Indsigtsstudie: Unge med spiseforstyrrelser

Er du mellem 13-18 år, og vil du fortælle om, hvordan det er at være ung med en spiseforstyrrelse – og har en af dine nære relationer lyst til at deltage sammen med dig?

Flere og flere unge rammes af spiseforstyrrelser, og derfor er det vigtigt, at vi får en indsigt i, hvordan vi bedst kan hjælpe dem, der har brug for det. Hvordan føles det egentlig at have en spiseforstyrrelse? Og hvordan er det at være nær relation til en, der er berørt af en spiseforstyrrelse?

Det vil vi gerne vide meget mere om. Derfor laver bureauet Operate et større indsigtsstudie på vegne af Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. Studiet afvikles i løbet af foråret.

Som deltager i undersøgelsen er I med til at skabe værdifuld og nødvendig viden om at være ung med spiseforstyrrelse. Det kan hjælpe os til at blive bedre til at kommunikere relevant og støttende til unge med en spiseforstyrrelse.

Vi håber, at du/I har lyst til at dele dine/jeres tanker, oplevelser og erfaringer med os.

Vi søger dig, som:

  • Lige nu lever med en spiseforstyrrelse eller har haft en spiseforstyrrelse inden for de seneste par år, og som gerne vil dele ud af din virkelighed.

Og som kan svare ja til, at du:

  • Har lyst og mod på at dele ud af dine tanker, følelser og oplevelser.
  • Har en nær relation (fx en forælder, søskende eller ven), som gerne vil deltage sammen med dig.

Sådan foregår det

Vi søger i alt 12 deltagere – 6 unge, der er eller har været berørt af en spiseforstyrrelse og deres 6 nære relationer. Du og din nære relation skal deltage i tre forskellige aktiviteter; dagbogsskrivning, ét interview alene og ét interview, hvor I deltager sammen. Interviewene afvikles fysisk, enten hjemme hos dig eller hos os.

Dagbogsskrivning

  • Du skal i 4 dage skrive dagbog, hvor du både skal svare på nogle spørgsmål og skrive mere frit om, hvad du synes fylder i dit liv.
  • Det er vigtigt, at du har lyst til at dele personlige tanker, billeder og videoer af dine omgivelser og dig selv.
  • Det er vigtigt at understrege, at din dagbog selvfølgelig ikke bliver delt med andre end dem, der laver undersøgelsen.

Individuelle interview

  • Interviewet varer cirka 1 time og foregår fysisk hjemme hos dig eller hos os. Lokation og tidspunkt aftales mellem dig og intervieweren.
  • Det er et roligt og nærværende interview, som vil bære præg af en samtale mellem dig og intervieweren.
  • Interviewet handler om din udfyldte dagbog, dit liv og dine drømme og håb for fremtiden.
  • For dig, der selv er eller har været berørt, kommer interviewet også til at handle om din nuværende eller tidligere spiseforstyrrelse.
  • For dig, der er pårørende, kommer interviewet også til at handle om, hvordan det er at være nær relation til en, der er ramt af en spiseforstyrrelse.

Fælles interview

  • Interviewet varer cirka 1 time og foregår fysisk ved et besøg hos jer eller hos os. Lokation og tidspunkt aftales mellem jer og intervieweren.
  • Interviewet inkluderer både dig og din nære relation, hvor I sammen med intervieweren har en samtale om spiseforstyrrelse fra hver jeres perspektiv.

Er du interesseret i at deltage?

Hvis du har lyst til at deltage, kan du udfylde formularen nedenfor. Vi har brug for dine kontaktoplysninger, samt viden om, hvilken slags spiseforstyrrelse du har eller har haft. Det tager maks. 5 minutter at udfylde.

Vi udvælger deltagere, der er bredt repræsenteret på baggrund af de informationer, du udfylder. Du skal udfylde formularen senest den 27. februar 2024 for at komme i betragtning.

Anonymitet og fortrolighed

Din deltagelse vil være anonym, og alle personfølsomme oplysninger vil blive opbevaret fortroligt i databehandlingsperioden.

Har du spørgsmål til undersøgelsen, kan du kontakte Oline Bagi Bech på obb@spiseforstyrrelser.dk

Vilkår

  • Når du tilmelder dig dette studie, giver du os samtidig tilladelse til at opbevare dine oplysninger og kontakte dig, når vi har nyt om studiet. Link til personadatapolitik.