10-årsplan for psykiatrien

Psykiatrien har brug for store politiske ambitioner og seriøse investeringer

LMS opfordrer Folketinget til at lytte til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, når den længe ventede 10-årsplan for psykiatrien skal forhandles på plads.

Laila Walther

Sundhedsstyrelsen er netop kommet med sit faglige oplæg til den længe ventede 10-årsplan for psykiatrien. LMS, LMS, er enig i de udfordringer, styrelsen peger på, men understreger, at det vil kræve kæmpe politiske ambitioner og seriøse investeringer at gøre planerne til virkelighed.

”Sundhedsstyrelsen peger på en lang række problemer og mangler i psykiatrien i dag, og vi kan genkende dem alle fra vores arbejde med patienter med spiseforstyrrelser og selvskade og deres pårørende. Blandt andet er det afgørende, at samspillet mellem kommuner og psykiatrien bliver meget bedre, og at der bliver sat langt tidligere ind, når børn og unge viser tegn på psykiske lidelser,” siger Laila Walther, direktør i LMS, LMS.

Hun tilføjer:

”Styrelsens oplæg viser med al tydelighed, hvor underprioriteret og underfinansieret psykiatrien har været de seneste årtier, og at der derfor er brug for et massivt og ambitiøst løft for at sikre en ordentlig behandling til alle dem, der lider af psykiske sygdomme.”

LMS opfordrer Folketingets partier til at lytte til Sundhedsstyrelsens anbefalinger og sørge for, at planerne er velfinansieret.

”Hvis det skal lykkes at skabe et velfungerende offentligt psykiatrisk behandlingssystem, kræver det politisk vilje – ikke mindst til at finde de nødvendige ressourcer. Det er ikke muligt at løse de massive udfordringer på området med de midler, der i dag er i psykiatrien,” siger Laila Walther.

Fem afgørende skridt til bedre behandling til mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade

LMS peger på fem områder, der især vil være afgørende for at forbedre behandlingen til mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade:

  • Forbedre samarbejdet mellem kommuner og regioner
  • Mere fleksibilitet i behandlingen
  • Tidligere indsatser for at opspore og behandle børn og unge med risiko for at udvikle spiseforstyrrelser eller selvskade
  • Mere viden om, hvilke behandlingsformer der virker
  • Bekæmpe stigmatisering og diskrimination

Folketinget forventes at forhandle en 10-årsplan på plads i løbet af foråret.

Emne

Kontakt

Direktør (hun/hende)
4045 2370
Kommunikations- og fundraisingchef (hun/hende)
5117 7578