Nyhed

Det Obelske Familie Fond gør det muligt at udvide åbningstiderne i LMS

Det bliver nu nemmere at få hjælp hos LMS, da en bevilling fra det Obelske Familie Fond gør det muligt at udvide åbningstiderne i rådgivningen, samt at rekruttere og uddanne endnu flere frivillige i LMS.

Fra næste uge bliver det muligt at få rådgivning fra LMS i dagtimerne både mandag og torsdag. Det sker for at imødekomme de mange henvendelser fra unge og forældre, der oplever ensomhed og mistrivsel i kølvandet på corona-nedlukningen. Derudover opruster vi antallet af frivillige i hele landet, så det i fremtiden bliver nemmere at komme igennem til en rådgiver med det samme.

LMS gennemførte hen over vinteren en undersøgelse af konsekvenserne af corona-nedlukningen blandt personer berørt af spiseforstyrrelser og selvskade. Resultatet viste, at 68 % af de berørte oplevede en forværret trivsel under Corona-nedlukningen. Mange angiver, at de oftere har følt sig ensomme (70 %), triste (76 %), bekymrede (81 %) og haft en følelse af håbløshed (74 %) i forbindelse med pandemien.

Det har LMS kunnet mærke i vores rådgivning, ikke mindst i vores telefonrådgivning. I LMS er indholdet af samtalerne blevet mere kompliceret og konflikter i familierne fylder langt mere. Vi oplever samtidig en markant stigning i antallet af besøgende på vores hjemmeside og et øget antal telefoniske henvendelser.

”Vi er meget taknemmelige for bevillingen, da den giver os mulighed for at imødekomme de mange unge, som mistrives og deres pårørende, der beder om hjælp og støtte”, siger Laila Walther, direktør i LMS.

At vi har valgt at udvide åbningstiderne netop om torsdagen, skyldes at vi oplever et stort behov for rådgivning op til weekenden, hvor ikke mindst de pårørende gerne vil have råd til, hvordan de kan forebygge konflikter, når hele familien er hjemme.

vores åbningstider fra d. 20. maj:

Mandag fra 9.00-19.00
Tirsdag fra 16.00-19.00
Onsdag fra 16.00-19.00
Torsdag fra 9.00-19.00

Der vil som altid være mulighed for både personlig rådgivning og rådgivning på video, telefon, mail, sms og chat.