Mødet med behandlingssystemet

Hvordan har dit møde med behandlingssystemet været - og kan det være rigtigt, at der er nogen, som bliver afvist at få behandling pga. en for høj BMI? I et forsøg på at hjælpe medierne med at finde frem til en personlig fortælling om dette, publicerede LMS et opslag på facebook den 1. september. Antallet af henvendelser er imponerende. Her kan du læse et par uddrag af det vi har hørt.

LMS vil gøre opmærksom på, at dette kun er et uddrag af de henvendelser vi har modtaget, og at vi ikke har dobbelttjekket historierne. Men de tegner et billede af et presset system, hvor patienterne ikke (altid?) føler at de får den behandling der skal til for at de bliver raske.

Vil du gerne dele din historie, så send den meget gerne til os - også hvis det er en positiv historie, for dem ved vi også findes, det er bare ikke altid man hører de positive historier...

Send din historie til info@spiseforstyrrelse.dk.

29-årig kastebold

"Min veninde er 29 år og har været syg i mere end 10 år med anoreksi/bulimi. Hun har søgt hjælp så mange gange, hun er blevet kastet rundt og afvist flere gange grundet for høj/ lav vægt. Hun har altid kæmpet for at blive hjulpet og bare ikke blevet grebet ordentligt. Jeg syntes virkelig at hendes historie er et godt bud på et opråb til et system som virker til at svigte de der rækker ud før det er for sent. For systemet har svigtet en kvinde som skulle have haft hjælp for længe siden. Først da hun havde sultet sig selv helt ned til et skellet blev hun taget rigtigt seriøst.
Det har været så hårdt at se til fra sidelinjen, det har virket så håbløst. Det er en uhyggeligt at se en virkelig syg person kæmpe med systemet om at få den rette hjælp og blive mere og mere bange for at man tilsidst vil miste sin veninde til anoreksi!"

Genindlæggelse pga. for hurtig udskrivning

"Jeg var første gang i behandling for spiseforstyrrelse (anoreksi) på Stolpegården i 2017- Her oplevede jeg en alt for hurtig afslutning, hvor jeg slet ikke følte mig klar til at afslutte forløbet, men hvor der ikke var ressourcer til at forlænge mig mere, da jeg var blevet forlænget til max. Jeg ramte BMI 20 gangen før jeg stoppede, hvor jeg var dybt ulykkelig, men på trods af det, så “jeg skulle nok klare den”, for jeg havde jo været der i et år og opnået målet, som var BMI 20.

Det har resulteret i at jeg måtte i behandling igen i 2020, hvorefter jeg føler mig endnu mere klar til at afslutte og er landet et sted hvor jeg selv vurdere mig som rask den dag i dag..
Men jeg var frustreret over den beslutning dengang, og jeg følte mig på ingen måde mødt eller set, og jeg tror, at hvis de havde beholdt mig nogle ekstra måneder havde jeg ikke haft behov for behandling igen i 2020."

Dobbeltliv...

"Det har stået på godt 16 år og jeg er kronisk syg af spiseforstyrrelse. Rigshospitalet kalder det dog anorexi men det ord kan jeg jo ikke forholde mig til..

Jeg er 43 og har en leder stilling. Lever et dobbeltliv med jobbet som jeg har valgt og så mit andet "arbejde" som har valgt mig- spiseforstyrrelsen

Har været gift- er nu separeret. Dyrkede sport på eliteplan og nu forsøger jeg bare at dyrke sport.

Manøvrerer hver dag igennem minefeltet af tanker, tvivl om omskiftelige beslutninger.. kun for at gøre nøjagtig det samme som jeg gjorde igår.

Reelt er det det eneste der holder mig igang.at jeg hver dag tror jeg gør noget andet, men ender alligevel med at gøre det samme.. dag efter dag efter dag..

Jeg trækker pinen ud, det er vist min "stil". "

Ikke motiveret til at blive rask...

"Jeg er rask nu, men led i 15 år (omkring alderen 16 til 31) af en svær spiseforstyrrelse. Sygdommen havde allerede godt fat fra starten, men fik klart lov at udvikle sig unødigt, da jeg konstant blev tilbudt fuldstændig utilstrækkelige tilbud. Behandlingen foregik efter trappemodellen, hvilket var katastrofalt for mit vedkommende. Jeg oplevede også adskillige gange at blive indlagt og “opbevaret” på almindelige åbne og lukkede psykiatriske afdelinger, hvor jeg blev mødt af manglende indsigt i sygdommen, hvilket altid førte til at jeg efter typisk tre måneder blev udskrevet igen med beskeden, at jeg for for syg og umotiveret til at blive behandlet. Det var grotesk og jeg tænker ofte på, om jeg ved en tilstrækkelig behandling fra starten kunne have undgået at miste så mange år af mit ungdomsliv."

Kan man medicineres?

Jeg har lidt af bulimi i 9 år, og kontaktet lægen gentagne gange, der hver eneste gang har måtte fortælle mig at jeg knapt kunne tilbydes noget hjælp - og blev hver gang anbefalet at stige i dosis antidepressiv.

Mor til 2

Jeg er blevet kastet frem og tilbage ude i Ballerups afdelinger siden nov.20, og jeg tabte faktisk 10 kilo mens jeg gik derude. Jeg har både været forbi at skulle indlægges, skulle til dagafsnit og startede ud ambulant. Nu er jeg så henvist til et tredje team. Jeg har selv afvist indlæggelse, da det var på tale. Min spiseforstyrrelse har jeg haft siden 2015, men havde 10 år på en normalvægt, hvor jeg stadig var spiseforstyrret, men ikke på en grad hvor det påvirkede vægten, her troede alle dog jeg var rask, undtagen jeg selv. Så kom corona og i efteråret 20 blev jeg presset på alle mulige fronter og jeg begyndte så at ty til maden voldsomt, og spiseforstyrrelsen styrer nu igen mit liv. Jeg er mor til 2 børn.

Hvis du får det værre, så kom igen...

Jeg blev diagnosticeret med en atypisk anoreksi i 2015, som jeg fortsat slås med på trods af, at jeg har været i behandling lige siden.
I de første mange år hos psykiatrien og nu hos en dygtig privatpraktiserende psykolog.
Jeg har mange oplevelser med en udfordret og presset psykiatri, der (heller) ikke har ressourcer til at hjælpe mennesker, der lider af en spiseforstyrrelse. Efter jeg havde gået i psykiatrien i flere år, blev jeg afsluttet til at gå til gruppeterapi og individuel terapi. Jeg var på ingen måde rask og kæmpede stadig meget. Men fordi jeg var “velfungerende nok” til at kunne færdiggøre et studie og efterfølgende få job som sygeplejerske, var jeg ikke “dårlig” nok til at modtage behandling. Jeg blev dog fortalt, at hvis jeg fik det værre, kunne jeg kontakte psykiatrien igen. Jeg havde kæmpet mig i gennem et studie med en spiseforstyrrelse, og nu skulle jeg miste mit behandlingstilbud, fordi jeg var begyndt at få det bedre. Et meget sårbart tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde brug for al den støtte og opbakning jeg kunne få, fordi jeg skulle ud i den virkelige verden med alle de udfordringer det indbefatter - også for én, der slås med en spiseforstyrrelse.