BED'en var min redningsbåd. Hvis de tog den fra mig, hvad havde jeg så tilbage?

Allerede som barn oplevede jeg et stort behov for at finde kontrol gennem maden. Der var ikke altid penge eller overskud til at handle ind i min familie, og derfor blev det at skaffe mad et omdrejningspunkt for mig i en tidlig alder.

Mine forældre blev skilt da jeg var et halvt år gammel, min mor kæmpede med depression og min far var alkoholiker. Jeg bekymrede mig meget om min far, når jeg var hos min mor – hvad sker der med ham nu? Er han fuld? Kan han passe på sig selv?

Min mor blev gift igen, men også det forhold gik i stykker. Jeg kan huske en episode, hvor hele familien var samlet til en slags krisemøde, fordi min mor havde været sin nye mand utro. Jeg blev trukket ind foran hele forsamlingen og skulle bekræfte, at jeg havde set hendes affære nøgen i vores hjem. I det øjeblik følte jeg, at det hele var min skyld, at vores liv blev ændret i det sekund på grund af mig.

Det var med andre ord en kaotisk barndom, og jeg oplevede ikke ret meget kærlighed fra de voksne. Jeg havde brug for at finde en eller anden form for kontrol, og det fandt jeg i maden. Derudover blev mad et symbol på kærlighed for mig. Som barn når jeg var hjemme hos min far, sørgede han altid for, at der var masser af mad, og det var for mig et udtryk for hans kærlighed.

På efterskolen bredte BED’ens vinger sig for alvor ud  

Da jeg var omkring 13 år, tog jeg på en gymnastik- og idrætsefterskole. Jeg tror, jeg vejede 97 kg. på det tidspunkt, og det anså lærerne som alt for meget. De ville rigtig gerne fikse mig ved at sende mig i motionscenter og holde øje med mig ved bordet, når jeg spiste. Deres kontrol gjorde, at BED’en for alvor begyndte at stikke sit hoved frem og diktere mit liv. Det fik mig til at føle, at jeg ikke var god nok, at jeg var forkert, fordi min krop så anderledes ud, og at jeg ikke var lige så god som de andre, fordi jeg var tyk.

Da jeg kommer hjem fra efterskolen, genopstår problemet med, at der ikke var mad i huset. Jeg fandt hurtigt en anden måde at få ro på. Jeg begyndte at komme i det helt forkerte selskab, hvor jeg begyndte at ryge hash og tage en masse stoffer, simpelthen for at lukke systemet ned og føle mig accepteret af et fællesskab, selvom det ikke var godt for mig.

Der var et lys, der tændte inde i mit hoved 

I 2019 begynder jeg at lave min dokumentar ‘Nadja og de 170 kg.’ sammen med TV2, og der sender tilrettelæggeren mig et link til en youtube-video. Det var en amerikansk dokumentar om en mand, der har BED, og hvordan han bruger maden som kontrol. Han fortæller bl.a., at da han var barn, lavede hans mor peanut butter sandwiches til ham, og for ham var det et symbol på hendes kærlighed, selvom hun egentlig ikke var kærlig over for ham. Det var som om, der bare var et lys, der tændte inde i mit hoved. Jeg kunne genkende mig selv i den historie, han fortalte om, hvordan han brugte mad som en coping mekanisme. Det er første gang, jeg hører om BED og bliver bevidst om, at det måske er det, jeg kæmper med.

Det var en stor lettelse at finde ud af. Og jeg sad med en følelse af, at “jeg vidste det bare”. Jeg vidste bare, at det ikke handlede om, at jeg var dum, doven eller ikke kunne finde ud af at spise og motionere. Jeg har jo forsøgt at tabe mig 1000 gange, og jeg har hele tiden siddet med den her tanke omme i baghovedet om, at der var noget andet på spil, og nu fandt jeg endelig ud af, hvad det var. Det gav mig også håb for, at jeg kunne gøre noget ved det og rent faktisk få det bedre.

Min tilrettelægger finder ud, af der er et behandlingstilbud i Herning og spørger mig, om jeg kunne være interesseret i det. Det er jeg jo selvfølgelig, men jeg er også bange for at starte. Jeg vil gerne blive fri af BED’en, men det har også været min redningsbåd i så mange år. Det føltes som om, at hvis jeg skal slippe den her båd, så kan jeg jo ikke overleve. Hvad har jeg så tilbage? Men jeg vidste godt, at det ikke kunne fortsætte, så i slutningen af 2019 starter jeg i en BED-gruppe. Det var rart at være en del af et fællesskab og finde ud af, at jeg ikke var alene, og at der var andre, der havde det på præcis samme måde som mig.

Behandlingen bestod af 20 ugers gruppeterapi, en gang om ugen i ca. fire timer. Vi startede med at blive vejet, så var der fri snak, hvor man kunne dele det, man havde brug for, efterfølgende gennemgik vi vores maddagbøger og sluttede af med at spise frokost sammen.

Jeg syntes, at vejningerne var træls for at bruge et godt jysk udtryk. Omkring tredje gang jeg var der, sagde jeg til dem, at de gerne måtte veje mig, men jeg ville ikke vide, hvad der stod. Jeg ville ikke vide, hvad jeg vejede, fordi jeg kunne mærke, at det hurtigt blev et omdrejningspunkt i gruppen. Hvis man havde taget på, var man slet ikke til stede i terapien, og hvis man havde tabt sig, blev det lidt en succes.

Det var en kæmpe befrielse, at jeg ikke skulle bryde mit hoved med, om jeg havde taget på eller tabt mig, fordi jeg vidst jo godt, at det ikke var det, det handlede om. Og jeg har faktisk ikke vejet mig siden.

Sundhed er blevet en kapital 

I dag har jeg styr på min BED, og jeg har ikke længere et behov for overspisninger, som jeg tidligere har haft. Jeg ved, at hvis jeg mærker en trang til at gå ud i køkkenet og smøre en mad med alt muligt på, begynder mine alarmklokker at ringe, og jeg skal prøve at finde ud, hvad det handler om, og hvad der ligger bag den trang. Min BED kommer til at være en del af mig resten af mit liv, men det er jeg indforstået med – det frustrerer mig ikke mere end så meget andet.

Samfundet er også med til at holde den i live, fordi der er nogle strukturer, som gør, at man skal være stærk for at stå imod. Man kan jo fx tænke på den nye vægttabsmedicin, som fylder rigtig meget lige nu. Det kan virkelig tricke mig, så jeg tænker, jamen burde jeg også bruge det?

Selvom jeg har lavet en dokumentar om min BED, bliver jeg stadig mødt af folk, der simpelthen ikke tror på, at jeg har en spiseforstyrrelse. Altså de mener, at jeg jo bare kan tage mig sammen. Det siger noget om, hvordan spiseforstyrrelser og overvægt stadig er tabuiseret i vores samfund.

Sundhed er også blevet en kapital i dag, særligt fysisk sundhed. Hvis du ikke er fysisk sund, er du ikke lige så god som de andre. Men vi snakker ikke lige så meget om mental sundhed, måske fordi vi har svære ved at definere det, og regne ud hvordan vi opnår det. Det er svært at acceptere, synes jeg, fordi mental sundhed er i min optik mindst lige så vigtig som fysisk sundhed, hvis ikke vigtigere. Hvis du får en fysisk diagnose, kan du også have brug for at være mental robust. For mig handler det om, at de to ting skal være i balance.