Midtvejsevaluering: Indsats mod spiseforstyrrelser

I 2018-2021 tilbyder Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade behandling af milde til moderate symptomer på anoreksi og bulimi. Målet er at behandle spiseforstyrrelsen, inden den udvikler sig og bliver behandlingskrævende i psykiatrisk regi. Midtvejsevalueringen viser, at deltagerne i de første fire behandlingsgrupper oplever reducerede spiseforstyrrelsessymptomer og forbedret trivsel.

Midtvejsevalueringen viser, at deltagerne opnår en statistisk signifikant reduktion af spiseforstyrrelsessymptomer i løbet af behandlingsforløbet. Den største forbedring ses på restriktion og spisebekymring, men figur- og vægtbekymring reduceres også. Derudover opnår deltagerne en signifikant forbedring af deres generelle trivsel. Mange deltagere giver udtryk for, at behandlingen har givet dem større indsigt i spiseforstyrrelsen og redskaber til at stå op imod den, herunder nye strategier til at håndtere svære følelser.

Der gennemføres et pårørendeseminar sideløbende med behandlingen. Efter behandling oplever deltagerne en forbedret relation til deres pårørende. De føler sig mindre alene og oplever større forståelse for deres situation.

Midtvejsevalueringen bygger på data fra spørgeskemaer, som deltagerne udfylder ved opstart og afslutning af behandlingen. Datagrundlaget udgøres af 20 deltagere. Evalueringen er gennemført af vores videnscenter, Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Projektet og evalueringen er finansieret af
Sundhedsstyrelsens pulje til "Styrket indsats for mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade" – delpuljen om kapacitetsudvidelse, satspuljen 2018-2021.

Pige sidder med hovedet mellem knæene

Kontakt

Projektleder i videnscentret (hun/hende)
5117 7589