Debat

Hvad så nu?

Der er forskellige oplevelser af, hvor meget hjælp der er at hente i overgangen mellem behandling for en spiseforstyrrelse i psykiatrien og til rehabilitering i kommunen. Det kan der være mange årsager til, siger Laila Walther, direktør for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Laila Walther

Ingen mennesker er ens, og derfor vil der altid være individuelle forskelle fra den ene patient/borger til den anden, som har betydning for overgangen.

Det ændrer dog ikke på, at vi alt for ofte hører, at alt for mange mangler hjælp til at komme godt fra den ene instans til den anden, hvilket tyder på, at overgangen ikke altid fungerer efter hensigten. Det kunne give anledning til at se nærmere på, om der er organisatoriske eller strukturelle forhindringer, der med fordel kan justeres, så ingen skal opleve at stå alene i den sårbare overgang, som fx Birgits datter gør.

I forlængelse heraf er det værd at bemærke, at der tegner sig et klart billede af, at et tæt samarbejde mellem behandling og rehabilitering virker for både fagpersoner og de ramte.

Spiseforstyrrelsesafsnittet på Psykiatrisk Center Ballerup har en velafprøvet samarbejdsmodel med tre kommuner, men der er 29 kommuner i Region Hovedstaden. Der bør være samarbejdsmodeller mellem afsnit for spiseforstyrrelser og alle relevante kommuner – i hele landet.

Det er alt andet lige en klar fordel, at alle parter mødes og arbejder tæt sammen om og med den enkelte patient/borger.

I Sønderborg Kommune har de valgt at prioritere området og lave et særligt set up med et specialuddannet spiseforstyrrelsesteam, der arbejder tæt sammen med behandlingssystemet – vel at mærke med færre genindlæggelser til følge.
 Laila Walther, direktør for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Samarbejdet på tværs af sektorer – region, kommune og almen praksis – er beskrevet i Sundhedsstyrelsens nye anbefalinger til behandling af spiseforstyrrelser, hvor der også vejledes i opgaver og fordeling af ansvar mellem sektorerne. Anbefalingerne lægger sig op ad Sundhedsaftalerne, der er indgået mellem regioner og kommuner, og som blandt andet har til hensigt at sikre koordinerede udskrivningsforløb til gode for de ramte.

På baggrund af de praktiske erfaringer, der beskrives i temaartiklerne, og de nævnte anbefalinger og aftaler vil vi stærkt opfordre til at etablere et samarbejde mellem sektorerne, hvor det ikke allerede findes. Spiseforstyrrelser er et lille speciale, men ikke desto mindre et tungt område både samfundsøkonomisk og personligt for de ramte og deres pårørende.

Derfor vil det være en fordel for primært mindre kommuner at gå sammen og i fællesskab etablere specialiserede rehabiliteringstilbud og i det hele taget forene kræfterne på området. Det er ikke utænkeligt, at Sønderborgs model vil kunne fungere på tværs af kommunegrænser.

For større kommuners vedkommende kunne det være givtigt at se organiseringen af samarbejdet efter i sømmene og måske lade sig inspirere af PCB´s samarbejdsmodel.

Alt i alt handler det om at have en helhedsorienteret tilgang til dem, det hele handler om – nemlig patienterne/borgerne – og at instanserne koordinerer indsatsen så tidligt i forløbet som muligt, så ingen oplever at falde imellem to stole. Manglende samarbejde og koordinering øger risikoen for genindlæggelser og forlængede forløb, og det er en alt for høj pris at betale.
Laila Walther, direktør for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade
Emne