lukker med udgangen af 2021, hvis bevillingerne ikke forlænges.

Vi har fortvivlede mennesker i røret, som vi ikke kan hjælpe, og som vi heller ikke ved, hvor vi skal sende hen for at få den hjælp, de har brug for.

I få kommuner og en enkelt region er der begrænsede tilbud, der fortsætter, men det er langtfra nok til at hjælpe alle dem, der har brug for det.

Hvis vi som samfund skal blive bedre til at gribe de mange mennesker, der lider af tvangsoverspisning, kræver det, at denne overgangsperiode bruges til en seriøs opkvalificering i både regioner og kommuner.

I behandlingssystemet skal alle, både sygeplejersker, læger og den specialiserede psykiatri, være klædt på til at spotte og behandle de mennesker, der har brug for psykiatrisk hjælp til at komme ud af tvangsoverspisning. Samtidig skal sundhedsplejersker, sundhedshuse og praktiserende læger kende tegnene på tvangsoverspisning, så de tidligt kan hjælpe unge i gang med den rigtige behandling.

Overvægt kan have mange grunde, og desværre forveksles tvangsoverspisning ofte med overvægtsproblemer.

Hvis de fagpersoner, der skal hjælpe, ikke er klædt på til at se forskellen på en uhensigtsmæssig livsstil og de psykiske problemer, der ligger bag tvangsoverspisning, kan behandlingen skade mere, end den gavner.

Mennesker med tvangsoverspisning har ofte været på adskillige slankekure, men fokus på kalorier og motion hjælper ikke på sygdommen og kan i værste fald forværre den. Mennesker med tvangsoverspisning skal ikke på slankekur, de skal have terapeutisk behandling til at lære, hvordan de får andre tankemønstre og andre spisemønstre.

Noget tyder på, at de første tegn på overspisning viser sig langt tidligere, end vi hidtil har troet. International forskning peger på, at mennesker med tvangsoverspisning ofte får de første symptomer, når de rammer puberteten i 12-14-års alderen. Det er også det, LMS møder i vores åbne rådgivning, og som vi alle kender fra behandlingen af mennesker med tvangsoverspisning.

Selvom der de senere år er kommet langt mere fokus på tvangsoverspisning både i organisationer som vores og i det offentlige, er der stadig huller i vores viden om tvangsoverspisning. Så mens fagpersoner i regioner og kommuner klædes på til at identificere og hjælpe de mennesker, der er ramt, er der også behov for forskning i sygdommen og behandlingsmetoder.

Derfor har vi talt for, at der oprettes et nationalt videnscenter, ligesom vi for eksempel har videnscentre for sorg, demens og hovedpine.

Hvis Folketingets partier ikke ønsker et centralt videnscenter, bør der i kommende finanslove sikres midler til, at der kan skabes og udbredes viden om, hvordan vi bedste støtter og behandler mennesker med tvangsoverspisning.

For vi ved, at det virker, når mennesker med tvangsoverspisning får den rette behandling, og de kan få et liv uden mistrivsel, tvangsmæssig overspisning og overvægt. Jo længere tid der går, jo værre bliver sygdomstegnene. Det går ikke kun ud over den enkelte, det er også dyrt for vores samfund.

Fokus på kalorier og motion hjælper ikke på sygdommen og kan i værste fald forværre den.