Spiseforstyrrelser og recovery: Hvorfor bliver nogen raske?

Af Tine Pohl, cand.mag. i psykologi og sundhedsfremme og frivillig rådgiver i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Med tiden er der kommet flere tilbud og mere specialiseret behandling af spiseforstyrrelser. Alligevel er det kun omkring halvdelen af dem, der kommer i behandling, som bliver raske. Men hvad er det, der er lykkedes for dem?

For at undersøge det, har jeg spurgt eksperterne selv, nemlig de raskmeldte: Hvad var mest hjælpsomt i deres recovery-forløb, og hvad kunne have gjort, at de var kommet sig hurtigere over spiseforstyrrelsen?

Jeg interviewede 6 personer, der alle kan defineres som raske efter at have haft en spiseforstyrrelse. Det mest fremtrædende i svarene var, at raskhedsprocessen var tæt knyttet til ydre omstændigheder såsom positive livsbegivenheder, sociale relationer, behandling og strukturer i samfundet.

På tværs af disse kategorier spillede forståelse en stor rolle. Når de følte sig set, hørt, mødt og forstået, var det relateret til bedring. Når de derimod følte sig misforstået, overset eller forbigået, var det relateret til begrænsninger for bedring.

Støtte er essentiel, men ”man skal klare sig selv”

Alle informanterne peger på støttende, sociale relationer som vigtige betingelser for bedring, især fra forældre. Dog har 5 ud af de 6 informanter på hver deres måde oplevet, at deres forældre ikke opdagede spiseforstyrrelsen, ikke reagerede, ikke spurgte ind, ikke forstod, ikke tog det alvorligt eller ikke var støttende:

”De [mine forældre] var meget berøringsangste. Og det, tror jeg, gjorde det sværere at komme ud af. [...] de her negative tanker, som jeg tænker, de fleste med spiseforstyrrelse har om sig selv; at man dybest set er alene, og at man måske ikke er noget værd [...], og også at det er noget, man bør skamme sig over. Det er noget, man ligesom får bekræftet, når omverdenen ikke kan finde ud af at spørge ind.”

(Interview med anonym kvinde).

På den måde kan stigma og berøringsangst komme til at virke forstærkende på de plagsomme tanker, den berørte i forvejen kæmper med. For andre af informanterne fik manglende støtte og forståelse fra pårørende den betydning, at ”man skal klare sig selv”, hvilket var medvirkende til, at de ikke søgte hjælp.

Årsagen kan være løsningen

Professionel hjælp i form af behandling, terapi eller psykologsamtaler er noget, alle informanterne understreger som betydningsfuldt for deres recovery. Nøgleord i denne forbindelse er fx tryghed, tillid, respekt og samarbejde.

Desuden nævner de vigtigheden af at arbejde med det, der ligger bag spiseforstyrrelsen. Det kan forstås ud fra, at de hver især ser deres spiseforstyrrelse som en slags håndteringsstrategi, der blev udviklet for at håndtere en svær følelsesmæssig situation, hvor de følte sig alene uden andre muligheder.

Således fortæller 3 af informanterne, at da de endelig begyndte at arbejde med årsagen til spiseforstyrrelsen, løsnede de adfærdsmæssige symptomer automatisk op.

Dog har flere af informanterne ikke følt sig mødt i dette behov, men oplevet psykiatriske behandlinger, hvor der kun var fokus på vægtøgning og adfærdsregulering. Det betød, at det bl.a. var forbundet med stor ambivalens at komme i behandling og give slip på spiseforstyrrelsen.

For var der udelukkende fokus på at fjerne de adfærdsmæssige symptomer, risikerede de at stå alene tilbage med de bagvedliggende problemer uden en måde at håndtere dem på.

Samfundets forventninger til spiseforstyrrelser

Flere af informanterne har oplevet, at der både hos pårørende, i behandlingssystemet og samfundet er en ensidig måde at forstå spiseforstyrrelser på, som er præget af et kropsligt fokus, der ikke favner de mange nuancerede måder, spiseforstyrrelser kan komme til udtryk på.

