Psykiatriplan skal lukke kløften mellem kommunerne og regionerne

Af Laila Walther, direktør for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, Jane Alrø Sørensen, generalsekretær i Bedre Psykiatri, og Ditte Brøndum, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.

Indlægget har været bragt i Politiken. Læs indlægget på Politikens hjemmeside.

En ung kvinde på 21 med anoreksi udskrives, fordi hun ikke længere har en faretruende lav vægt. Hun kontakter kommunen, for hun ved godt, at hun har brug for hjælp til den fortsatte kamp imod spiseforstyrrelsen. Der går en måned, før kommunen er klar med et tilbud. På den måned når hun at tabe 10 kilo og bliver akut genindlagt.

Vi hører ofte fra unge og voksne, der står i situationer som kvinden i eksemplet. De falder ned i kløften mellem region og kommune, når de ikke længere er akut syge nok til psykiatrien, men ikke raske nok til at klare hverdagen selv uden at blive mere syge. For et menneske, der har brug for hjælp til at genfinde fodfæste i livet, er det afgørende, at kommunen står klar med den nødvendige støtte efter udskrivning fra enten indlæggelse eller ambulant behandling i psykiatrien. I dag er det uklart, hvem der har ansvaret for overgangen, og derfor åbner en dyb kløft sig for mange mennesker med psykisk sygdom.

I vinter slog Sundhedsstyrelsen da også fast i sit grundige oplæg til en tiårsplan for psykiatrien, at der på grund af en uafklaret ansvarsfordeling opstår ”et meget usammenhængende forløb på tværs af kommune og sygehus”. Det er ikke nyt. Der har igennem mange år været diskussioner af, hvordan en bedre koordinering mellem kommuner og regioner kunne se ud.

Det er på tide, at vi finder løsningerne frem. Sundhedsminister Magnus Heunicke har lovet, at forhandlingerne om tiårsplanen for psykiatrien går i gang umiddelbart efter sommerferien.

Kun en plan, der reelt løfter kvaliteten og kapaciteten i psykiatrien er acceptabel, så det er en kompleks og udfordrende opgave, Christiansborgs partier står over for. Vi har ikke brug for lette kortsigtede løsninger. Vi har brug for, at der tilføres ressourcer og skabes rammer, der kan gøre op med den massive underprioritering, psykiatrien har været udsat for i årtier.

En af de største strukturelle udfordringer, der skal løses med planen, er den manglende sammenhæng mellem regionernes og kommunernes indsatser rettet mod borgere med psykiske lidelser. Kløften skal lukkes.
Det er kun de sværeste tilfælde af spiseforstyrrelser, der behandles på hospitalerne. De seneste år er indlæggelserne samtidig blevet kortere, og mange behandles ambulant i stedet for at blive indlagt. En ambulant behandling for en person, der er fyldt 18 år, består typisk af 1-2 samtaler hver uge, så en ung, der lige er flyttet hjemmefra, skal selv finde ud af at få livet til at hænge sammen resten af ugens mange timer. De mange timer er ofte ensomme og fyldt med rigtig svære tanker, hvor der er brug for hjælp og støtte til at få sociale kontakter, få spist og få styr på livet igen. Her mangler der ofte tilbud og sikring af, at der både fra region og kommune er støtte nok til den unge.

Vi ser i vores arbejde gang på gang eksempler på, at mennesker ikke får den støtte, de har brug for, fordi regioner og kommuner ikke taler sammen. En 19-årig mand udskrives fra en døgnindlæggelse på et afsnit for spiseforstyrrelser. Det besluttes, at han skal have ”en pause” fra indlæggelsen, og samme dag, som beslutningen træffes, udskrives han. Men afsnittet ved ikke, at han ikke længere har en lejlighed, og at han er blevet uvenner med sin mor. Så han udskrives de facto til hjemløshed, uden at kommunen er informeret.

Der er på flere områder i somatikken gode erfaringer med koordinatorer, der skal sikre samarbejdet mellem kommuner og regioner om den enkelte patient. Vi foreslår, at alle kommuner og regioner får psykiatrikoordinatorer, der har mulighed for at indgå forpligtigende aftaler på vegne af kommunen. For eksempel skal koordinatorerne kunne indgå aftale ved indlæggelse om, at kommunen stiller en bolig til rådighed, der står klar, når regionen gør klar til udskrivelse.

Koordinatorerne skal være den udstrakte og hjælpende hånd, som sørger for, at både personen med psykisk sygdom og pårørende tidligt i forløbet kontaktes og får knyttet en tillidsfuld kontakt til regionen og kommunen. Således skabes et tæt samarbejde mellem berørte, pårørende, psykiatri og kommune.

Samtidig med indførelsen af psykiatrikoordinatorer bør det ved udskrivning altid slås fast, hvem der har ansvaret for at sikre, at der er konkrete beskrivelser af tilbud klar for patienten. Det kan eksempelvis ske ved, at det skrives ind i lovgivningen, at ingen patient kan udskrives fra en psykiatrisk afdeling, uden der foreligger en klar beskrivelse af, hvem der har ansvaret for, at personen får den tilstrækkelige hjælp, og hvor han skal henvende sig for at få hjælpen. For ambulante indlæggelser bør der ligeledes være klare beskrivelser af ansvarsfordelingen mellem kommunerne og regionerne.

Men intet af det her kommer til at virke, hvis der ikke er tid, hænder og ekspertise til at håndtere mennesker med psykiske lidelser i både kommunerne og regionerne. Koordination, samarbejde og opbygning af tillid kræver tid, og det kræver prioritering.

Det er den store opgave, partierne og sundhedsministeren står over for, når de om lidt sætter sig til forhandlingsbordet for at lande en forhåbentlig ambitiøs og finansieret tiårsplan for psykiatrien.