Nyhed

Usunde vægttabsforløb kan føre til spiseforstyrrelser

Certificering og uddannelse bør være et krav til online coaches og kostvejledere, der tilbyder vægttabsforløb.

Ung kvinde strækker ud

”Tab 10 kilo på 2 måneder”. ”Jeg tabte mig – du kan gøre det samme”. ”Se før- og efterbillederne”.

Det er let at finde coaches og kostvejledere online, der lover at hjælpe med livsstilsændringer og vægttab. Men langt fra alle er klædt på til at give den støtte og hjælp, der er brug for i et vægttabsforløb. Det står for alvor klart efter dagens Kontant på DR1

I programmet sætter Kontant fokus på de metoder, der bliver brugt af Kenneth Wulff og hans medarbejdere i virksomheden Sund med Wulff. I programmet fremgår det, at flere kvinder har følt sig nedgjort og tvunget til at reklamere for Sund med Wulff. Undervejs i deres forløb er kvinderne blandt andet blevet opfordret til at skrive alle de ting ned, som de ikke kan lide ved deres krop.

”Det er skræmmende at se, hvordan en virksomhed, der lover at hjælpe med vægttab, bruger metoder, der direkte nedbryder klienternes selvværd og underminerer deres psykiske tilstand. Metoderne øger risikoen for, at klienterne går derfra med en spiseforstyrrelse, som det kan tage årevis at komme ud af igen,” siger Laila Walther, direktør for Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade. 

Se Kontant på DR1 her.

I behandling for spiseforstyrrelse efter onlineforløb

I vores behandling for spiseforstyrrelser har vi lige nu flere deltagere, som har været i online vægttabsforløb, som har sat gang i deres spiseforstyrrelse.

”Desværre hører vi jævnligt fra mennesker, der i forbindelse med online vægttabsforløb har udviklet tegn på spiseforstyrrelser. Det er et stort ansvar at hjælpe andre mennesker med at tabe sig. Realiteten er, at et vægttab kan lykkes i en kortere periode, men ofte vil man tage alle kiloene på igen inden for et år. Det kræver en ekstrem fysisk og mental robusthed at tabe sig i det omfang, som coaches som Sund med Wulff lover, uden at det fører til forstyrret spisning. Derfor har man brug for den rigtige støtte og hjælp undervejs,” siger Laila Walther.

Laila Walther opfordrer derfor branchen til at gå sammen om en certificeringsordning, så kun kostvejledere og vægttabs-coaches, der har modtaget undervisning i fx spiseforstyrrelser, kan kalde sig coaches.

”Man ser ofte coaches uden en uddannelse i kostvejledning, træning el.lign., men som selv har tabt sig og dermed mener, at de ved, hvad der skal til. Men bag enhver overvægt ligger der et komplekst net af sociale, fysiologiske, genetiske og mentale faktorer, som man skal have syn for, når man skal hjælpe en klient til et sundt og varigt vægttab. Uden den rette støtte, kan en slankekur sætte gang i en spiseforstyrrelse,” siger Laila Walther.

Kontakt

Direktør (hun/hende)
4045 2370
Kommunikations- og fundraisingchef (hun/hende)
5117 7578