Nyhed

Undervisning om kropsidealer giver flere elever lyst til at spise frokost i skolen

Workshop om kropsidealer gør elever gladere for at spise frokost i skolen og gå i bad efter idræt. Sådan lyder en af konklusionerne i en midtvejsevaluering af projektet Spejlven.

Spejlven-illustration

”Vi lærte, hvordan det er godt ikke at sammenligne sig med andre, og man skal være glad for sin egen krop. Vi lærte at tænke, at alle de modeller, man ser på internettet, ikke er ’rigtige’.” Sådan fortæller en af de 6. klasse-elever, der har haft besøg af projektet Spejlven.

Med Spejlven ønsker Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og Anti Doping Danmark at øge trivsel, kropstilfredshed og selvværd blandt elever i 6. klasse rundt i landet. Projektet gennemføres med støtte fra Nordea-fonden og Sundhedsdonationer fra Sygeforsikringen "danmark".

Det var godt, at der var fokus på, at vi alle er forskellige og alligevel meget ens. Især afsnittet om kropsidealer gav stof til eftertanke hos mange af børnene.
Klasselærer

Fra starten af 2022 til midten af 2023 deltog 109 6. klasser fordelt på 42 skoler med i alt 2.725 elever i projektet. Alle workshops afholdes klassevis og fokuserer på temaer som kropsidealer, bad efter idræt og ”sundt” versus ”usundt”. Udover eleverne i 6. klasse er indsatsen også målrettet skolelærere, idrætstrænere, forældre, fitnesspersonale og andre voksne omkring børnene. Projektet fortsætter til slutningen af 2024.

42 % af eleverne angiver, at de efter deltagelse i workshoppen har fået mere lyst til spise frokost i skolen, og 32 % angiver at have fået mere lyst til at gå i bad efter idræt. Derudover giver størstedelen af eleverne udtryk for, at workshoppen er sjov og spændende, og at de har fået ny viden.

88 % af elever, der har deltaget i en Spejlven-workshop, er enige i, at de har lært mere om, at deres kroppe forandres på forskellige tidspunkter og på forskellige måder. 9 % er hverken eller, mens 3 % er uenige. 74 % er enige i, at de har lært mere om, at det, de ser på sociale medier, kan påvirke, hvordan de ser på deres egen krop. 18 % er hverken eller. 8 % er uenige. 85 % af eleverne er enige i, at de har lært mere om, at kroppe ser forskellige ud. 12 % er er hverken eller, mens 3 % er uenige

Børn og unges kropsidealer sættes på dagsordenen

Udenfor klasseværelset sætter vi især fokus på voksnes ansvar for at forebygge kropsutilfredshed blandt børn og unge. Flere landsdækkende medier har i løbet af projektet fx lavet historier om, at stadig færre børn og unge går i bad efter idræt. Tre kampagnevideoer er desuden blevet vist over 200.000 gange og delt over 15.000 gange blandt andet af Dansk Håndbold, Danmarks Idrætsforbund og Dansk Boldspil-Union. På Folkemødet i 2023 afholdt vi en velbesøgt debat med titlen Til kamp mod kropsskam og kropshad med deltagelse af blandt andet Danmarks Lærerforening og Danske Skoleelever.

Sammen med Skole-OL under Danmarks Idrætsforbund har Anti Doping Danmark udviklet undervisningsmateriale om kropslig trivsel med afsæt i temaerne i Spejlven. Materialet har til formål at styrke elevernes tryghed i egen krop og bevægelsesglæde.

Samtidig har vi i Spejlven udviklet e-læringsmateriale til trænere i idrætsforeninger og til fitnesspersonale. Danmarks Idrætsforbund bruger materialet i deres online oplæring af børne- ungetrænere, mens materialet til fitnesspersonalet er til rådighed for fitnesscenter og –uddannelser.

Spejlven

Indsatsen er bygget op om følgende fire hovedelementer:

  1. To-timers workshop for elever i 6. klasse
  2. Supplerende undervisningsmateriale målrettet elever i 6. klasse
  3. To-timerskursus for tværprofessionelle fagpersoner
  4. Temamøde for forældre til elever i 6. klasse

Udover de fire hovedelementer har vi udviklet:

  • E-læringsprogrammet ’Unge, krop og trivsel’ til trænere i børne/unge-idræt
  • E-læringsprogrammet ’Sunde træningsmiljøer, forebyggelse af fitnessdoping og spiseforstyrrelse’ til fitnesspersonale og fitnessuddannelser
Spejle

Mange børn og unge er så optaget af fejl og mangler ved deres krop og udseende, at det går ud over deres trivsel. På denne side kan du som voksen få gode råd til, hvad du kan gøre for at give børn sunde kropsidealer.