Alle trænere skal være klædt på til at spotte alvorlig mistrivsel

Indlægget er skrevet af Laila Walther, direktør for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, og blev bragt på Altinget.dk 1. juni 2023.

De senere år har vi set flere eksempler på eliteatleter fra blandt andet svømme- og cykelsporten fortælle åbent om deres udfordringer med alvorlig mistrivsel, træningsafhængighed og spiseforstyrrelser. De modige atleter, der stiller sig frem, har været med til at kaste lys på et alvorligt problem, som danske idrætsorganisationer i årevis ikke har været gode nok til at forebygge og håndtere.

Nu har alle beslutningstagere i den organiserede idræt forhåbentlig forstået, at de har et ansvar for atleternes mentale trivsel. Måske mest af alt takket være mediernes insisterende fokus på problemerne er trivsel kommet på dagsordenen i stadig flere organisationer og foreninger, og jeg begynder at tro på, at de værste uvaner som fx fællesvejning, offentlig udskamning af atleters vægt og tilskyndelse af usunde slankekure er et overstået kapitel i dansk eliteidræt.

Men i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade er vi alvorligt bekymrede for de unge mennesker, der befinder sig i subeliten. Det vil sige atleterne på niveauet under eliten, som kæmper for at rykke op i eliteklassen. 

Pres fra trænere kan udløse en spiseforstyrrelse

I slutningen af 2022 dokumenterede Syddansk Universitet i en undersøgelse lavet for DIF og Team Danmark, at op mod hver tredje subelite-atlet har symptomer på en spiseforstyrrelse. Omfanget af spiseforstyrrelser er lavere blandt de eliteatleter, der har deltaget i undersøgelsen, og det tyder derfor på, at spiseforstyrrelser er mere udbredt i sub-eliten end i elitesport.

Blandt atleterne er de mest hyppige symptomer på spiseforstyrrelse restriktiv spisning, angst for vægtøgning, kropsutilfredshed og tvangsmotion. Flere af atleterne peger på, at en kropslig sammenligningskultur, hvor atletiske og slanke kropsidealer bliver idylliseret af blandt andet trænere, vægtkriterier og kommentarer om krop og vægt kan være udløsende faktorer for en spiseforstyrrelse.

Samtidig mener 61 % eliteatleterne og 64 % af sub-eliteatleterne, at presset fra trænere og andre i træningsmiljøet kan være med til at udløse en spiseforstyrrelse eller træningsafhængighed.

Idrætten må gøre op med tabu omkring spiseforstyrrelser

Når atleterne spørges til, hvordan spiseforstyrrelser blandt atleter kan forebygges, peger de på, at trænerne skal uddannes bedre i at forebygge og håndtere spiseforstyrrelser. De peger også på, at der er behov for handlingsplaner i organisationerne, så alle ved, hvad der skal gøres, når en atlet udvikler symptomer på en spiseforstyrrelse.

Begge indsatser er jeg helt enig i. Alle idrætsorganisationer med professionelle og semi-professionelle atleter bør sikre, at deres trænere – frivillige så vel som ansatte – uddannes i at identificere og håndtere spiseforstyrrelser på et tidligt tidspunkt. Samtidig bør det stå klart for alle ansatte, frivillige og atleter, hvordan en atlet får hjælp, når tegn på spiseforstyrrelser begynder at melde sig. Det er i den forbindelse afgørende, at alle organisationer gennemgår deres procedurer og luger ud i den praksis, som kan være med til at udløse en spiseforstyrrelse. Det gælder fx fælles vejninger, stort vægtfokus og krav om hurtige vægttab. 

I undersøgelsen svarer knap hver tredje atlet, at spiseforstyrrelser er tabubelagte i deres sportsgren. Det vidner om en meget stor gruppe sportsudøvere, der ikke oplever, at de kan sige højt, hvis de får et usundt forhold til kost, træning og deres krop. Derfor skal ledelse og trænere gøre det helt klart, at spiseforstyrrelser er et problem, der forebygges og løses i fællesskab. Her vil en handlingsplan være et godt redskab.

Desuden mener vi, at der bør indføres regelmæssige screeninger af atleterne – især i de sportsgrene, hvor vægt og kropsbygning spiller en stor rolle for præstationen.

Andre brancher og foreninger har formaliserede indsatser mod spiseforstyrrelser

I modebranchen har de store danske modelbureauer valgt at tage deres ansvar alvorligt og indgået et etisk charter. Som en del af samarbejdet kommer særligt de unge modeller forbi os til en screening, inden de træder op på catwalken under modeugerne i København.

Gennem 4player har vi et lignende samarbejde med Spillerforeningen, Håndbold Spiller Foreningen og Danske Elitesportsudøveres Forening, hvor vi har undervist og rådgivet foreningerne i deres forebyggende arbejde. Samtidig kan atleterne fra de tre foreninger komme til samtaler hos os, hvis trænere eller andre omkring dem er bekymrede. Vi oplever en stor værdi i, at støtten til modellerne og atleterne foregår udenfor organisationerne, så de ikke behøver frygte, at det, de fortæller, kan få sportslige konsekvenser for dem.

Et lignende samarbejde ville være oplagt for idrætsorganisationerne, for det er ikke atleternes ansvar alene at håndtere spiseforstyrrelser. Mange idrætsorganisationer er i gang med at gøre op mod fortidens synder, og jeg tror på, at næste generation af elitesportsudøvere vil møde en kultur, hvor mistrivsel og spiseforstyrrelser tages mere alvorligt.

Men idrætten er ikke i mål, og især subeliten skal der mere fokus på ude i organisationerne. Vi hjælper meget gerne med den vigtige opgave.