Nyhed

Regeringsgrundlaget giver grund til optimisme på psykiatriens vegne

Den nye regering lægger op til flere gode initiativer for psykisk sårbare, men der bør gøres mere for at forebygge og behandle mistrivsel blandt især unge.

Laila Walther

Bedre samarbejde på tværs af sektorer og fuld finansiering af 10-årplan for psykiatrien er to initiativer fra den nye regering, som vækker glæde hos Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.

”Det er et stort, positivt og meget vigtigt skridt, når den kommende regering vil fjerne bermuda-trekanten mellem kommuner, egen læge og regioner. Vi møder hver eneste uge i vores rådgivning unge, der er blevet udskrevet fra psykiatrien, uden at kommunen har handleplan og støtte klar. Dermed øges risikoen for tilbagefald, og vi ser alt for mange genindlæggelser,” siger Laila Walther, direktør i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade vil meget gerne bidrage til at finde løsninger på, hvordan samarbejdet mellem læger, kommuner og regioner kommer til at fungere, så borgerne og patienterne oftere kan opleve sammenhængende forløb før, under og efter indlæggelser.

Fuldt finansieret 10-årsplan giver tryghed

Af regeringsgrundlaget fremgår det, at regeringen vil prioritere yderligere 3 mia. kr. til indsatser i psykiatrien de kommende 10 år – og dermed finansiere 10-årsplanen for psykiatrien fuldt ud.

”Nu kan vi forhåbentlig trygt have tillid til og glæde os over, at psykiatrien bliver prioriteret højt i årene frem. Jeg forventer, at vi vil vi se en markant styrket forebyggende indsats og samtidig reelle forbedringer for de mange mennesker, der hver dag søger hjælp i psykiatrien,” siger Laila Walther.

Hun opfordrer dog samtidig til at fremrykke finansieringen, så snart det er muligt, så patienter og medarbejdere i psykiatrien ikke nødvendigvis skal vente ti år.

Det bliver for dyrt at fejle

På især to områder anbefaler Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade regeringen at justere initiativerne.

Regeringen skriver i grundlaget, at mennesker, der rammes af angst og depression, skal have hurtigere adgang til psykologhjælp. 

”Hurtigere psykologhjælp kan vi kun bakke op om, men jeg forstår ikke, hvorfor ordningen øjensynligt kun skal gælde for dem, der rammes af angst eller depression. Hvad med alle de mange unge, hvor mistrivslen fører til selvskade eller spiseforstyrrelser? Vi ved, at hver 5. elev i 9. klasse har skadet sig selv – og hver 4. pige og hver 8. dreng i samme klassetrin er i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse. Den tidlige hjælp er helt afgørende for dem,” siger Laila Walther.

Regeringens forslag om kun at give SU til den normerede studietid og et maksimum på 58 SU-klip i alt bør helt droppes, mener Laila Walther.

”Det bekymrer mig helt vildt, at der igen skal skæres i SU. Regeringen understreger, at børns og unges trivsel er vigtig for dem, men det vil kun presse de unge endnu mere, når det bliver dyrere at tage det forkerte valg og skifte uddannelse. I værste fald vil det betyde, at færre ender med at få en uddannelse,” siger hun.

Kontakt

Direktør (hun/hende)
4045 2370
Kommunikations- og fundraisingchef (hun/hende)
5117 7578