Unges forhold til krop, motion og sundhed

Børnerådet har foretaget en spørgeskemaundersøgelse af unges forhold til krop, motion samt fysisk og mental sundhed. Undersøgelsen viser blandt andet, at 54% af de unge udviser et eller flere symptomer på en spiseforstyrrelse, og andelen af piger (63%) er større end drenge (46%). Der ses endvidere en sammenhæng mellem symptomer på risikoadfærd for en spiseforstyrrelse og ensomhed.

Derudover viser undersøgelsen, at flere unge piger end drenge tænker over deres vægt, og at der er en klar sammenhæng mellem tanker om egen vægt og mistrivsel. Ligeledes fremgår det, at unge piger typisk er mere utilfredse med deres krop end drenge, hvor 23% af pigerne er utilfredse eller meget utilfredse med deres krop, mens tilsvarende tal er 8% for drenge. Under halvdelen af de unge oplever, at de har nogen, de kan tale åbent og ærligt med om deres forhold til deres krop.

Spørgeskemaundersøgelsen fandt sted i perioden september-november 2018, og er foretaget blandt 1659 elever i 9. klasse.