Selvskade: En fortælling om håb

Af Isabella Arendt

Dette er en fortælling om håb. Det havde jeg ikke selv meget af, da jeg som 15-22-årig stod midt i selvskaden og ikke kunne se en vej ud. I dag står jeg på den anden side og ved, at mørket ikke varer evigt.

Skader du dig selv?

I København og Aarhus har vi individuelt tilrettelagte samtaleforløb for dig mellem 12 og 25 år.

Ensomhed førte til selvskade
Jeg flyttede meget som barn og havde svært ved at finde venner i de nye skoler. Jeg blev ikke holdt udenfor, men jeg manglede varige, forpligtende relationer. Jeg følte, at jeg befandt mig i periferien af de andres verden. Det var hårdt og gjorde mig ensom.

Jeg begyndte at bebrejde mig selv: Hvad var der galt med mig, siden jeg ikke var vigtig for nogen? Det devaluerede mit selvværd så meget, at jeg til sidst ikke kunne håndtere smerten, og jeg begyndte at skade mig selv.

De fysiske sår var logiske og forudsigelige. De var langt nemmere at håndtere end at forklare, hvorfor ingen ville mig som ven. Derfra gik det langsomt, men sikkert den forkerte vej.

Jeg trak mig mere og mere tilbage, og selvskaden voksede i takt med ensomheden. Til sidst var selvskaden en naturlig reaktion på fejl. Hvis jeg kom for sent eller glemte en aftale, eller hvis jeg sagde eller gjorde noget dumt, skadede jeg mig selv bagefter. Jeg følte, jeg skulle være den perfekte ven for at “fortjene” venner. Og når jeg ikke var perfekt, skadede jeg mig selv. Ikke dagligt eller ugentligt, men når ét sår var helet, gik der sjældent mange dage, før et nyt kom til.

Mistrivsel betyder ikke, at man aldrig smiler
Mistrivsel er ikke ensbetydende med, at man aldrig smiler. Der er altid mange forskellige følelser på spil, også gode. Jeg var til tider glad, stolt og tryg. Og samtidig var der et spor af ensomhed, afmagt og håbløshed i mig. Mørket voksede, og lyset blev mindre. Til sidst blev jeg apatisk og var ligeglad med alt. Selvom jeg var følelsesløs, var det det værste tidspunkt for mig.

Herfra vendte det for mig, og jeg fik hjælp. Langsomt forsvandt apatien, og de undertrykte følelser kom tilbage. Det var en god proces, selvom den gjorde ondt. Jeg fik det bedre, også selvom mit følelsesliv var i kaos. Jeg drømte mig af og til tilbage til apatien og stilheden, men jeg vidste, at det ville betyde, at jeg en dag ville fryse helt fast og miste fornemmelsen for mig selv. Jeg var bange for, at jeg ville blive så ligeglad med mig selv, at jeg mistede lysten til at leve.

Jeg fik hjælp af mange forskellige mennesker. Men jeg søgte ikke selv hjælp, selvom jeg burde. Det første lyspunkt var en lærer på min højskole, som jeg behandlede forfærdeligt. Ingen lærer skal finde sig i den behandling fra en elev. Men hun gav ikke op. Alene hendes stædige insisteren på at ses med mig gav mig en fornemmelse af værdi som menneske. Det hjalp.

Det er mit ønske at give et håb til dem, der er i mørket. Bare måske en lille lommelygte i en stor, mørk skov. En lys stemme, som fortæller, at der findes en dag på den anden side. Mørket behøver ikke at vare evigt, heller ikke for dem.

Senere flyttede jeg hjemmefra og mødte min mand. Dengang var han 23 år og studerende. Jeg var fra allerførste dag tryg ved ham. Jeg fortalte, at jeg ikke havde det godt, og han rummede mig. I starten sagde han ikke så meget. Han passede mine sår, lod mig sove længe og skældte ikke ud for at misse undervisningen. Han var bare. Et fast holdepunkt. Han havde kun kendt mig i nogle måneder og kunne have droppet mig. Men Caspar blev. Han anklagede mig ikke, han lyttede.