Fx mener 2 af informanterne, at dokumentarfilm om spiseforstyrrelser ofte kun handler om at vise, hvor lidt vedkommende vejer, og hvor tynd vedkommende er. Samtidig findes der i diagnosesystemet specifikke kriterier for, hvor tynd eller hvor syg, man skal være for at få psykiatrisk behandling.

På den måde har mange af informanterne oplevet, at der var ydre forventninger til deres spiseforstyrrelse, som de enten ikke kunne eller ikke følte, at de kunne leve op til. Det har bl.a. forstærket den forkerthedsfølelse, som nogle af dem i forvejen døjede med.

Desuden har det betydet, at nogle af dem gik alene med spiseforstyrrelsen og havde det dårligt i mange år, hvor de tænkte, at de ikke var tynde nok eller syge nok til at få hjælp. Samtidig har det for flere bidraget til en forestilling om, at man kun er værdig (til at få hjælp), når man er tynd, hvilket har næret spiseforstyrrelsens ønske om vægttab.

Forståelse er kernen i recovery og et socialt ansvar

Der kan være mange årsager til, at der ikke er flere, der bliver raske fra en spiseforstyrrelse. Her har jeg peget på, at ydre omstændigheder kan virke fastholdende og forstærkende på spiseforstyrrelser og dermed være begrænsende for recovery. Jeg har også peget på forskellige muligheder for recovery, hvor det især er betydningsfuldt at blive opdaget, støttet, hjulpet og behandlet – at blive og føle sig forstået.

Nogle af informanterne fortæller, at de ville have ønsket, at der bare var én voksen, der havde turde spørge: ”Hvordan har du det egentlig?” og virkelig lyttet til svaret.

Så lad os prøve at forstå personer med spiseforstyrrelser, fremfor at prøve at forklare og kategorisere dem. I den forbindelse ser jeg en fælles samfundsmæssig opgave i at udbrede en mere nuanceret forståelse af spiseforstyrrelser, og at man kan have alvorligt brug for hjælp og støtte, uanset hvad man vejer.

Recovery er ikke kun en unik og personlig proces. Det er også social proces, der samtidig skal ses i forhold til de samfundsmæssige og strukturelle muligheder og begrænsninger, der er for at komme sig.

Tine Pohl er frivillig rådgiver i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og er selv blevet rask fra en spiseforstyrrelse. Hun har netop færdiggjort sit speciale om recovery fra spiseforstyrrelser, som er skrevet i samarbejde med Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade og Forskningsenhed for spiseforstyrrelser ved Psykiatrisk Center Ballerup.

Specialet er et kvalitativt socialpsykologisk studie, der kan bidrage til en udvidet forståelse af, hvordan nogen kommer sig over en spiseforstyrrelse, og hvilke muligheder og begrænsninger der kan være i den forbindelse.

Specialeundersøgelsen er en del af forskningsprojektet PROLED, som er et kontinuerligt opfølgningsstudie, der bl.a. har til formål at øge forståelsen for spiseforstyrrelser og recovery. PROLED-studiet udføres af Forskningsenhed for spiseforstyrrelser på Psykiatrisk Center Ballerup ved forskningsansvarlig overlæge Magnus Sjögren:

”I PROLED-studiet er vi interesserede i hele forløbet fra sygdom til raskmelding, både psykologisk og biologisk. Tine Pohls undersøgelse belyser de indre processer, som raskmeldte fra en spiseforstyrrelse har gennemgået. Hendes arbejde bidrager med ny viden om recovery bl.a. på grund af det socialkonstruktivistiske perspektiv fra fx filosoffen Michel Foucault, der kombineret med kritisk psykologi fungerer som teoretisk ramme og tolkningsmodel for interviewene.

Hendes undersøgelse kaster lys over perspektiver, der både favner samfund, kultur og individ, og som hjælper os med at forstå, hvad der sker, når man får en spiseforstyrrelse, og hvorfor det er så svært at blive rask igen."