Afskedsbrev til en spiseforstyrrelse

Kære spiseforstyrrelse

Jeg ser alting meget klart nu i forhold til før behandlingsforløbet.

Før fyldte du alt. Du fyldte min hjerne med mange tanker, der forvirrede mig. Du lavede regler, der begrænsede mig. Du dannede meninger og holdninger, som jeg påtog mig. Du fyldte mig med skam, og du tog mine rettigheder fra mig. Du fik mig til at føle mig forkert og alene. Du voksede dig større og større. 

Du var årsag til, at jeg følte mig ekstremt ude af kontrol og samtidig under kontrol; en kæmpe ubalance, der påvirkede mig enormt meget. 

I mange år prøvede jeg at leve med dig som en del af mig, men uden at vide, at du ikke var mig – at du rent faktisk er en sygdom. Jeg har altid troet, at du var mig, og at jeg skulle tabe mig for at få dig til at forsvinde. 

Jeg har lært dig godt at kende de sidste måneder, og jeg forstår nu, hvorfor du opstod og hvilke metoder, du brugte til at holde mig nede.

Jeg har virkelig fået nye briller på og ved nu, hvordan du opererer, og hvordan mine omgivelser i høj grad har givet dig næring.

Jeg føler, at du efterhånden er blevet forsvindende lille. Lidt efter lidt er du faldet fra hinanden, og nu er der kun et svagt ekko tilbage.

Du tester mig og giver mig stadig udfordringer hver dag, men jeg kan nu analysere dig og overvinde dig med min egen fornuft.

Jeg ved, at vores samfund og mine omgivelser vil blive ved med at teste mig, når du forsvundet helt, men jeg har lært en masse, som jeg kan stå imod med: Jeg kan modargumentere og sige fra.

Jeg er så glad for, at du ikke længere dikterer, hvad jeg må spise, hvornår jeg må spise, og hvor meget jeg må spise. Du har mistet kontrollen over mig, og det er mig, der sætter dagsordenen og tager beslutninger baseret på, hvad min krop har brug for, og hvad jeg rent faktisk har lyst til at spise. Det er meget befriende, at du ikke længere har overtaget. 

Jeg er glad for, at mit mål ikke længere er, at jeg skal tabe mig. Nu er fokus på, at jeg skal have det godt, og at min krop skal have det godt. Og vejen dertil – ved jeg nu – er ikke at tabe mig. 

Jeg er glad for, at jeg har kæmpet for at få mine rettigheder tilbage. Jeg har ret til at gå i det tøj, jeg vil, til at gøre de ting, jeg vil: Jeg har ret til at blive gravid, jeg har ret til at føle mig sexet og i det hele taget ret til at gøre alt det, alle andre mennesker har ret til.

Min skam bliver også mindre for hver dag, der går. Jeg kan snakke mere åbent og sige, hvis jeg har haft en overspisning. Jeg kan bedre acceptere, hvis jeg falder tilbage i et gammelt mønster og hurtigere komme ud af det igen, fordi du og skammen ikke længere tager over.

Jeg føler mig ikke længere alene med dig. Mange kender til dig, og du kan ikke gemme dig længere. Du bliver udstillet.

Mest af alt føler jeg, at min hjerne er blevet mere overskuelig. Jeg har ikke længere 1000 negative tanker om mad, og jeg forstår mine handlinger, mine mønstre og din strategi.

Derfor kan jeg nu tage afsked med dig. Du fylder ikke længere, og du får ikke længere næring til at eksistere i mig. Det føles, som om du har siddet som en tumor i min hjerne, og at mit hoved er lettere end nogensinde. Du har virkelig ikke en plads i mig længere.

Farvel spiseforstyrrelse. Vi ses aldrig igen.