Efter nogle måneder fortalte han, at han elskede den pige, jeg var, når jeg havde det godt. Og at han blev ked af det, når mine sorte huller gjorde skade på mig. Det gav mig et nyt perspektiv. Jeg fik lyst til at være den pige, han kunne se. Jeg fik lyst til at holde op med at skade mig selv. Han elskede hele mig og rummede mig. Og samtidig viste han mig, at min selvskade havde konsekvenser for andre end mig selv. Jeg var ligeglad med mig selv, men elskede ham for højt til at gøre ham ondt. Det gjorde forskellen. Derfra blev mørket mindre tæt, og lyset begyndte at fylde mere. I dag er mørket væk. Caspar er her stadig.

Jeg kender mørket
Selvskaden har påvirket mig som menneske, for vores oplevelser vil altid præge os. Jeg ved, hvad mørke er. Så når jeg i dag møder modstand, ved jeg, at det højest er dunkelt - aldrig rigtig mørkt. Uanset hvad, så vil jeg altid have min familie, min mand, mit helbred og min tro. Det er mine klipper. Selvfølgelig havde jeg hellere været selvskaden foruden. Det er farligt at sige, at man har lært noget vigtigt af noget så forfærdeligt. Men det er godt at lære noget, hvis det forfærdelige alligevel sker.

Tal med nogen, hvis du skader dig selv
Når man har det så dårligt, at man skader sig selv, er det afgørende at tale med nogen. Man har ikke en retvisende opfattelse af virkeligheden. Det er som at gå med mystiske briller, hvor alt er farvet og formet forkert. Når du taler med dem, så vær ærlig. De kan kun hjælpe, hvis de ved, hvad der foregår. Hvis familie og venner er for tæt på eller en del af problemet, så tal fx med LMS. Det vigtige er, at du siger det. Ellers risikerer du at få det værre.

Pårørende skal være klippen
Som pårørende er det vigtigt at lytte. Forstå, at du ikke ved alt om, hvad der foregår. Heller ikke selvom du er forælder og kender dit barn godt. Accepter den unges virkelighed og undlad at rette og dømme. Bare lyt, rum, og elsk. Hvis du ikke ved, hvad du skal sige, så søg hjælp og vejledning hos fx LMS. Det er ikke et krav, at du skal kunne håndtere det selv. Du bliver ikke en dårlig forælder eller ven af den grund - tværtimod.

Det kan lyde barskt, men som pårørende skal du være en klippe. Jeg fravalgte selv at tale med mine forældre, fordi jeg var bange for at gøre dem kede af det, og jeg magtede ikke at skulle rumme dem også. Som pårørende må du tillade, at relationen i en periode er ensidig. De slår, du tager imod. Så du må finde en anden, du kan læsse af på. Det virkede for mig, at min lærer bare lyttede. Hun har sikkert haft brug for at snakke med nogen, men for mig var hun en klippe. Jeg kunne derfor være mig uden at være bange for at ødelægge noget.

I dag har jeg det godt. Jeg er lykkelig på trods af hjemmearbejdskuller og corona. Livet går stadig op og ned, men alt i alt har jeg det godt. Det er netop den fortælling, jeg gerne vil bringe videre. Selvskade kan risikere at give ar på sjælen og trække spor i eftertiden. Men det er ikke sikkert. Man kan også komme ud på den anden side og “nøjes” med ar på kroppen. Alle har deres historie. Jeg vil bare gerne tilføje min til samlingen og sige, at det kan ende godt.

Politisk fokus på mistrivsel

Den omfattende mistrivsel blandt børn og unge i dag er dybt bekymrende. Vi skal alle gøre noget, og vi skal turde tale om mistrivsel og nedbryde det tabu, der stadig findes. Man er ikke nødvendigvis syg eller forkert, fordi man mistrives i en periode. Vi skal sætte tidligt ind, og voksne tæt på børn og unge skal være opmærksomme på tegn på mistrivsel. I virkeligheden handler det om at skabe trygge relationer mellem børn og unge og deres voksne, fx forældre, lærere og frivillige.

Derudover skal vi fra politisk hånd sikre gratis psykologhjælp for børn og unge, hjælp og støtte til pårørende og støtte til foreninger som LMS, hvor man kan søge professionel hjælp. Det er vigtigt, at tærsklen til at snakke om sine problemer er så lav som muligt, og at man ikke enten er alene eller indskrevet i psykiatrien. Der skal være mange skridt mellem de to, så børn og unge bliver set og hørt så tidligt som muligt.

Isabella Arendt, landsformand for Kristendemokraterne