Forskningsprojekt: Mentalt helbred blandt unge med BED

BED/tvangsoverspisning begynder typisk i teenage- eller ungdomsårene, men forskning om BED blandt unge er stort set ikke-eksisterende. Sammen med to forskere vil Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade derfor undersøge, hvordan det ser ud med det mentale helbred blandt danske unge med BED eller symptomer på BED.

Projektperiode: Aug. 2021 – jun. 2024

BED er en invaliderende og alvorlig spiseforstyrrelse. Sundhedsstyrelsen estimerer, at 40.000 – 50.000 voksne lider af BED, som dermed er den mest udbredte spiseforstyrrelse i Danmark. Hovedparten af den forskning, der findes om BED, er lavet blandt voksne, og vi mangler derfor i høj grad viden om unge med BED.

Hvad ved vi allerede?

Et nyt dansk studie viser, at 2,6 % af 16-17-årige har symptomer svarende til en BED-diagnose. Ca. tre ud af fire er piger. Studiet viser også, at en større andel af de unge med BED har lavt selvværd og høj kropsutilfredshed sammenlignet med unge uden BED.

International forskning viser, at mange voksne med BED har nedsat livskvalitet, selvmordstanker og selvskadende adfærd. Dette er endnu ikke blevet undersøgt blandt unge med BED.

Nogle unge har færre overspisninger eller har haft overspisninger i en kortere periode, end man skal have for at leve op til diagnosekriterierne for BED. Det går i den internationale litteratur under betegnelsen subthreshold BED (SBED).

Undersøgelser peger på, at unge med SBED oplever de samme fysiske og psykiske symptomer, som unge med BED. Det giver anledning til at undersøge det mentale helbred blandt unge med SBED såvel som unge med BED.

Formålet med undersøgelsen

Formålet er, at:

  • Estimere, hvor mange danske unge, der har SBED
  • Undersøge det mentale helbred blandt unge med BED og SBED sammenlignet med unge uden BED, herunder forekomsten af selvskadende adfærd
  • Undersøge sammenhængen mellem mistrivsel og senere udvikling af BED

Foreløbige fund

Første del af forskningsprojektet har vist, at 2,7 % af danske 16-17-årige har SBED. Det vil sige, at de har symptomer på BED uden at leve op til alle diagnosekriterier. Ligesom ved BED er der lidt flere piger end drenge med SBED. Omkring hver tredje med SBED er dreng. 

Et andet fund fra projektet drejer sig om trivsel og mentalt helbred blandt de unge, som har symptomer på BED og SBED. Resultaterne viser, at denne gruppe unge mistrives i højere grad end deres jævnaldrende. De har blandt andet flere symptomer på depression, lavere livskvalitet og langt flere har selvmordstanker. 

Samtidig viser resultaterne, at uanset om de unge lever fuldt ud op til diagnosen for BED, eller om de kun lever op til nogle af diagnosekriterierne, så har de et dårligere mentalt helbred end deres jævnaldrende. 

Her kan du læse forskningsartiklen i International Journal of Eating Disorders.

Måling af mentalt helbred

Mentalt helbred kan måles på mange forskellige måder. I denne undersøgelse vil vi måle mentale helbredsproblemer ved hjælp af forskellige skalaer og indikatorer. Vi vil blandt andet undersøge, om de unge har depressive symptomer, selvskadende adfærd, selvmordstanker eller har forsøgt at begå selvmord.

Vi vil også måle deres sundhedsrelaterede livskvalitet på en skala bestående af 10 spørgsmål, fx ”Tænk på den seneste uge – har du været ensom? Har du klaret dig godt i skolen?”.

Vi vil også måle de unges bekymringer om deres vægt, og i hvilken grad den påvirker deres selvværd.

Målet med undersøgelsen

Viden om unge med BED er altafgørende for den fremtidige planlægning og organisering af forebyggelsesinitiativer, tidlig opsporing og behandling af spiseforstyrrelsen. Målet med undersøgelsen er først og fremmest at skabe ny viden om symptomer på BED blandt unge, men også at brede denne viden ud til relevante fagpersoner, beslutningstagere og politikere.

Resultaterne vil derfor blive publiceret i et videnskabeligt tidsskrift og præsenteret i relevante fagblade og nyhedsmedier. Der vil også blive afholdt en konference, hvor resultaterne bliver præsenteret.

Om undersøgelsen

Forskningsprojektet gennemføres sammen med Else Marie Olsen, seniorforsker og ledende overlæge ved Center for Spiseforstyrrelser, Psykiatrisk Center Ballerup, og Katrine Strandberg-Larsen, lektor, afdeling for epidemiologi, Københavns Universitet. Det er et kvantitativt studie, hvilket vil sige, at undersøgelsen bygger på spørgeskemadata samt registerdata, fx fra Landspatientregistret. 

Referencer

Olsen, E. M., Koch, S. V., Skovgaard, A. M., & Strandberg-Larsen, K. (2021). Self-reported symptoms of binge-eating disorder among adolescents in a community-based Danish cohort—A study of prevalence, correlates, and impact. International Journal of Eating Disorders, 54(4), 492–505. https://doi.org/10.1002/eat.23458

Micali, N., Solmi, F., Horton, N. J., Crosby, R. D., Eddy, K. T., Calzo, J. P., Sonneville, K. R., Swanson, S. A., & Field, A. E. (2015). Adolescent Eating Disorders Predict Psychiatric, High-Risk Behaviors and Weight Outcomes in Young Adulthood. Journal of the American Academy of Child and Adolescent Psychiatry, 54(8), 652-659.e1. https://doi.org/10.1016/j.jaac.2015.05.009

Stice, E., Marti, C. N., Shaw, H., & Jaconis, M. (2010). 8-year natural history of ED. 118(3), 587–597. https://doi.org/10.1037/a0016481.An

Swanson, S. A., Crow, S. J., Le Grange, D., Swendsen, J., & Merikangas, K. R. (2011). Prevalence and correlates of eating disorders in adolescents: Results from the national comorbidity survey replication adolescent supplement. Archives of General Psychiatry, 68(7), 714–723. https://doi.org/10.1001/archgenpsychiatry.2011.22