Konflikt mellem spiseforstyrrelse og moderskab

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade har foretaget en kvalitativ undersøgelse af moderskab og spiseforstyrrelser for at få et indblik i mødrenes subjektive oplevelser af graviditet og moderskab. Undersøgelsen viser, at mange mødre, der enten har eller har haft en spiseforstyrrelse, har en negativ oplevelse af de kropslige forandringer en graviditet medfører, og graviditeten er ofte forbundet med stor ambivalens. De har på den ene side en angst for at tage på, men på den anden side ved de godt, at fostret har behov for næring.

Samtidig viser undersøgelsen, at mødrene i udpræget grad bekymrer sig om, hvordan deres spiseforstyrrelse påvirker deres børns opvækst, men også at mødrene oplever en konflikt mellem spiseforstyrrelsen og børnenes behov. På den positive side, fortæller flere af mødrene, at moderskabet har fungeret som en motivation for at blive rask. 

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade understreger, at det er vigtigt at følge op på spiseforstyrrelsen under graviditeten og efter fødslen, og anbefaler blandt andet, at det er vigtigt at inddrage mødres netværk, der kan støtte og aflaste dem, samt at der er fokus på hensigtsmæssig spisning, omsorg over for barnet og lysten til at være mor. 

Undersøgelsen er fra 2015 og bygger på 18 kvalitative interviews med mødre, som har eller har haft en spiseforstyrrelse.