Når børn og unge stopper med at spise, skal hjælpen være klar

Indlægget er skrevet af Laila Walther, direktør for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, og blev bragt i Politiken 2. oktober 2023

”Efter mit sidste afslag på hjælp tabte jeg 40 kg på syv måneder. Min krop var så udsultet og afmagret, at jeg var i højrisiko for at få hjertestop. Jeg var så synligt syg, at man ikke længere kunne forsvare ikke at give mig hjælpen.”

Sådan fortæller Sara, som blev afvist flere gange i kommunen og psykiatrien, før hun blev så syg med anoreksi, at hun skulle tvangsindlægges. I dag har hun det bedre, men som hun selv spørger: Hvorfor skulle hun blive så syg? Hvorfor blev hun ikke taget alvorligt, da hun selv rakte ud efter hjælpen?

I vores rådgivning får vi ofte henvendelser fra børn og unge, der oplever tegn på spiseforstyrrelser. De har selv lagt mærke til, at tankerne om mad, krop og vægt er begyndt at fylde for meget - og deres forældre er også bekymrede. Nogle har været hos lægen og er blevet sendt hjem med besked om, at det ikke er psykiatrien, de har brug for. Men problemet er, at lægerne ofte ikke har andre steder at sende dem hen. Det er enten psykiatrien eller ingenting.

Det er selvfølgelig ikke alle børn og unge med forstyrret spisning eller tvangspræget motion, som ender med en alvorlig spiseforstyrrelse, men de har alle brug for støtte til at komme tilbage i trivsel. Og for dem, der udvikler en spiseforstyrrelse, kan den manglende hjælp få alvorlige konsekvenser. Vi ved, at jo tidligere der sættes ind over for en spiseforstyrrelse og den mistrivsel, der ligger bag, jo mindre skal der til for at komme i trivsel igen. Når først en spiseforstyrrelse får fat, kan det tage flere år med psykiatrisk behandling at komme ud af den igen.

Derfor mener vi i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, at ingen, der henvender sig med bekymring om en begyndende spiseforstyrrelse, skal opleve at blive sendt hjem med beskeden om, at de ikke er syge nok. I stedet skal de og deres forældre og andre tætte pårørende straks have støtte til at håndtere symptomerne og den mistrivsel, der ligger bag.

Sådan er det ikke i dag. Men løsningen kan være lige rundt om hjørnet, hvis Folketinget, regeringen, regionerne og kommunerne har viljen til det. For et år siden vedtog et bredt flertal i Folketinget en plan for psykiatrien, som nu er ved at blive konkretiseret.

En arbejdsgruppe er i gang med at skitsere en helt ny indgang i kommunerne, som skal gribe unge i mistrivsel. Ambitionen er, at det skal være et lettilgængeligt, ensartet tilbud af høj faglig kvalitet på tværs af kommuner. Lykkes projektet, kan det blive løsningen, der sikrer, at børn og unge med begyndende spiseforstyrrelser ikke skal igennem årevis af indlæggelser i psykiatrien, men at de kan få den rette hjælp langt tidligere i deres forløb i stedet for at vente på, at de bliver så syge, at kun psykiatrien kan hjælpe dem.

Det kræver dog, at tilbuddet skrues sammen, så hjælpen kommer hurtigt, og at det bemandes af kvalificerede medarbejdere, der har mulighed for at bruge den nødvendige tid med den unge. Symptomer på en begyndende spiseforstyrrelse kræver fx specialiseret forståelse for, hvordan du kan motivere et ungt menneske til at gå op imod en spiseforstyrrelse. Det er ikke noget, alle psykologer kan, så de faglige krav skal være høje, for at tilbuddet reelt kan udfylde det hul, der i dag er i det offentlige sikkerhedsnet under børn og unge i mistrivsel.

Samtidig skal Folketinget i lovgivningen slå helt fast, at det er en skal-opgave for kommunerne, og der skal følge penge med. I dag er det alt for uklart, hvem der har opgaven, og hvad der forventes. Derfor kan både kommuner og regioner sige til børn og unge, som helt åbenlyst har brug for hjælp, at de ikke har noget tilbud til dem.

I sidste uge talte vi med Anne Dorte, som husker, hvordan familiens læge ringede rundt, fordi hun ikke vidste, hvem der kunne hjælpe Anne Dortes datter, da hun som 11-årig stoppede med at spise.

Jeg håber, at regeringen, Folketinget, regionerne og kommunerne er enig med mig i, at det skal ingen forældre opleve, når de står med et barn, der viser tegn på en spiseforstyrrelse. Der skal være et kvalificeret tilbud til dem, og alle praktiserende læger og medarbejdere i kommuner og regioner skal vide, hvor de skal sende de unge hen.

Hvis du er enig med mig, vil jeg opfordre dig til at gå ind på vores hjemmeside, spiseforstyrrelse.dk, og skrive under på vores manifest for ungdomsliv uden spiseforstyrrelser.