Coronaundersøgelse: Spiseforstyrrelser og selvskade under en pandemi

Vi har levet med coronarestriktioner i snart et år, og pandemien har forandret hverdagen for os alle. Vores videnscenter har gennemført en undersøgelse, der belyser, hvordan coronapandemien opleves, når man har en spiseforstyrrelse, selvskade eller er pårørende. Formålet med undersøgelsen er at sætte fokus på, hvordan pandemien påvirker en i forvejen udsat målgruppe. Overordnet viser undersøgelsen, at restriktioner og nedlukninger har konsekvenser for trivsel og psykisk helbred, og at det har været sværere at være både berørt af spiseforstyrrelse og selvskade samt være pårørende til personer med spiseforstyrrelse eller selvskade under coronapandemien.

To tredjedele af de berørte i undersøgelsen, der er berørt af spiseforstyrrelse eller selvskade, oplever, at deres lidelse har fyldt mere i hverdagen sammenlignet med tiden før coronapandemien. Mere end halvdelen (68 %) af de berørte oplever en forværret trivsel under coronanedlukningen, mens endnu flere (mellem 70-80 %) oftere har følt sig ensomme, triste, bekymrede og haft en følelse af håbløshed. De berørte forklarer, at mangel på aktivitet og struktur i hverdagen gør, at spiseforstyrrelsen eller selvskaden får mulighed for at fylde mere, samt at ensomhed og isolation kan føre til negative tanker, som trigger lidelsen.

72 % af de pårørende angiver, at rollen som pårørende fylder mere i hverdagen sammenlignet med tiden før coronapandemien. De pårørende oplever ikke den samme hjælp og aflastning i kraft af de hverdagsaktiviteter og støttetilbud, som den berørte normalvis deltager i. Pandemien har derfor betydet øget belastning for de pårørende, der i højere grad står alene med opgaven om at støtte og varetage de berørte. Også blandt de pårørende viser undersøgelsen en forværret trivsel hos to tredjedele i form af øget bekymring, en følelse af håbløshed og ensomhed omkring rollen som pårørende.

Undersøgelsen bygger på 426 spørgeskemabesvarelser indsamlet i perioden mellem d. 13.-24. januar 2021.